Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ET BREV OG ET SVAR
Trods vitterlige Misforstaaelser og trods Tonen adskillige Gange , ikke ligefrem opfordrer
til en Drøftelse, aftrykker vi nedenfor en Indsenders Besværinger over Samleren — ikke
mindst for at faa Lejlighed til svare paa de Anker, der kan synes at være berettigede.
Hr. Redaktør Alexander Fugl!
I disse varme Dage, hvor alle søger Skyggen, tillader De maaske,
at jeg forsøger at bringe D,em lidt Køling ved at kaste en
Smule Skygge over Deres Vej. De faar tilgive, om det maaske
ikke er Dem fuldt saa behageligt, som det for Tiden er andre
Mennesker, men selv om Sandheden er ilde hørt, saa kan den jo
dog undertiden øve sin Virkning, om da vedkommende ikke er
altfor forhærdet og saa utilgængelig netop for Sandheden som kun
Journalister kan være. Apropos Journalister! Hr. Redaktør, jeg
har ladet mig sige, at De selv er gammel Journalist og at dette
Faktum har været Deres Adkomst til Samlerens Redaktørstol. Jeg
vil ikke fortie for Dem, at jeg synes denne Adkomst er
mangelfuld. Med al det urimelige Vaas Journalister gennem Tiderne har
skrevet om Kunst i Erindringen, skal jeg villig indrømme, at jeg
vilde have fundet enhver anden end netop en Journalist bedre
egnet til at være Redaktør af et Fagtidsskrift som Samleren; thi
det vil De jo sikkert indrømme, at et Kunstblad altid maa og
skal være et Fagtidsskrift i den Forstand, at det rummer den
rene Saglighed — uden nogen Særinteresser eller Bihensigter, ikke
sandt, Hr. Redaktør!
Men lad os begynde med Begyndelsen, nemlig Bladets Ydre.
Det gør mig ondt at maatte sige Dem, at dette ikke er mig helt
sympatisk. Formatet minder mig om det i min Barndom højt
elskede Juleroser, som jeg desværre er vokset fra. Livet har bl. a.
Ting bragt mig til den Erkendelse, at enhver Tryksag, det være
sig en Bog eller et Hefte, skal have en rigtig og tilfredsstillende
Form, et Format, der samtidig med at svare til sin Hensigt
tilfredsstiller en vis Fordring til Skønhed, en Fordring et Kunstblad
frem for nogen bør honorere. Saa er der Bladets Hovede. Det
forekommer mig ukunstnerisk og underlig tørt, det er rent ud
sagt almindelige Bogtrykkertyper. Paa Bladets øvrige
typografiske Udstyr og dets Illustrationer har jeg ikke noget at
indvende, det er dygtige Folk, der laver det, blot har Deres
Typografer en ligesaa ualmindelig som sørgelig Tilbøjelighed for at
låve Trykfejl. Er det Deres Foretagendes Ungdom, der endnu
ikke har tilladt Ansættelsen af en Korrekturlæser? Det kan næppe
være Tilfældet. Min Boghandler, gennem hvem jeg faar Bladet,
har fortalt mig, at Samleren har over 4000 Abonnenter og trykkes
i 0000 Eksemplarer. Og da det jo har fyldigt Annoncestof, kan
jeg ikke tænke mig andet end, at det trods en smuk Gage til
Redaktøren ogsaa maa kunne bære en Korrekturlæser! Jeg
forudseer imidlertid, at det vil støde paa den Vanskelighed, at
Redaktøren ikke gerne ser bemeldte Gage forringet.
Hermed er jeg færdig med det rent tekniske og vil gaa over
til Redaktionen. Jeg maa her vende tilbage til, hvad jeg før
berørte, at et Kunstblad er et Fagskrift, og at De, Hr. Redaktør,
er Journalist. Deres Blad har en Duft af noget jeg ved ikke hvad.
Jeg vil ikke sige af Dagblad, for en af mine Hovedindvendinger
mod Samleren er netop, at det er næsten blottet for
Aktualitet, netop paa det Omraade, hvor det burde være aktuelt. Jeg
har flere Gange, naar der er hændet bemærkelsesværdige
Begivenheder i den danske Kunstverden, tænkt ved mig selv, det bliver
interessant i Samlerens næste Nummer at læse derom og se,
hvad Kyndigheden og Sagligheden siger. Men nej, jeg blev ofte
skuffet, og maatte i Stedet for lade mig nøje med »Den grafiske
Kunst i sin historiske Udvikling«. Et Emne. der jo Gudbevares
for nogle kan være meget interessant og belærende, men egentlig
Nyhedens Interesse kan man vel ikke beskylde det for. Lad mig
kort og godt præcisere min Anke saaledes: De redigerer Deres
Blad for journalistisk til, at det kan bevare Karakteren af et
Fag-tidskrift, uden samtidig at drage Omsorg for, at det har den
journalistiske Berettigelse, som alene Aktualitet giver. Her kan
De saa udmærket forstaa, hvad jeg mener, naar jeg, som et
Eksempel paa hvorledes Samleren burde være, holder Dem for
Øje det af Kunstforeningen sidste Aar udgivne: Kunstbladet, som
Foreningen jo desværre ikke havde Midler til at fortsætte. Et
Blad, hvis rette Linie og noble Form paa Forhaand udelukkede,
af der blev givet Plads for saadanne Taktløsheder som Samleren
har baaret til Skue. Jeg tænker her paa Højesteretssagfører Steins
Angreb paa Karl Madsen og Kai Grunths Anmeldelse af Direktør
Vilhelm Slomanns Bog.
I Valget af Medarbejdere aflæser man en Redaktørs Dygtighed
og ser man et Spejlbillede af hans egen Personlighed. Det
forekommer mig, at Samleren ganske har bevist denne Paastand.
Deres egne Artikler om Charlottenborg og Den Frie havde De jo
næppe kommet til at skrive andre Steder. Og hvortil egentlig
denne Nedsabling over hele Linien? Jeg synes netop ikke, at den
Slags Udstillingsanmeldelser hører hjemme i et Kunstblad; thi vi
blev jo netop før enige om, at et Kunstblad er et Fagskrift og
dets Artikler bør have et videnskabeligt Præg og blivende Værd.
Jeg maa her vende tilbage til, hvad jeg i Begyndelsen sagde,
nemlig Særinteresser og Bihensigter ved Udgivelsen af Samleren.
En af mine Bekendte, en fuldtud troværdig Mand, som har den
nærmeste Tilknytning til vore Kunstkredse, har sagt mig, at Deres
Blad repræsenterede Kunsthandlerinteresser. Jeg ved godt, at man
skal være varsom med den Slags Beskyldninger, men Beviset
derfor skal afgørende være givet i den fjendtlige Stilling, Samleren
har indtaget overfor en vis Kreds af vore mest ansete
Museumsmænd. Og her er vi ved Sagens Kernepunkt. Burde Samleren ikke
netop være det Sted, hvor den største Kyndighed, nemlig
Museumsmændene, i populær Form belærte Publikum om de
forskellige Emner og saaledes oparbejdede en Interesse netop for
at beskæftige sig med Kunst og at samle, hvad der jo senere
ikke kan undgaa at komme vore Museer til Gode. Jeg har, Hr.
Redaktør, paa dette Punkt de vægtigste og mest alvorlige
Anklager mod Deres Blad, og det navnlig, fordi Samleren for Tiden
er vort eneste Kunstblad. I en Tid, hvor en af de største
nationale Opgaver, det danske Folk i mange Aar har været overfor,
nemlig Nyskabelsen af vort Nationalmuseum, har Samleren til
samme Formaal ikke ydet Bidrag af nogensomhelst Art. Jeg
tillader mig at spørge Dem, Hr. Redaktør, hvordan De i Grunden
ser paa Deres Blads Opgaver? Skal det kun være Talerør for
en snæver Klike eller bestemte Personer? Jeg forstaar lige saa
lidt, at De overhovedet kan forene det med Deres
Retfærdighedsfølelse at lade den før nævnte Anmelder nedsable
Museumsdirektør Vilh. Slomanns Bog uden samtidig at give Direktøren
Lejlighed til at fremkomme med et Svar. Ja, burde De i Grunden ikke
forinden have forelagt Artiklen for Bogens Forfatter? Thi selv
om Kritiken saa meget bestikkende ud, saa kan en Sag jo altid
ses fra to Sider, og at Direktør Slomann ikke rolig kan eller vil
lade denne sidde paa sig, vil De jo kunne sige Dem selv. Var
overhovedet ikke Kunstindustrimuseets Direktør netop den rette
Medarbejder for Kunstindustriens Vedkommende i Samleren?
Jeg har endvidere at indvende, at De med Brask og Bram
starter Foretagender og Artikelserier, som enten opgives paa
Halvvejen eller antagelig aldrig naar deres Slutning. Maa jeg her
minde Dem om Kunsthandler Peter Magnussens aabenbart noget
svigtende Hukommelse, der lod hans Erindringer opnaa en
Rekord paa ringe Udstrækning, og nu endelig den allerede nævnte
»Grafiske Kunst i sin historiske Udvikling« — hvorledes gaar det
med den, Hr. Redaktør?
Saa endelig sidst, men ikke mindst den Uregelmæssighed,
hvormed De udsender Deres Blad. Har De for Øje den Sum af
Ærgrelse, De sammenlagt skaber hos Deres Abonnenter, som
forgæves ulejliger d’Herrer Boghandlere, og utaalmodig imødeser hvert
Nummer?
Med den Kendsgerning for Øje, at d’Herrer Redaktører er
betydelig modigere og mere villige til at aabne Deres Blades Spal-
155
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
