Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BILLEDHUGGEREN KAI NIELSEN
Billedhuggeren Rikard Magn ussen skriver om den afdøde Mester Kai Nielsen,
hans Livsværk og tidlige Død og afslutter sine Betragtninger med den Opfattelse,
at Kai Nielsen „satte sin Kunst over sit Liv, at Manden var ham intet mod Værket".
D
fl__* ,
5T er fagrest at dø, naar det er fejrest at leve!«
i Saaledes lyder Indskriften paa en Gravsten, som
blev rejst over en anden tidligt bortkaldt. Lad
det nu være, som det vil, med Berettigelsen af
denne Paastand i Almindelighed, dette Paradoks imod
Paradokset, saa tør Ordsproget maaske dog i dette Tilfælde
anvendes med Henblik paa den tidligt bortrevne Kai Nielsen.
Maaske! Thi det maa jo vel
erindres, at man her stod over
for det geniale, hvis Udvikling i
nogen Grad er uberegnelig og
oftest giver sig til Kende just
gennem det overraskende. Giver
man sig hen i de Muligheder,
som dermed aabner sig for
Tanken, sætter Sorgen ind med fuld
Magt. Men rimeligere er det vel
— i det mindste for en
optimistisk Livsanskuelse — at drage
sine Slutninger ud fra de
foreliggende Kendsgerninger og over
for det voldsomme Røre, Kai
Nielsens tidlige Død har
fremkaldt i mange Sind, at sætte
Forsøget paa at finde sig til
Rette med det skete. Sammenholdt
med Totalindtrykket af hans
Kunst, som den i sin straalende
Fylde var at overskue paa den
store Mindeudstilling, synes det
mig personlig, skønt jeg
bekender mig som en decideret
Beundrer af hans Kunst, som om
Dissonansen mellem hans rige
Evner og hans tidlige Død paa sin
Vis lader sig opløse i Harmoni.
I Stedet for en faglig Gennemgang af hans Kunst, som
i strengere Forstand vikle føre for vidt, og som i lettere
Form kun vilde blive en Gentagelse af, hvad baade andre
og jeg selv forlængst har fremført, vil jeg forsøge at fæstne
de Tanker om Kai Nielsen, hans Kunst og Personlighed
saavel som hans tidlige Døds Betydning for hans
Eftermæle, gennem hvilke jeg selv synes, jeg i nogen Maade
kan finde mig til Rette med det skete og naa til en
dæmrende Forstaaelse, der maaske ogsaa for andre kan virke
forsonende.
Eller vilde det ikke være forsonende, hvis man med den
dybeste Anerkendelse af Kai Nielsens vidunderlige Evner
og storslaaede Livsværk kunde forene Erkendelsen af, at
intet vil gavne hans Eftermæle saa uvurderligt, som hans
tidlige Død?
Jeg sigter ikke til den banale Forkærlighed for det tabte,
som i Kunstens Historie har givet sig ikke mindre urimelige
Udslag, end Sendrægtigheden til at anerkende det samti-
dige, men til den forunderlige, man fristes til at sige
geniale Afbalancering af Kai Nielsens hele Livsværk,
Skæbnen som ved eet magtfuldt Fingerstrøg fuldbyrdede
gennem hans Død. w
Det tør vistnok siges, at Kai Nielsens frodige Livsglæde
beroede paa Temperament snarere end paa Personlighed.
Psykologisk set savnes i Kai
Nielsens Kunst Kontrasten,
Tilbageslaget. Man har villet
hævde, at hans mangeaarige
Sygdom maa have tvunget ham til
bestandig at leve med det
tilstundende Mørke for Øje, og at
just dette har forceret
Udslagene af hans Livslyst. Det er for
saa vidt en saare naturlig
Tanke; men jeg tror, man i det
Forhold undervurderer baade hans
Sangvinitet og hans enorme
Selvopholdelsesdrift. I
Virkeligheden har det sikkert været ham
muligt at mane sig det Spøgelse
fra Halsen og blænde de Ruder,
bag hvilke Mørket gabede. Jeg
slutter mig til det af hans Kunst,
thi med hans i og for sig saa
barnlige Natur synes det mig
uforeneligt, at Kontrasten, om
den virkelig havde haft en
saadan Betydning for hans
Livsfølelse, ikke oftere end den ene
Gang, vi siden skal omtale,
skulde have tiltvunget sig Udtryk i
hans Arbejder. Sikkert har han
ladet sig bære frem paa
Temperamentets Vinger, hvor andre slider
Personlighedsudviklingens knudrede Stier.
Og saa underligt er det jo, at just derpaa beroede hans
Charme. Var det, vi elskede i Kai Nielsens Kunst, ikke
netop det i dybere Betydning skyggeløse? Var det ikke
just hans paradoksale Proklamering af
Selvherskerdøm-met i et selvskabt jordisk Elysium? Hvad der rev os med
i hans Kunst, var det ikke hans Figurers animalske Ynde,
hans barnligt bakkantiske Sviren i Frodighed og Fedme,
hans dionysiske Fablen om den hedenske Livsglædes
Uforgængelighed, hans Tavshed om den enkeltes
Forkrænkelighed? Somme fulgte denne yndefulde Leg med et
vemodigt Smil af bitter Bedreviden og ynkede med levende
Ængstelse denne Ikarosfhigt; men om de fleste af os gjaldt
det, at den betagende Magt i hans barnlige Tillid, i hans
fantastiske Evne til at svæve i Nuet, saa smittende i sin
Refleksvirkning som Dansens Rytmer, halvt mod vor Vilje
og kun i Spøg til Hælvten genvakte i vort Sind den uud-
29
NØGEN
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
