Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en Understrøm af Sørgmodighed, naar
man tænker paa, hvad han kunde have
faaet ud af disse Linje- og
Farvevirkninger, om han selv havde naaet at følge dem
videre gennem Arbejdets rensende
Skærsild. Han selv vidste godt, at der var saa
god Bund i hans Tegninger, at der var
Raad til at sætte adskilligt til undervejs
mod Omsætningen i andet Materiale.
Engang ytrede han: »Kan du blot faa
Halvparten eller Tredjedelen frem af det Liv,
der er i Stregen, saa er jeg tilfreds«, og
bl. a. dette har givet mig Mod til at gøre
en Del af Skitserne færdige, idet jeg har
forsøgt at efterføle og forstaa hans
Mening, saa godt jeg formaaede. Jeg ved
udmærket godt, at Bindesbøll Kunst er som
Sennop for de fleste yngre
Ornamenttegnere. Tiden er nu nærmest ængstelig,
kantet og tør; den levende Linje, det ftore
Anslag og den dekorative Ligevægt
gennembrudt af dristig Fantasi er en sjælden Fugl
nutildags, men jeg ved ogsaa, at hans Tid
er ikke forbi. En af hans Kolleger sagde
engang til ham: »Se min Svigersøn,
Arkitekten, tjener Penge, hvad gør du?« og
Svaret kom prompte: »Jeg tjener Kunsten«.
Den, der har gjort dette, som han, kan vel
i et Slægtled eller to overses, men han vil
dog leve, kanhænde han endda kommer
igen i den Skikkelse han for Gregor
Pauls-sens Syn allerede nu har antaget: Titanen
i den dekorative Kunst. Anker Kyster.
EFTERAARSLITTERATUREN
Den udmærkede Litterat og Kritiker J o r g e n Bukdat. hvis Essays-Samling „Norsk national
Kunst" har slaaet hans Navn fast som en af de betydeligste af de sidste Aars Kritikere,
paabegynder i Samlerens Litteratur-Kronik en Gennemgang af Efteraarets dansk-norske Skønlitteratur.
VEL er Bogflommen ikke helt
standset, men Oversvømmelsens Omfang
kan allerede nu overskues. Og det
aarligt tilbagevendende Spørgsmaal rejser
sig: Hvad sank til Bunds og hvad holdt sig
flydende. Iøvrigt et utilstrækkeligt
Kriterium. Thi det, der synker til Bunds, kan i
det skjulte bygge et Forfatterskab op som
en »Koralø«, der om et Par Aar viser sig
i Vandoverfladen, og det, der holdt sig
flydende ved Aktualiteten, Øjeblikkets
Interesser, det kan blive gennemtrukket af Vand
og synke til Bunds og aldrig vise sig i
Litteraturen mere. Det er med
Efteraars-litteraturen som med Nilen: man kan ikke
bedømme, hvad frugtbart den har afsat,
før den trækker sig tilbage. Men med disse
Forbehold vil jeg alligevel prøve at trække
et Par Linier op gennem dette Efteraars
Produktion, prøve at vise, hvor Strømmen
gaar i Oversvømmelsen, samt standse ved
et Par Forfattere, der uanset dette bygger
videre paa en Produktion.
Typisk for den unge Litteratur for en
4—5 Aar siden var Flugten fra
Virkeligheden gennem en lyrisk Selvforstillelse.
Den var ægte, fordi den randt af en
Selvopholdelsesdrift: man skjulte sig for Synet
af Kaos ved at beruse sig i Rytmernes
Sødme eller nervepirrende Spektakel. Der
var et Digt af Bønnelyeke om nogle gule
Sporvogne eller om et Par gamle Støvler,
flimrende hastige impressionistiske Digte,
der rev Øjeblikket ud af den graa
Tids-sammenhæng og lod det skinne og
virkelig udløste noget af vor Følelse den Gang,
da Jorden skred sammen under os, fangede
noget af den Sødme og Angst, hvormed
vi greb efter Nuet, som for at ’holde os
oppe, dyrkede med sammenbidt Passion
alle de kaotiske Indtryk, Tilværelsen
kastede os i Hovedet, et Digt af Tom
Kristensen om et blomstrende Slagsmaal, eller
en Lirekasse i en Baggaard, brutalt
kubistisk sat op af et følsomt, ungt Sind, der
paa den Maade vilde skjule sig og sin
kynisk triste Mening om Tilværelsens Kaos,
spille Kraftkarl i »Livets Arabesk« for ikke
at røbe sig; et drenget Digt huskes maaske
ogsaa af Nygaard om Danmarks smaa
Høstakke og smaa Huse.
Typisk for dette Efteraars Litteratur er,
at Ungdommen nu gaar direkte imod
Virkeligheden, ja, fanatisk stormer den for at
vriste et Tidsbillede ud af »Kaos«, give ud
fra Nutidens Forudsætninger, hvad »Niels
Lyhne«, »Lykke Peer«, »Stuk«, »Einar
Elkjær« var for deres Tid. Desværre stormer
den moderne Ungdom i den Grad Tiden, at
Tidsbilledet bliver for nærgaaende, og vi
faar personligt Opgør, hvor vi ventede
Kunst. Saadan med Bønnelyckes »Ny
Ungdom«, der i Hovedskikkelsen Carisius
indeholder mange gode Ting; hans Monologer
giver virkeligt noget af et Tidsbillede, selv
om det er paa Kunstens Bekostning;
Romanen skrider sammen baade i Stil og
Komposition, samt i et Angreb paa Scala,
der i og for sig var godt nok og i
Overensstemmelse med Carisius Mentalitet, mefi
det bliver baade ukunstnerisk og gement,
fordi Bønnelyeke har givet det personlig
Adresse. Hans anden Roman »Pilgrimmen«
hæver sig ikke stort over en almindelig
Almanakhistorie. Ogsaa Thorkild Barfods
»Livets Musik« er et Tidsbillede. I ingen
dansk Bog har jeg læst mere om Erotik,
den bevæger sig næsten i Randen af en
Haandbog i Elskovens Mysterier,
detaille-rig og dvælende som Motivet er udført.
Den er muligvis sand, men næppe den hele
Sandhed, og denne Ensidighed svækker
Bogen som Kunst. Den røber ellers nu og
da en forbitret Ærlighed til at vrænge alt
ud, udlevere alt, og det fjerner den langt
fra et Spekulationsforetagende. Et vegere
Billede af Tiden har Pseudonymet Victor
Miller givet i »Pius eller Minus«. Det er
naturligvis Redaktør- og Journalistliv, der
behandles her som i Barfods Bog, men
et vist moralsk Synspunkt har her forskudt
Billedet. Vi tror ikke paa dets Ægthed, vi
tror heller ikke paa den letkøbte
Forsoning. Det var at vente, at Fr. Nygaard kom
mest galt af Sted i sit Stormløb mod et
Tidsbillede: »Det skæve Foraar«. Bogen er
da ogsaa blevet en Blanding af en
Pamflet og et Hyldestskrift, der paa Forhaand
har udelukket den fra Kunstens Begreb.
Personnavnene er let gennemskuelige. Jeg
skal røbe dem. Bogen er et voldsomt
Overfald paa Magister Henning Kehler (Serp)
og Red. Holger Jerrild (Horsthøj) og et
Hyldestskrift til Johs. V. Jensen (Charles
P. Tennessee!). Mere er der ikke at sige
om den Bog. Milieuet er naturligvis
Journalist- og Redaktørlivet, som de to andre;
et tilsyneladende uudtømmeligt
Virkelig-hedsstof.
Den sikreste blandt de unge Forfattere
er Jacob Palludan med »Fugle omkring
Fyret«. Han skriver sig op fra Bog til Bog.
Under Paavirkning endnu, bl ,a. af Hamsun
i denne Bog, hvor en af Personerne til
Overflod hedder Nagel uden at eje
Ur-Nagels underfundige Charme og naive
Veloplagthed, der gjorde os denne
Skikkelse saa uforglemmelig. Men Palludaiis
Bog er alligevel en af Aarets bedste
Romaner, han kan fortælle, han ved noget om
Mennesker og ikke bare dem, der ligner
hatn selv, og der findes ingen Journalister
eller Redaktører her, kun en enkelt sniger
sig som Korrespondent i Randen af Bogen.
Blandt de ældre Forfattere synes den
langt spundne Erindringsroman (eller
Romanrække) at være typisk. Jeg nævner
Einar Christiansens »Ottilie« I, II, der bredt,
undertiden usammenhængende, prøver at
vise en Kunstnerevnes Gennemslag i en
kultiveret Patricierslægt, Gunnar
Gunnar-son »Skibe paa Himlen« (af Uggi
Greips-sons Optegnelser), Karin Michaelis:
»Træet paa godt og ondt« (»Pigen med
Glasskaarene« og iaar »Lille Løgnerske«).
Faa ved saa meget om Kvindesindet
herhjemme som Karin Michaelis, hele dets
Kompleks af bevidste og ubevidste
Tilskyndelser. Men den bedste Del af sin
Viden har Forfatterinden af »Den farlige
Alder« gemt til denne Romanrække om et
Barnesinds Udvikling. Hendes Hukommelse
og Indføling naar her det fabelagtige,
navnlig hvor det gælder den unge Eros’
første, svage Tegn, gyldne Traade inde i
Sindets Halvskygge, de halvt ubevidste
Stemninger, den søde Angst, den
smertelige Modsigelse mellem Kærlighedsevnen
og Virkelighedens Krav, Karin Michaelis
ved om det altsammen, og hun er blevet
nænsommere i sin Udredning og hendes Stil
har fanget en Tone af fjern Blidhed og
234
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
