Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
• BOGEN-
ET KAPITEL AF FRANSK BIBLIOPHILIS HISTORIE
CHARLES NODIER OO HANS VENNER
En udmærket Kender af ældre ag moderne fransk Bogvæsen, Forlagsboghandler Ejnar
Munksgaard fortæller her om en af de berømteste franske Bibliofiler, Forfatteren til .Den Boggale", Charles
Nodier og den Kreds af Bibliofiler af mere eller mindre pathologisk Natur, der samledes om ham.
CHARLES EMANUEL NODIER
fødtes d. 29. April 1780 i Besançon.
Faderen var en begavet og højt
dannet Mand, en ivrig Beundrer af det 18.
Aarhundredes Filosofi og stærkt paavirket
af Rousseaus pædagogiske Idéer. Den unge
Charles fandt i dette Hjem hurtigt Vejen
til Bøgerne. Allerede som tolvaarig kunde
han Græsk, og naar han kom ud i
Landsbyerne, søgte han helst til
Præstegaar-dene i Haab om at finde Bøger. Hans
første literære Arbejde var en Ordbog:
»Dictionnaire des onomatopées«, som
han skrev kun 17 Aar gammel, og
Aaret efter udgav han et Værk om
Insekternes Følehorn, samtidig med at han
offentliggjorde sin første Roman.
Ogsaa paa anden Maade fik han
Lejlighed til at lægge sine sjældne Evner
og sin tidlige Modenhed for Dagen. I
Aaret 1793, mens Faderen var
Revolu-tionsdommer i Besançon, hændte det, at
en Dame blev dømt til Døden for at
have sendt en Pengesum til en
Slægtning i den royalistisksindede Rhinhær.
Denne Dom gjorde et saa stærkt
Indtryk paa den trettenaarige Dreng, at
han af Faderen forlangte hende
benaadet og erklærede, at han i modsat Fald
vilde berøve sig Livet. Under
Retshandlingen befandt han sig i Salen med
Øjnene stift rettede mod Faderen.
Haanden holdt han inde paa Brystet, og
Faderen vidste, han skjulte en Dolk. Han
vovede derfor ikke at lade Dommen
eksekvere.
I 1802 skrev Nodier, der var ivrig
Royalist, en Ode mod Napoleon. Da
Bogtrykkeren blev fængslet og nægtede at
udlevere Forfatteren, meldte Nodier sig
selv og blev idømt nogle Maaneders
Fængsel. Han flygtede derefter til Jurabjergene
og senere til Svejts. Efter en Række
omskiftende Aar blev han 1824 af Ludvig den
18. udnævnt til Bibliotekar ved Arsenalet i
Paris, og det er efter dette Tidspunkt, han
faar saa stor Betydning for den unge
franske Literatur. I hans Salon samledes det
unge Frankrig, der i den kommende Tid
skulde faa saa stor Betydning for
Literaturen. Her mødtes Lamartine, Victor Hugo,
Alfred de Vigny og mange andre. Nodier
var paa mange Maader en Støtte for disse
Forfattere. Ikke alene saa han med fuld
Forstaaelse paa den nye Literatur, disse
unge kæmpede for, men han var dem
ogsaa en god Mand ved sit enestaaende Kend-
skab til og Indflydelse paa de daværende
Boghandlere og Forlæggere.
Gennem hele sin Ungdom havde Charles
Nodier rig Lejlighed til at stifte
Bekendtskab med Tidens ypperste Bogsamlere. De
skiftende Revolutioner var Skyld i, at
umaadelige Masser af sjældne Bøger, som
før laa godt gemt i adelige Biblioteker, nu
kom paa Markedet. Der fortælles meget
Maurice Leloir: Portræt af Charles Nodier
om, hvordan Seinekajerne og
Antikvarernes Boder fyldtes med literære
Sjældenheder, som almindelige Bogsamlere aldrig
havde drømt om igen skulde være til at
faa. Emigranternes Bøger blev i store
Mængder beslaglagte, og man ser efter
1792 disse Biblioteker blive solgte sammen
med Malerier, Møbler og Kunstgenstande
af forskellig Art. Købere var der paa Grund
af de daarlige Tider ikke mange af. Alle
Forsøg paa at holde de værdifuldeste
Bøger i en vis Pris, mislykkedes. Originale
Manuskripter, sjældne Bogbind laa paa
Seinekajerne som Vraggods skyllet op paa
en Strandbred efter Monarkiets Skibbrud.
Her kunde man købe Inkunabler for 2—3
Francs, og sjældne Bøger aux armes de
France, indbundet af Frankrigs berømteste
Bogbindere, solgtes for næsten intet. Det
var overhovedet ikke muligt at sælge de
kollossale Masser af Bøger. Flere
Antikvarer bestilte ikke andet end at pille det
kunstnerisk dekorerede Skind af Bøgerne
og sælge det til andre Formaal. Bøgerne
selv gik til Urtekræmmeren og anvendtes
til Kræmmerhuse. Malerier af Watteau
kostede 5 å 6 Francs, og Greuze vurderedes til
15 Frcs. — Det varede imidlertid ikke
længe, inden en Række udmærkede
Bibliofiler i nøje Forstaaelse med nogle unge
og dygtige Boghandlere indvarslede en
ny Tid. Nodier havde paa dette
Tidspunkt gjort saa store Erfaringer og var
blevet en saa dygtig Bibliofil, at det var
naturligt, at det var ham. der blev den
førende. Boghandlerne Techener,
Cro-zet, Silvestre og nogle andre begyndte
en systematisk Opkøbning af de
Sjældenheder, som paa Kajerne fandtes i saa
stor Mængde, udsatte for
Tilintetgørelse af Vind og Vejr. Bibliofilerne
Guil-bert de Pixerécourt, Aimé Martin,
Mon-merqué og Labouderie stiftede i 1820
»La société des bibliophiles français«,
og snart blev Bøgerne mere og mere
efterspurgte, sjældnere og sjældnere. Det
var ikke længere helt let at faa fat i
Bøger indbundne af f. Eks. Derome eller
Duseuil, og det var derfor, at de
udmærkede Bogbindere Thouvenin, Simier og
Purgold, stærkt opmuntrede af den
unge Boghandler Crozet og Charles
Nodier paa mesterlig Vis optog de
klassiske Bogbinderes Dekorationsmaade og
saaledes skabte nye bibliofile Værdier.
Det var i Crozets Boglade, at denne
Kreds af Bibliofiler til daglig samledes,
og hver Søndag i Auktionstiden mødtes alle
Bibliofiliens Førstemænd til Frokost hos
G. de Pixerécourt: Charles Nodier, Bérard,
Elzeviromanen Brunet, den berømte
Forfatter til Manuel de libraire, VioIlet-le-Duc,
Soleinne og de lærde Boghandlere Merlin,
Silvestre, Crozet, Debure og Techener.
Efter Frokosten besaas Biblioteket, hvad
der ikke gik af uden heftige Diskussioner
mellem de tidligere Modstandere fra
Sæsonens Bogauktioner. Men hvad enten
Striden drejede sig om en Elzevirudgave, der
var en halv Linie højere end alle andre,
eller om en nyopdaget Vignet i en anonym
Udgave eller om et gammelt Maroquinbind,
der af en tillagdes Derome, af en anden
Padeloup — saa var det Nodier, der
tilsidst blev tilkaldt som Dommer, og efter
hvis Kendelse alle havde at rette sig.
131
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
