Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KNUT HANSEN
18 7 6—1926
Af et af den danske Kunst ikke-anerkendte Talenter. den nylig afdøde Knut
Hansen giver Maleren Sophus Jtirgensen her en Karakteristik — og giver ham derved
paa dansk Grund en Oprejsning, åer desværre ikke kommer Kunstneren selv for Øje.
DET hænder, naar man — i gode Venners Kreds
i — sidder om Baalet, at Samtalen gaar istaa,
fordi Ilden selv overtager Underholdningen.
Buldrende og knitrende, varme- og
lysstraalen-de, skabende vekslende
Flammebilleder, fatter dette
brændende Liv os ind i en
Forestillingskreds, som i
sammentrængt Form giver
et Sindbillede paa Livet fra
den spæde Fødsel, den
stormende Ungdom, den
varme-givende Manddom til den
hendøende Alderdom — fra
Livets Røde til Sorgens og
Dødens forkullede Sorte og
Askehvide.–-
Et saadant festligt, hedt
brændende, altfor tidligt
sluknende Baal syntes Knut
Hansen os — hans Fæller
— at være. Vi forstod at
Ilden i ham maatte have sit
frie Løb, og lyttede da
gerne naar han talte, som oftest
om sit Arbejde, sine
Billeder — ufødte og skabte —
dem han omfattede med en
sand Forældrekærlighed. At
føde dem med Smerte, at
faa dem godt anbragt, var
hans Livs Med og Maal,
hvis han da ikke — hvad
han helst vilde — kunde
beholde dem alle Dage hos sig
selv.
Om alt dette fortalte han
paa denne lune, knitrende,
af tusend Nuancer og
Indfald lysende Maade — som
det nu engang er Ildens
Vane og Lov.
Og som hans Tale —
saadan hans Arbejde.
Det kan være saa lige en
Sag at sætte Pen eller
Pensel til Papiret, mange gør det ihvertfald saare frimodigt,
andre med større Betænkelighed, men de færreste kan ane,
at dér, hvor Knut Hansens Pensel kyssede det jomfruelige
Papir, dér sluttedes Kontakten — i Lyst og Kvide —
mellem to Verdener, en synlig og en usynlig, dér siedes et
Hjærte til Døde i ubrydelig Troskab mod sit Kald.
Altid luende Liv — hvert Værk er som en Nyskabning
Knut Hansen
— intet pinende Slid og derfor heller ingen Træthed og
dens træge Følgesvende — Facon og Manér. Nej! saa
spirituel er han i Brugen af sine Virkemidler, at man ofte skal
se godt til, for ikke at tvivle om, at man staar overfor
Billeder af samme Mester. Men
alle er de forenede under
Ildens rensende Kamp — en
Kamp, hvor der aldrig er
gaaet paa Akkord, men hvor
vi ofte med Undren ser
Luen fortabe sig svimlende
i Ætheren.–-
Sine »Motiver« — det
Udsigelige omkring det
Uudsigelige — til denne
evige Jacobskamp søgte han
i den »Verden«, hvor Livet
leves tilsyneladende legende
let og utvungent, i Teatre,
Varieteer, paa
Væddeløbsbaner, i Selskabssale og
Restauranter. Her groer det
forfinede Skønhedsbegreb,
som fransk Sprog har givet
Udtryk i Ordet: Elegance,
et Begreb, som Knut
Hansen ifølge Natur og
kunstnerisk Anlæg stod i et
nedarvet intimt Forhold til.
Thi herom kan der næppe
næres Tvivl, at det er denne
udprægede Side af hans
Begavelse, der allerede i
hans unge Aar — omkring
de Tyve — henledte
Udlandets Opmærksomhed paa
ham, og uimodsigeligt er
det, at denne kræsne
Kunstform naturnødvendigt trives
bedst under store Forhold,
hvor saavel Udvalgs- som
Eksistensmulighederne
derfor er bedre.
I nogle og tyve Aar tog
denne danske Kunstner —
thi dansk var han af Fødsel,
Anlæg og Skole — som en af de ganske faa her fra Landet
Kampen op paa Verdensarenaen for Tegnekunst, og hvor
godt han hævdede sig i denne Kamp, ses — foruden ved
Sammenligning med Kampfællerne — af den officielle
Anerkendelse der dér er bleven ham til Del. Foruden de
Billeder der findes af ham i Nationalgalleriet i Berlin,
Pinakotheket i München og Louvregalleriet i Paris, har
65
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
