Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bogstavernes Fonn i Inskriptionerne. — Men først og
fremmest dog af de Hellige-tre-Kongers Navne, som staar
at læse paa Hornets Laag. De kunde umulig findes paa et
Stykke, der stammede fra Højfolk og Hedenskab.
Af disse Navne: Casper, Melchior og Balthasar, af
Vaa-benskjoklene med den kejserlige Ørn, de tre danske Løver,
de franske Lilier, den flanderske og den brabantske Løve
samt med Bispehuen, og af de fyrstelige »Valgsprog«,
som Jacobæus mærkeligt nok udtrykker sig, slutter han
med Rette, at dette Horn
er det, som Arild
Fluit-feld omtaler i sin
Danmarks Historie:
»Mandagen efter Mariae
Undfangelse drog Kongen
(Christjern I) ind i Køln
og laa der til ottende
Dagen efter Hellig tre
Konger 1475. Samme Tid
forærede han til de
Hel-lige-tre-Konger, som der
skulle ligge begrafven, et
stateligt, forgyldt
Cre-dents.«
Der vilde nu ikke være
nogen som helst Grund
til at nære Tvivl om
Rigtigheden af Huitfelds
Ord, — han blev ganske
vist født et Par
Menneskealdre efter
Begivenheden, men kunde jo have
sin Viden fra en Søn af
en af de Mænd, som
havde været Øjenvidne
dertil — om ikke »den
statelig forgyldte Credents«
halvandet Hundrede Aar
senere fandtes, ikke i
Domkirken i Køln, men i
Sølvkammeret paa den
danske Konges og
oldenborgske Greves Slot i
Oldenborg. Enten maatte
altsaa denne Credents
være en anden, end den af Christjern I til Kongernes Kapel
i Kølner-Dom skænkede, eller ogsaa var det den samme,
som Kongen enten blot havde tænkt paa at skænke dem,
eller mulig virkelig havde skænket dem, men bagefter, af
en eller anden Grund, taget tilbage igen.
Nogen anden kunde det nu ikke godt være. Hornet selv
viser, saaledes som det nu staar for os, ved sine Prydelser
og med hans Valgsprog: Jeg lever i Haab og begærer kun
til Nødtørft, saa afgjort hen til Christjern I og hans
Ophold i Køln 1474—75, at man ikke kan komme uden om
den Opfattelse, at dette virkelig er den statelige Credents,
han — ifølge Huitfelds klare nøgterne Meddelelse, ■—
Hellig-tre-Kongers Dag 1475 stillede som en Gave paa
Alterbordet i deres Kapel.
Og man skal være en meget tør og nøgtern protestantisk
Hornet set forfra.
Theolog for — som vor berømte Historiker Langebeck —
at kunne faa sig selv til at sige: Ja, inen de
Hellige-tre-Konger gjorde ikke, som Christjern I vilde have. Derfor
blev han gnaven og gik op og tog sin Foræring tilbage
igen, — selv med Fare for at faa sorte Børn. Saaledes som
den efter et godt gammelt Mundheld faar, der gi’r og ta’r
igen. En saa tarvelig Optræden, saa lidet værdig en Konge,
har man ikke Lov til at tiltro Christjern I, særlig under
saadanne Forhold, hvor hele Europas Øjne hvilede paa
ham. Og saadan kunde
en from Katholik, som
samme Konge var, aldrig
bære ^ig ad over for
Kirkens hellige Mænd.
Det var et
Hæders-hverv, der havde bragt
Christjern I til Køln, —
et større Hædershverv,
end der nogen Sinde før
eller senere er blevet en
dansk Konge til Del. Han
skulde optræde som
Fredsmægler mellem den
tysk-romerske Kejser
paa den ene og den
stridbare Hertug Carl d.
Dristige af Burgund paa
den anden Side. Den
mægtige Hertug havde i
en Strid mellem Kejseren
og Ærkebispen af Køln
tüget dennes Parti og
samlede Tropper for at
tvinge Kejseren til at
give efter.
Det var paa sin
Rejsefærd til Rom i 1474, at
Christjern I havde mødt
Kejseren personlig,
endda to Gange, baade paa
Farten Syd over og Nord
over, og havde gjort et
saadant Indtryk paa
ham, at han straks efter
sin FIjemkomst til
Danmark igen, 24. August 1474, fik Kejserens Bud om at
paatage sig det nævnte ærefulde Hverv. Han var straks rede,
og to Maaneder efter, den 28. Oktober, lagde han ud paa
ny, denne Gang med Køln am Rhein for Øje.
Christjern 1 havde engang under overhængende Livsfare
gjort det Løfte, at han, om han nu blev frelst, vilde gøre
en Pilgrimsrejse til det hellige Land. Ledet af politiske
Grunde, og særlig af Ønsket om at træffe Kejseren
personligt, blev Rejsen bestemt til at skulle gaa for sig straks
i Begyndelsen af 1574.
En saadan Rejse var i hine Tider en alvorlig Sag. Den
krævede, særlig naar det var en Konge, der skulde paa
Farten, store Forberedelser. Man maatte være forberedt
paa at møde Farer og Eventyr af alle Slags og maatte
have et Følge, talrigt, vel rustet, men frem for alt paalide-
182
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
