Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SOPHUS MICHAELIS
Vor Medarbejder, Forfatteren fosef Petersen hylder sin ældre Kollega,
Digteren Soplias Michaelis, der fyldte 60 Aar Torsdag den 14. Maj.
DIGTEREN Sophus Michaelis
spænder over en større Skala
end de fleste af hans nulevende
danske Kolleger. I sine Digte,
sin Prosa og i sine Skuespil er han vandret
over vide Felter, og hvis ikke Skæret fra
hans Længslers fjerne Sol faldt ind over
alle hans Værker, vilde man kunne synes,
at hans Digterfysiognomi var saare
vanskeligt at tegne. I og for sig evner vel
ingen andre end han selv at gøre det
tilfredsstillende. Selv de trofaste Beundrere af
hans aristokratiske og dog ofte tropisk
glødende Kunst vil jo kun give et rent
subjektivt Billede af den.
En Sprogets Mester er Michaelis. Johs.
V. Jensen er det ogsaa, de har det hver
paa sin Maade og det forekommer mig, at
man kan benytte en Analogi fra Malerkunsten for at placere
dem overfor hinanden. Johs. V. virker mest ved Sætningens
og Udtrykkets Lokalfarve og Lokalklang, Michaelis ved
deres Belysningsfarver. Man fornemmer, at hans Ord farves
og bades i et fjærnt Lysvælds magiske Spektrum.
Sophus Michaelis er vistnok en af de mest drømmende
Naturer, vi har haft i dansk Digtning, bundet meget lidt
af sin Tids materialistiske Tendens, — men iøvrigt har han
jo forhaabentlig lang Vej tilbage endnu; — han har ofte
fulgt hemmelige Intuitioners Vejspor hvor andre
Naturalister foretrak de makadamiserede Kongeveje.
Og overalt omdanner han det Tilegnede til Krystal, det er
ligesom Tilværelsen filtreres og bundfældes i ham som
gennem et lysbrydende Prisme. Hans Vers, der altid er præget
af en stræng Rytmeplastik, udmærker sig ved en egen klar,
næsten transparent Form og Farve. Hans Vers er ikke
for aandelige Plebejere og vil aldrig blive det. Men dermed
er selvfølgelig ikke sagt, at Michaelis er en Digter for
Oligarkiet. Hans mesterlige Vers om Michelangelos Slaver
burde kendes af enhver dansk Arbejder.
Michaelis’ overfølsomme Digtersind har fattet og tilegnet
sig alt, det gigantiske Tyranhad, den indtil Smertens højeste
Potens spændte Lidenskab, den ydmyge Resignation, den
modige, betingelsesløse Hengivelse. Men hans personlige
Væsen, synes det mig, er først og fremmest Længsel,
Længsel mod det ufattelige, Længsel efter at give Udtryk for det
uendelige. »Atlantislængselen« kan man kalde den, for
Længselen efter det tabte er vel i sin inderste Grund det
samme som Længselen efter det, der er foran os og
uendelig fjernt. I et Par Vers i Digtsamlingen »Romersk Foraar«
udtrykker han sig saadan:
Sophus Michaalis
Alle Haab, der boblebrister,
Løfter, der i Skum hengled,
Illusionerne, jeg mister,
sank i dette Halvlys ned.
Drømmens Sødme, Rusens Lindring,
Elskovslykkens raa Forlis,
Kærlighedens blaa Erindring
om det tabte Paradis.
Alle mine Vrag gik neden
i den kolde Glemsels Skød >
for at samle Evigheden
af hvad Livet sønderbrød, —
for at plante mig et Eden
i de sunkne Soles Glød!
Et andet Sted i Bogen skriver Digteren:
Havet i mit Indre toner
med en Konkas Genfærdsklang:
Ekko fra de sunkne Zoner
hvor jeg levede engang.
Havet dønner uden Rytme,
bulmedunkelt, tavs, pompøst.
Mod Atlantis vil jeg synke
fra et fattigt Liv forløst.
66
GennemTangpolypers Skræmsel,
Fald paa tusind Favne Vand,
dykke ned i Dybets Glemsel
til min Længsels sunkne Land.
Naar jeg livstræt Sjælen lukker
for i Lethes Hav at dø,
se, Atlantis atter dukker
op af min Erindrings Sø.
I mit Forlivs tavse Haller
ser jeg Livet evigt gro,
langsomt, lig et Rev Koraller,
Gren ved Gren, og Bro ved Bro.
— Rytme er Michaelis’ naturlige Væsen. Hans Længsel
og Smerte, hans Livsjubel og Soltilbedelse finder Ro i
vuggende fast Rytme. Hans metriske Sans er sikker; hvad
Formen angaar er han næsten for formfuldent i vor formløse
Tid og vil maaske just derfor fornægtes af nogle. I saa
Fald kan han med fuld Berettigelse citere de Ord, Ovid
skrev i Landflygtigheden: »barbarus hic ego sum, quia non
intelligor ullis.« Michaelis’ kunstneriske Kultur er
grundlagt paa Antiken, han har optaget dens rene, klare Aand
i sig, Nutidens facetterede Liv har givet hans Digtning en
større Ekspansivkraft, en vældigere Svulmen, men Aanden
er Antikens.
Gennem Sansningen opfatter Michaelis ikke alene det
umiddelbare, men bygger Bro indtil den usynlige Verden
og til det, der endnu kun kan anes. Der er altfor faa
Digtere, der har denne anteciperende Evne. Og hvem kan
forme en flygtig anende Tanke i skønnere Ord end disse —
fra »Sommersonaten«:
Blomster, der rækkes af
usynlige Hænder
bringer Sjælen Hilsen fra
lønlige Venner.
Farven i hver lille
straalende Krone
kogler som en Kilde,
tindrer som en Tone.
Tanker kan traadløst krydses
gennem Luften,
Hjerter kan forenes, trodsende
Fornuften.
Gennem Blomsterranker
gaar der Tryllestrømme;
Farven føder Tanker
Duften avler Drømme.
Sophus Michaelis er ganske vist ikke Jyde. Men alligevel
burde han hyldes med Fakler paa sin 60-Aars Fødselsdag.
Der har dog ikke her i Landet levet mange Digtere, der
spændte saa vidt og sang saa skønt som han!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
