Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAANEDENS KRONIK
VÆRKET OM
DEN DANSKE SKUEPLADS
(1722-1922)
INDHOLD: Sophus Michaelis: Den danske Skueplads. Ejler Nystrøm: Den første
danske Skueplads. Th. A. Muller: Ludvig Holberg. Georg Christensen: Mellem Holberg
og Oehlenschlager. H. G. Topsøe-Jensen: Adam Oehlenschlæger. Edvard Brandes: Det
kgl. Teater 1801 — 1874. Sven Lange: Det kgl. Teater 1874- 1922. Vilh. Andersen:
Vaudevillen. Salomon Levysohn: Operaen. Edvard Agerholm-. Balletten. Med over
150 Illustrationer. Udgivet under Medvirkning af Det kgl. Teater.
Dette smukke Festskrift, der har en Bogladepris af 20 Kr. tilbyder vi saa langt
Restoplaget rækker, gratis til alle der vil arbejde med paa at skaffe Samleren og
Teatret forøget Tilgang af Abonnenter. For hver 3 nye Abonnenter Desender
os — hvadenten det er paa Samleren, Teatret eller dem begge i Forening — tilstiller
vi Dem et Eksemplar af Den danske Skueplads.
Dansk Kunstforenings Nestor, Ægyptologen Prof.
Valdemar Schmidt er højt bedaget afgaaet ved Døden. Den
gamle Professors Beskedenhed og Nøjsomhed var
virkelig blevet legendarisk og omgav ham med en usædvanlig
Sympati, som ved hans Død gav sig Udslag ved en
ualmindelig bevæget Tone gennem alle Pressens
Nekrologer. Det var et sjældent elskeligt Menneske, en sand
Videnskabsmand, der var gaaet bort. — Dog, Harmonien
var ikke fuldkommen, en af den gamle Professors
Kolleger, endog fra samme Museum, benyttede Lejligheden,
da han skrev hans Nekrolog, til ganske uforbeholdent at
sige som sin Mening, at den gamle Professor egentlig
ikke havde været ret meget værd i flere Retninger.
Det være langt fra os at opponere mod d’Herrer
sagkyndige Museumsmænds gensidige Kritik, naar den da
bunder i en saglig Vurdering. Alt for længe var den danske
Museumsverden en fasttømret Forening til gensidig Ros og
Beundring hver Gang en af d’Hrr. havde fuldført et Værk.
Og var der end i det skjulte, f. Eks. paa Grund af Jalouxi,
Lyst til Kritik til Stede, fandt denne af kollegiale Grunde
sjælden Vej til Offentligheden og da kun i en saa
afdæmpet Fonn, at kun de særlig indviede forstod den.
Hvad Frederik Poulsen havde at udsætte paa Professor
Valdemar Schmidt, har utvivlsomt sin Berettigelse, og det
er jo kun rimeligt, at en Mand som Doctoren, der udfolder
en ikke ubetydelig Virksomhed som udmærket Skribent,
har lagt Mærke til den gamle Professors Ulyst til at skrive,
han var jo den praktiske Videnskabsmand, den fine
Kender, som forstod at arbejde i Marken og gøre udmærkede
Erhvervelser og det var derfor, han forsømte Skrivebordet.
Det havde vist været mere diplomatisk, om Frederik Poulsen
enten havde fremsat sine kritiske Bemærkninger medens
den gamle Professor levede og kunde bide fra sig eller
havde ventet til han var blevet kold i sin Grav. Nu tog
Kritiken sig lidt haard ud paa Baggrund af den omtalte
Enstemmighed, hvormed Nekrologerne fejrede Mennesket
og Videnskabsmanden Valdemar Schmidt.
I Anledning af 50 Aars Dagen for Oprettelsen af
Carlsbergfondet havde dette følt Trang til at skænke
Offentligheden en Gave til en Værdi af 200,000 Kr. Saa vist som
enhver Gave altid rummer en smuk Tanke, er det
naturligvis uheldig, naar Giveren ligesaalidt ved, hvori denne
Gave skal bestaa, som Modtageren, om han overhovedet
vil tage imod den. Giveren havde tænkt sig noget i
Retning af et Genforeningsmonument og som sædvanlig, naar
det drejer sig om Carlsbergfondets Dotationer meldte der
sig straks fra Offentligheden en hel Række Medborgere,
som i Besiddelse af den sædvanlige Bedreviden kunde
fortælle, hvordan Fondet rettelig skulde anvende sine Penge.
Det Organ for Offentligheden, som skulde modtage
Gaven, nemlig Borgerrepræsentationen, havde man Indtryk af
hverken vidste ud eller ind. Nogen særlig Trang til
Monumenter har vist alle Følelsen af ikke er til Stede i højere
Grad i andre Kredse end — Billedhuggernes. Et
Klokkespil som naturligvis lige akkurat skulde ophænges i det
Taarn, der paa Grund af sin Arkitektur mindst egnede sig
til dette Øjemed, vandt en Overgang ikke faa Tilhængere.
En Vandhave ved St. Jørgenssø, et Kulturcentrum i Fonn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
