Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE UAFHÆNGIGE KUNSTNERES UDSTILLING
SOMMEREN 1926
Den unge Maler O. V. Borch har været i Paris paa et Studieophold og
fortæller nedenfor Samlerens Læsere om sine Indtryk fra den sidste Salon, og
fremsætter samtidig Ideen om Oprettelsen af en aarlig censur fri dansk Salon.
S0C1ETÉ des Artistes des
Indépen-dants afholdt i Aar sin Udstilling i
et Træskur, der var opført ude i en
af Paris’ Forstæder — Porte Maillot.
Bygningen var beskeden og mere end spartansk
i sit Ydre, men at det ikke var noget heft
almindeligt Pulterkammer forstaar man,
naar man faar at vide, at det indeholder
cirka 4000 Arbejder ... Unægtelig kan det
tage Vejret fra en, hvis man fra
Indépen-danten tager hen til den store officielle
Salon, der er mere end to Gange saa stor
og ikke halvt saa god. Naar man efter et
nogenlunde vel tilendebragt Besøg dér,
intet ondt anende begiver sig ind ad Mont-
Rente Meurisse: Siciliansk Familie
(Expos. des Indépendants 1926)
parnasse til, forbavses man til Overmaal,
naar man paa Boulevard Raspail
pludselig, til Tonerne af et højrøstet
Jazz-Or-kester, bliver gjort opmærksom paa en
stor Friluftsudstilling af Maleri og
Skulptur (cirka 500 M.). Det kunstneriske
Opbud er som bekendt stort i Paris og
Kunstnernes Kamp for Tilværelsen mere end
haard, men alligevel syntes man ikke, det
er helt almindeligt. — Desværre gav hele
dette store Frilufts-Arrangement et ret
pauvert økonomisk Resultat. Det var ret
underligt og sikkert mod Forventning, da
det meste af det, der blev udbudt, var
daarlig Kunst, vel tilrettelagte Prospekter
fra Paris og Omegn ved Dag og Nat —
mest Nat, beregnet for de ellers altædende
Amerikanere. En nærliggende Forklaring
paa Fænomenet har sikkert været en eller
anden endnu »bedre« Udstilling i
Nabolaget, hvorhen Strømmen af de smagsikre
Yanker saa har gaaet, eller flydt.–
Det var et lille Sidespring fra
Indépéndan-ten.
Udelukkende en Ørkenvandring, som den
gennem Salonen er det nu ikke; der er
maaske andre, der mener det modsatte, og det
er vel nok Majoriteten, men saa holder jeg
mig til Henrik Ibsens berømte Ord fra »En
Folkefjende«. Der er vel nok flere helt
di-letantiske Arbejder her end paa Salonen.
Til Gengæld kan man, naar man væbner
sig med Taalmodighed, her finde det helt
udmærkede, det er sikkert umuligt paa
Salonen.
Paa Indépendanten foregaar Kunstens
Udvikling i Godt og Ondt,
Et stort Pius ved disse Opvisninger er,
at man ved, at de udstillede Arbejder her
ikke er et Led i en bevidst ført, men
Kunsten ganske uvedkommende Politik, med
Gruppedannelser, Kliker og deslige, alt det,
der foregøgler et højæret Publikum, at her
–her alene forevises den eneste, ægte
første Klasses, blaastemplede Kunst ...
Racadaboni! Racadaboni! Kommerind med
det samme.
Paa Indépendanten er ingen Censur,
Kunstnerne og Dilettanterne udstiller Side
om Side.
Det fordrer selvfølgelig af Beskueren en
virkelig Indsats, et større Arbejde og en
stærkere Fordybelse i Billedmaterialet. Det
kan være uhyre anstrengende, men saa faar
man ogsaa til Gengæld Opdagerglæden,
naar man pludselig ved Siden af
»Springvand i Luxembourghaven« finder et
værdifuldt Arbejde, som oftest af en ganske
ukendt Kunstner.
Paa Indépendanten udstiller alle de, der
paa rette Tid og Sted har anmelut deres
Deltagelse. Det er vel i Virkeligheden nok
den eneste, ærlige Form for
Masseopvisning af Kunst.
Paa denne Maade bliver der noget baade
for den kunstforstandige og den
Kunst-elskende, det er nemlig ikke altid
Synonymer.
Her i Danmark burde en af de unge
Kunstnersammenslutninger radikalt
reorganisere sig soin en censurfri Salon, og hvis
det skulde knibe med Pladsen, saa kan der
da arrangeres flere Ophængninger.
Vi er jo ellers ikke bange for selv en ret
kraftig Import fra Paris, og at Idéen, der
har vist sig realisabel og gennem Aarene
bestaaet sin Prøve med Glans, burde vel
ikke være nogen Hemsko for dens
Realisation herhjemme. -— Tværtimod, og mon
ikke det kunde hjælpe lidt med til at bringe
vor hjemlige, talentfulde, unge Kunst ud af
det Receptmaleriets Dødvande, hvori den
nu bevæger sig.
Men det er vel lettere sagt end gjort.
Det skal jo være ret behageligt at ro i.
Paa Indépendanten udstiller kun faa af
Modernismens berømmelige Bannerførere,
man savner Picasso, Dcrain, Utrillo (der
nu er Kunsthandlernes og derfor Dagens
Mand), Vlaminck, Oten Friesz, Maurice
Apelin og mange andre.
K. van Dongen er der heller ikke, men
da to Navnebrødre og Landsmænd af ham
udstiller, og da de er bedre end den
»rigtige«, savner man ham ikke.
De Berømtheder, der er blevet paa
Skansen og udstiller herinde, forandrer intet i
Udstillingens Fysiognomi, de gør hverken
fra eller til.
En ung Maler, der lige var kommet hjem
efter et Besøg paa Udstillingen, sagde til
mig i fuld Alvor:
— Ja, nu har jeg set Kataloget rigtig
igennem og opdaget, at flere af de gamle.
Luc ien La-baud t: Udsigt over San Francisco
(Expos. des Indépendants 1926)
kendte Malere udstiller der. Det er
mærkeligt; jeg har trods en omhyggelig
Gennemgang ikke set et eneste af deres Arbejder
— men, tilføjede han tankefuldt — jeg
skulde selvfølgelig have set Kataloget
igennem, inden jeg gik derhen ...
Henri Matisse udstiller to Billeder. Et
Nature morte af en ung klaverspillende
Dame.
De føjer ikke noget nyt Træk til
Mesterens Fysiognomi og det behøves jo
heller ikke, han er der vel nærmest for at
vise sin Sympati for Udstillingen.
Henri Matisse’s unge Datter, Mauguritte,
har to gode Arbejder, et nature morte,
holdt i graa, blaa og rosa Farver,
selvfølgeligt meget paavirket af Faderen, men et
smukt kvindeligt Supplement til Matisse’s
bedste Arbejder, smukke og skælvende i
deres bly og rene Opfattelse.
En berømt Malers Datter har for en
Gangs Skyld tilladt sig at male godt.
Præsidenten for Udstillingen, den gamle,
hæderkronede Impressionist, Poul Signac,
har to Landskaber, det er ikke de bedste,
han har malet, og det kan man kun være
glad for.
Det vrimler ellers med Navne, der har
129
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
