Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stemt Tid til Fotografering. Han boede ogsaa i Hotel
d’Angleterre, men ikke saa dyrt som Pepita, nei, mere
beskedent paa 3die Sal. Da jeg kom til hans Dør, kom
idet-samme kgl. Skuespiller Adolf Rosenkilde, og da han ikke
straks kunde komme ind, raabte han gennem Nøglehullet:
»Ole!« idetsamme lukkede Bull op; jeg tog nu Mod til
mig, traadte til, og da den store Mand venligt spurgte:
»hvad vil De, min lille Ven?« sagde jeg ham mit Ærinde
og med hans Svar: »Ja, jeg skal komme«, forsvandt jeg
ned ad Trapperne.
1 Kronprinsessegade, som jeg fra Barndomstiden var
stærkt interesseret i, boede vor udødelige Weyse, og her
skrev han sin herlige Musik.
Ouverturen til »Et Eventyr i
Rosenborg Have«, et Vidnesbyrd
om, hvor han elskede denne
Have; den gengiver hele det .
glade Sommerliv derinde,
Fuglesang, ja et lille Tordenveir
trækker over, man hører
Hornsignaler fra den nære
»Kirse-bærgang«, hvor Militæret
dengang havde sin Øvelsesplads for
Trommer og Horn, og saa
ender det hele i Erotik og
spidsborgerlig Munterhed, i Sandhed
et Mesterværk af Glæde og
Kongenshave-Stemning.
Fra Kronprinsessegade er ik- 1
ke langt til Østervold; herhen
flyttede mine Plejeforældre i
Efteraaret 53, og vi kom til at
bo i et hyggeligt gammelt Hus,
det staar der endnu som
dengang og er indrettet til
Værtshusholder-Stiftelse; vi havde
Voldbastionen lige overfor, der
laa en gammel Stubmølle, hvor
nu at Danmarks-Monumentet
staar, og det var af en egen hyggelig Virkning, naar Solen
seent om Eftermiddagen skinnede ind i Værelset og
Møllevingerne gik rundt, at se Skyggerne af dem hurtigt tegne
sig paa Væggen; jeg husker, at jeg alt dengang, som 12
Aars Dreng, havde Sans for malerisk Virkning, idet jeg
gjorde Forsøg paa at tegne Stuen i denne Situation.
I Slaveriet eller Stokhuset som det ogsaa kaldtes (det er
der endnu), havde jo Slaverne tilhuse, og de færdedes
daglig forbi vore Vinduer i større eller mindre Kolonner, for
at arbeide paa Volden og Fæstningsterrænet; det var i
deres sorte og graa Dragt, med et eller to Jern om Benet,
i Reglen godmodige Folk, som stille, og ført af en
Opsynsmand, passede deres Ting; og kunde man, som jeg
engang, stikke f. Eks. en Rulle Skraa til dem, fik man det
Tilraab: »Tak, min lille Ven!«
Ved Østervold laa og ligger endnu det militære
Gymnastikhus som et Led af Sølvgadens Kaserne. C. V.
Rimestad var en af de Første, som havde Tanke for at høine den
jævne Befolknings Dannelse; han stiftede som bekendt
Arbejderforeningen af 1860, og her kunde man, som
Medlem, mod et ringe Honorar, faa at høre gode Foredrag af
Rimestad, L. Moltke, Phister, Høedt, H. C. Andersen,
Michael og Vilhelm Wiehe og vistnok m. A.; jeg var saa
heldig at høre Andersen læse sit Eventyr »Stoppenaalen« og
»Den grimme Ælling«, M. Wiehe 2 Akter af »Aladdin«
og som det Ypperste, Paludan-Miillers Digt »Lucifers
Fald«, hvor jeg mindes, at han lo saa uhyggeligt, at det
rislede mig koldt ned ad Ryggen; Vilh. Wiehe fremsagde
Runebergs Digt Nr. 15 »Stolt« og Chr. Winthers Digt
»Murad«, ja det var altsammen godt og forædlende; men
det var vanskeligt at opnaa, da Gymnastikhuset hurtigt
blev for lille fil den store Tilstrømning.
Som ungt Menneske søgte jeg gerne Logis ved Volden,
og jeg boede vecl Vestervold i
1863. Det var det triste,
uhyggelige Efteraar, da Frederik VII
døde paa Gliicksborg Slot den
15de November; min Kæreste
og jeg var i Casino til »En
Spurv i Tranedans«; i
Mellemakten efter anden Akt kom
Digteren H. P. Holst frem og fra en
af Logerne raabte han, at
Kongen var død; alle reiste sig
strax og gik bort; man vidste,
at det vilde blive svære Tider
for Danmark, og de kom; ved
Nytaarstid brød Krigen ud, og
hvor var det knugende at
vaagne om Natten og høre de paa
Gaden langs med Volden
forbidragende Tropper, stille og
tause, uden Musik, ja ikke
engang Horn eller Tromme, kun
den monotone taktfulde Marsch,
gaa til Jernbanen. Anderledes
var det i 48, da Soldaterne drog
afsted med klingende Spil ved
høilys Foraarsdag og Kongen
sagde dem et freidigt »Paa
Gensyn« ved Afskeden. Det viste sig jo ogsaa, som
forud-seet, at vor Hær maatte trække sig tilbage fra Dannevirke
og i den haarde Vinterkidde og Slud, efter et heltemodigt
Forsvar af Dybbøl-Skanserne, opgive den haabløse Kamp
mod to Stormagter.
Ved at tænke tilbage paa de herlige Solskinsdage, da
Kjøbenhavn klædte sig i Festdragt hele Strøget igennem,
fra Toldboden og til Banegaarden, mindes jeg, med hvor
stor Forventning man kunde staa paa Gaderne for at faa,
paa nært Hold, Lov til at se nogle af Jordens Mægtigste:
der var først Ruslands Czar, Keiser Alexander, Kejserinde
Dagmar og Børnene, Kong Edward, eller som vi bedst
mindes ham, Prinsen af Wales og hans skønne Dronning,
Alexandra, og deres Børn, saa Kong Georg af Grækenland,
hvem vi ogsaa helst mindes som den unge danske
Søofficer, Prins Vilhelm og hans Dronning Olga og Børn,
og vor egen folkekære Kongefamilie; Kjøbenhavnerne var
stolte og imponerede af vor Kongefamilies Slægtskab med,
saa at sige, Europas samtlige Fyrstehuse, og jeg tror at
turde sige, at alle disse kære Gæster følte sig saa
velgørende trygge her i vort lille Danmark.
En Mellemakt i det gamle kgl. Theater 1863
145
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
