Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
har forstaaet Sandheden af P. A. Schous Venners Ord:
»Det at kende ham, var at elske ham«.
Lad os nu huske paa, at den Kunstner, vi taler om, har
malet Billeder som »Alvor«, de to, der benævnes »Gamle
Minder«, »Enken« — ikke Katalogets Nr. 71, der fejlagtigt
bar denne Titel, men Nr. 74 —, Selvportrættet: »Digteren«,
Galleriets: »Maleren« og Billedet: »Violinspilleren«, for
blot at nævne nogle af de ypperste, lad os huske paa, at
»Gamle Minder« baade i det koloristiske og i
Menneskeskildringen staar saa højt, at man maa søge til selve
Rembrandt for at finde fyldestgørende Stof til Sammenligning,
og lad os saa i korte Træk angive de Forhold, hvorunder
P. A. Schou maatte
føre sit Liv. Lad
Maalet med denne
Artikel være at
skabe den Stilhed i
Beskuerens Sind,
uden hvilken store
Indtryk ikke kan
modtages, og lad
saa Kunstneren selv
om at tale næste
Gang, De stilles
over for hans
Værker.
Peter Alfred Schou
ei født 8. Oktober
1844. Hans Fader
var Købmand, først
i Slagelse, senere i
Frederikssund, men
havde i sin
Ungdom syslet med
Malerkunsten og
udstillet nogle
Kopier paa Charlottenborg. Faderen døde allerede i 1851, og
siden fik Drengen under sin Opvækst sit Hjem i
Kjøbenhavn, hvor Moderen tog Ophold. Det var den første, tunge
Skygge over P. A. Schous Liv, og det blev under trange
Kaar, han voksede op.
Moderen var født Arine Werliin, Datter af Malermester
A. F. Werliin, kendt fra Ludvig Abelin Schous Portræt.
Ogsaa Morfaderen havde forsøgt sig som Kunstner, saa
fra begge Sider i Slægten har der været Kunstnerlængsler
at tage i Arv for P. A. Schou som for hans seks Aar ældre
Broder Ludvig Abelin. Temperamentet, det tunge og dog
ildfulde Sind, havde han dog vistnok snarest fra Moderen
og hendes Slægt, som var af fremmed Herkomst. Faderens
tidlige Død var ikke ene om at kaste Skygge over
Drengens Barndom. Moderen var Søster til Præsten Peter
Werliin, hvis Hustru, Julie Werliin, omkring Midten af
Fyrrerne blev skilt fra sin Mand for i 1848 at ægte Chr.
Winther. For en Nutidsbetragtning synes dette jo lidet
betydningsfuldt, men ganske anderledes var det for Datiden, og
Begivenheden hvilede tungt paa Slægten som en ubodelig
Ulykke, en Skam og Krænkelse den rugede over i sit tunge,
dulgt glødende Sind.
Hvad Slægten havde lidt, skulde Slægten genoprette,
og hvad begge Slægter havde drømt skulde omsider gøres
til Virkelighed, da det viste sig, at Ludvig Abetin, den
ældste og foretrukne Søn, var en Kunstnerbegavelse, til hvem
der med Rette turde knyttes de største Forventninger. Alt
blev sat ind paa at jævne Vejen for ham — den yngre
Broder fandt ingen paa at vente sig noget af, og hvad han
kan have drømt om i de unge Aar, har han sandsynligvis
gemt hos sig selv. Han kendte jo sin Vej. Den førte indtil
videre om bag Disken i Handelslære, vistnok først i
Slagelse hos Farbroderen, Agent Hans Henrik Schou, siden i
Næstved. Medens Broderen uddannedes paa Akademiet
og nød godt af Simonsens og Marstrands Undervisning
for siden af Farbroderen at blive sendt til Kunstens
Hovedstad, fik Peter
Alfred skøtte sin
daglige Dont paa
Livets Hverdagsside.
Ogsaa dette fører
jo som bekendt til
noget: P. A. Schou
dukker op som
Handelsrejsende,
som Agent for
Skandinavien i —
Blanksværte. Man
bedes lægge Mærke
til, at det var i
Blanksværte, og at
det er P. A. Schou,
der tales om!
Under denne
Gerning mødte han sin
Lykke — og sin
Skæbne. I
Stockholm traf han en
ung Pige, som han
forelskede sig i for
hele Livet, naaede trods sine vistnok mere end tvivlsomme
Fremtidsudsigter at blive forlovet med hende, men snart
efter døde hun af Brystsyge. Det var i 1872, og dermed
var hans Skæbne bestemt: Sindet blev for fuldt, han
maatte følge sin længe tilbagetrængte Længsel mod at give
det Udløsning i Kunst.
Efter nogle Aar i Hamborg kom han til Dresden og gik
en Vinter paa Akademiet dér. Det synes som om
Farbroderen til en Begyndelse har staaet ham bi, men snart efter
var han henvist udelukkende til sig selv. Hvad han lærte
som Kunstner i Dresden, var nok ikke store Sager, at
dømme efter det tegnede Selvportræt fra den Tid, som var
at se paa Mindeudstillingen. Derimod lærte han et Slags
Haandværk: Tilvirkning af Glasskilte med Staniolbogstaver
til Afsætning hos Detailhandlerne. Denne Virksomhed blev
i mange Aar P. A. Schous Erhverv, saa kummerligt det end
var. Paa det fik han samlet saa meget, at han med sine
yderst beskedne Fornødenheder kunde tage til Paris i 1876
for at lære at male, dels hos Chartran, dels paa Bonnats
Skole.
Hvordan han har klaret sig i de Aar, er ubegribeligt, thi
Skiltene »gik« ikke i Paris. Sagtens har Kammeratskabet
mellem Studiefællerne baaret ham saa vidt oppe, at han
ikke gik til Grunde. Hans store Haab var at kunne vende
„Gamle Minder" (Privateje).
61
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
