Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MODERNE DANSK MALERKUNST
RETROSPEKTIV UDSTILLING
CHARLOTTENBORG — OKTOBER 1925
DET var i Selskab med Maleren og
Kunsthistori-| keren Ernst Goldschmidt, at jeg den første Dag
saa Udstillingen. Den erfarne og vittige
Kritiker anbefalede at skrive en hurtig
Gennemgang: »Moderne dansk Malerkunsts Udstilling pr.
Motor-cykle«.
I sin maleriske Overdrivelse meget rigtigt set. En
velvillig Bedømmelse
fordrer netop en saare
hurtig Gennemgang, hvor
den afstemte
Helheds-virkning, som er det
selvfølgelige Resultat af,
at alene en bestemt Klike
samler sig om en stor og
talstærk Udstilling, er
det umiddelbare
Første-haandsindtryk.
Udstillingen vinder
ikke ved nærmere
Eftersyn.
Først og fremmest
forflygtiges ogsaa selve
Helhedsbilledet.
Man kan jo saaledes
ikke undgaa at bemærke,
hvordan en Maler som
Larsen Stevns ganske
falder uden for
Udstillingens Ramme. Hans
anekdotisk fortællende
bibelske Billeder staar i den
løjerligste Modsætning
til de andres rent
artistisk følte og malte
Arbejder; thi for alle de
andre end netop Larsen
Stevns gælder det, at det enten er Farven eller den
monumentale Komposition, de beskæftiger sig med. Dog danner
maaske yderligere Oluf Hartmann her en Undtagelse. Det
er forøvrigt gaadefuldt, hvorledes Vilhelm Wanscher kan
sammenligne denne Kunstner med Rembrandt. 1 Forhold
til Rembrandts sikre og præcise Form er Hartmanns svag
og famlende, hans Farve ligesaa tung og metallisk som
Rembrandts er levende og mættet. Det er ogsaa med
Hensyn til Farven, at man føier Trang til at gøre Indvendinger
overfor Jens Adolf Jerichaus tunge og mørke figurlige
Kompositioner, der ganske vist vidner om en ikke ringe
geläufig Nævenyttighed, men i hvis Billeder, der selv ved
en længere Betragtning ikke forekommer at være Stof til
Fordybelse.
Den nærmest liggende Sal ved de to Afdøde optages af
Weie og Giersing, af hvilke Weie er den absolutte Dyrker
af Farven uden dog paa nogen Maade at negligere
Kompositionen, nien alligevel virker han med Hensyn til præg-
186
nant _ de tsig Virkning svag ved Siden af Giersing,
som er der. , >er paa Udstillingen, der taler det stærkeste
og mest lige Sprog.
Det lader sig nemlig ikke nægte, at hvor man saa end
ser hen paa denne Udstilling undgaar man ikke at komme
til at tænke paa Forbillederne. At Weies Farvesyn
efterhaanden i en betænkelig Grad har nærmet sig Isaksons vil
ikke uhdgaa den mere
opmærksomme Iagttager.
Og man maa vel ogsaa
have Lov til at spørge sig
selv, hvorfor Salto’s
heroiske Hestebilleder skal
minde saa nærgaaende
om Derain. Og hvorfor
er Lundstrøms nøgne
Kvinder nu netop lige
malt i samme Stil som
Cezannes tidlige
Arbejder. For den blot
nogenlunde kyndige Beskuer
melder saadanne
Spørgsmaal sig overfor de
fleste af de udstillende
Kunstnere, netop lige
med Undtagelse af
Giersing.
Det er jo muligt, at
nogen vil føie sig frastødt
af den summariske
Maade hvorpaa Giersing
tager Tingene, men det
lader sig ikke nægte, at
han opnaar en samlet og
virkelig monumental
Virkning i sine Billeder.
Et Maleri som
Katalogets Nr. 51, Ung Pige i blaa Dragt, er af en overordentlig
smuk og fin Opfattelse, og Nr. 43, Portræt, vistnok af
Maleren Naur, virker ved sin ædle Farve og store Form
paa en Maade, som man ikke ofte ser paa Udstillinger af
moderne Kunst. Den, der i Udlandet har set lignende
Opbud, vil paa disse have fundet Magen til alle de paa
Charlottenborg udstillende Kunstnere netop undtagen Giersing.
Han er den eneste, der ikke synes at ligne nogen anden eller
at have hentet sin Manér andre Steder fra. En Maler som
Svend Johansen vilde det ikke være mulig at skelne fra
utallige tyske og franske og andre udenlandske Kunstnere
af samme Sort. Og det er ogsaa umuligt at faa noget
stærkt og samlet Indtryk af Karl Larsens mildest talt noget
kalejdoskopiske Repræsentation, han maler paa saa alt
for mange forskellige Maader. At Vilh. Lundstrøm ejer en
vis Kraft i sine mere grove end storladne Billeder lader sig
ikke nægte, men hans Farve er altfor upræcis i Tonerne til,
at man føier den fyldestgørende rigtig. Hans blaaviolette
li. Giersing: Ung Pige i blaa Dragt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
