Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Topfiguren er brækket af; hvorledes den har været
dannet vides ikke. En stor Del af Figurerne i Galleriernes
Nicher er ogsaa forsvundet. Men Vildmændene, som ses
paa de to underste Ringe, og Løverne i Nicherne paa den
ligeledes borgdannede Knap paa Svansstykket kunde vel
nok tænkes at skulle tyde paa de mærkelige Guds
Skabninger, som de Rejsende mulig vilde faa at se i de fjerne
Lande, der var Maalet for deres Færd. Og her finder vi i
en Niche i nederste Stokværk en Figur, som tydeligt
adskiller sig fra alle de andre, nemlig en Mand med
Klap-hue, som efter Haandstillingen at dømme har haft en
Hammer i højre Haand. Altsaa en Haandens Arbejder,
utvivlsomt Hornets Mester, Daniel Aretæus fra Corvey i
Vest-falen, en Guldsmed ved Christjern I’s Hof, der berømmes
for sin store Kunstfærdighed.
Men at dette Pragtstykke af Guldsmedearbejde, saa
overdaadig rigt og med en saa ejendommelig Charme, ikke
har kunnet fremstilles i Løbet af de to Maaneder,
Christjern I var hjemme imellem hans Hjemkomst fra Rom og
hans Udrejse til Køln, er afgjort. Og vi har atter her et
Bevis for, at det er gjort med Pilgrimsfærden for Øje, -—
den gik jo i øvrigt kun til Rom, hvor Paven løste Kongen
fra sit Løfte at drage til Jerusalem, — og ikke som en
Foræring til Kongerne i Køln.
Den Tanke at skænke det til dem er sandsynligvis først
opstaaet, da han fik Kejserens ærefulde Opfordring til at
drage hertil. Og denne Tanke kunde kun vinde i Styrke
ved, at de atter paa Vejen hertil viste, at de fulgte ham og
beskyttede ham. Fjorten Dage efter at have forladt sit Lands
Grænser blev han ved Soest i Vestfalen overfaldet af en
stærk Ryttertrop, som antagelig Ærkebispen, der nødig
saa ham optræde som Fredsmægler, havde ladet lægge i
Baghold for ham. Kun med Nød undslap han og kom
velbeholden ind til Lipstadt.
Har Christjern I hjemme faaet den Tanke at skænke sin
skønne Rejsekredens til de hellige tre Konger, kunde den
jo kun styrkes ved denne Begivenhed. Og endnu yderligere,
da han ved sin Ankomst til Køln saa, i hvilken Anseelse de
holdtes i denne By, der skyldte dem sin Vækst, sin
Rigdom og sin Anseelse som Europas vigtigste Valfartssted
næst efter Rom og St. Jago. Tusinder og atter Tusinder
af Andægtige strømmede hvert Aar til deres Helligdom
ved Epiphaniefesten (6. Januar), og liver bragte sin Gave
med, stor eller lille. En Konges Gave maatte naturligvis
være kongelig, og Kong Christjern fik her at høre, at 100
Aar forinden havde Valdemar Atterdag skænket de hellige
Mænd tre Guldkroner til deres Isser og 6000 Mark til
Byens Fattige.
Derfor var det ganske naturligt, at Kong Christjern nu,
da han saa at sige stod ved Maalet for sin Rejse, bad dem
om deres Hjælp og Bistand til det Fredsværk, der havde
ført ham til Køln. Men det var han ikke ene om. Det var
rigtigst og værdigst, at han frembar sin Gave i Navn af de
Mænd, med hvilke han skulde samarbejde for at slutte
Fred og Forlig: Kejseren, Hertugen af Burgund og den
pavelige Nunius, Biskoppen af Forli.
Derfor lod han sine egne Vaabenmærker, der har været
indgraveret i Skjoldpladerne paa Hornets øverste Baand,
slibe ud og erstatte med sit eget og de nævnte Herrers
Vaabener: Kejserens Dobbeltørn paa Skjoldet paa For-
siden, den fornemste Plads, hvor utvivlsomt hans eget
Hovedmærke, de tre Løver før havde siddet; den yderst
forfængelige Burgunderhertug, hvis gode Villie og Venskab
det gjaldt ham at bevare, lader han prange med ikke
mindre end tre af hans Vaabenmærker, de burgundiske Lilier
og den hvide brabantske Løve paa hver sin Side af
Kejserørnen samt den sorte flanderske Løve paa Bagsiden. Og
beskedent anbringer han sit eget Mærke ved Siden af denne,
svarende til den pavelige Nuntius’ Bispehue paa den anden
Side.
Det er tydeligt, at disse Vaabenskjolde er en senere
Tilføjelse. De er ikke, som Hornets øvrige Prydelser, støbte
eller skaarne i selve Metallet. De er sk&aret paa løse
Metalplader og hæftede paa. Og saa er de, i Modsætning til
alle Hornets øvrige Prydelser, ikke forgyldte, men staar i
det hvide Sølv. Man har nemlig ikke — uden at ødelægge
Hornets Forgyldning i sin Helhed — kunnet lodde dem
fast. Derfor har man maattet udføre dem paa løse Skjolde
og stifte dem paa. Den tydelige Forskel, der viser sig,
teknisk saa vel som kunstnerisk, paa Udførelsen af disse seks
paahæftede Skjolde, skyldes sikkert den Omstændighed,
at de — paa Grund af Tidens Knaphed — har været givet
ud paa forskellige Hænder.
Thi Tiden var knap. Kongen kom først til Køln Mandag
efter Mariae Undfangelse (8. December). Vi tør formode,
at han tog ind i det Herberg, som faa Aar senere bar
Navnet: Det gyldne Horn, et Navn som det er naturligt at
tænke sig tillagt det sotn et Minde om den danske Konges
Pragt-Gave til de hellige tre Konger. Og han laa der, til
han 10. Januar drog op ad Rhinen til Kejseren i
Ander-nach, efter at han Hellig-tre-Kongers Dag, den 6. Januar,
i højtidelig Procession havde frembaaret sin Gave i
Domkirken og anbragt den paa Alteret i deres Kapel.
Og paa Tilbagerejsen fra Andernach ned ad Rhinen til
Køln, viste de atter deres Omhu for hans Person. Fra
Borgen Rolandseck, hvorfra der endnu staar en malerisk
Ruin, blev hans Fartøj paa Ærkebispens Foranstaltning
beskudt med Kanoner. Saa han havde kun Grund til at
være dem taknemlig, da han forlod Køln den 28. Januar,
som var den sidste Dag, han var der. Og han kunde paa
den Dag ikke have nogen Anelse om, at de ikke vilde staa
ham bi i Fredsværket, saa han kunde paa denne Dag ikke
have nogen Anledning til at gaa ind i Domkirken og tage
sin Gave tilbage, — en i øvrigt ganske absurd Tanke.
Thi med Fredsmæglingen gik det ikke efter Ønske.
Tværtimod — den 23. Maj, da Vaabnene begyndte at tale,
maatte han opgive sin mæglende Rolle og forlade
Krigsskuepladsen. Havde han nu lagt Vejen hjem om ad
Oldenborg, kunde man have tænkt sig, i Fald han virkelig havde
haft Hornet med, at han kunde have ladet det blive i sin
Hjemstavn. Han tog imidlertid ikke Landvejen hjem, men
derimod Søvejen, ad Elben og Stør, og vel at mærke uden
at have Hornet med.
Nu drejer det sig om Spørgsmaalet: Naar er Christjern
I’s statelig forgyldte Kredens bleven flyttet fra Domkirken
i Køln til det grevelige Slot i Oldenborg? Kan det staa i
Forbindelse med det Tyveri, der netop 100 Aar senere
fandt Sted i Kirken, hvorved de Hellige-tre-Kongers
Kapel blev bestjaalet for en Mængde skønne Klenodier, der i
Tidens Løb var bleven skænket af Konger og Fyrster? f
184
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
