Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pixerécourt var Typen paa en
passioneret og forfinet Bogelsker. Over Døren til
sit Bibliotek havde han ladet indskrive
følgende Vers:
Tel est le triste sort de tout livre prété
souvent il est perdu, toujours il est gäté.
Da en Ven af Pixerécourt, le bibliophite
Jacob (Paul Lacroix), en Dag bad ham
om at laane en ikke meget værdifuld Bog,
som han selv havde skaffet ham, og som
han lovede at tilbagelevere Dagen efter,
førte Pixerécourt ham hen foran
Inskriptionen over Døren: »De har altsaa ikke
læst min Devise?« — »Det er sandt, jeg
tænkte ikke paa den«, sagde Jacob. »Men
jeg troede, den gjaldt for alle andre end
mig.« Pixerécourt svarede ikke. Efter en
Timestid, da Jacob vilde tage Afsked,
hentede Pixerécourt den Bog, som Vennen
havde været saa uforsigtig at ønske til
Laans. »Vær saa god«, sagde han. »Jeg
vil ikke laane Dem den, jeg forærer Dem
den. Det er bedre i sin Orden, og saa
bryder jeg ikke mine Principper.«
Pixerécourt var en af disse Bibliofiler,
der gaar helt op i Kærligheden til sine
Bøger. Han led alle Skinsygens Kvaler, naar
det gjaldt om at erhverve en ny Skat til
sit Bog-Serail. Følgende Begivenhed, der
fortælles af bibliophile Jacob, er
karakteristisk for Pixerécourt og Tiden:
En Dag ser Pixerécourt i et
Auktionskatalog en Bog, indbundet af Derome eller
Thouvenin, og som tænder lians bibliofile
Lidenskab. Han sover ikke om Natten, men
drømmer vaagen, at Bogen allerede er
indlemmet i hans Bibliotek. Han staar op før
Daggry og sætter sig til i bibliografiske
Værker at studere Bogens Sjældenheder og
alle dens Fortjenester. Utaalmodig venter
han paa, at Auktionen paa Salle Silvestre
skal tage sin Begyndelse. Han møder op,
saa snart Dørene aabnes, og bemægtiget
sig Bogen, som han allerede betragter som
sin Ejendom. Han undersøger den i alle
Detailler, blader den igennem og tæller
dens Sider, lian er i Bibliomaniens syvende
Himmel og ser og hører intet af, hvad der
foregaar omkring ham.
En Stemme, han kender, faar ham til at
vende tilbage til Jorden. En af hans
Kolleger fra Société des Bihliophiles beder ham
om at laane det Bind, han staar med i
Haanden ...
Nej I lyder Pixerécourts Svar. Ikke før
jeg faar det hjem i mit Bibliotek.
Auktionen begynder først om Aftenen,
og det er Boghandler Silvestre, der leder
Salget. Alle Bogvennerne er paa deres
Post. Pixerécourt har gemt sig i en Krog
som en Løve, der lurer paa Bytte. Han
tager ingen Notits af Tilbud og Hammerslag,
han tænker kun paa sin Bog, som han
holder Øje med paa dens Plads i Reolen.
Ulykkeligvis indbilder han sig — i blind Tro til
Manuel de Libraire — at Bogen er langt
billigere end den virkelig er.
Endelig kommer Turen til hans Bog. Den
ligger allerede paa Bordet foran Auktio-
132
narius og Bud paa Bud falder og
overstiger hurtigt den Pris, som Brunet har
angivet. Pixerécourt bliver urolig og
indigneret, men kaster sig modigt ind i Kampen.
Men skønt Bogen er steget til det dobbelte,
firedobbelte, femdobbelte af sin Værdi, er
der stadig en Modstander tilbage, en
Modstander, som han ikke kan se i
Auktions-lokalets Trængsel. Da hölder Pixerécourt
inde: han vil ikke betale en latterlig Pris
for en Bog, som man rimeligvis kun gør
ham stridig for at faa ham til at gaa i en
Fælde. Hammerslaget falder, og Bogen
tilhører den ubekendte. Pixerécourt rejser sig
og spørger med lynende Øjne: »Hvad er
det for en Idiot, der har købt den Bog for
det tidobbelte af. hvad den er værd?« —
»Herregud, det er mig,« klynker hans
Kollega fra la Société des Bihliophiles. »Havde
De bare budt en Franc mere, saa havde
Maurice Leloir: Ved Seinekaiernt
De beholdt Bogen.« — Behold De den«,
svarer Pixerécourt. »Den vender alligevel
tilbage til mig før eller senere, for jeg
køber den igen — og billigere —- naar Deres
Bøger skal sælges efter Deres Død.«
Og Pixerécourt holdt Ord. Den stakkels
Mand, som Pixerécourt havde lammet med
sin uhyggelige Trusel, døde kort efter, og
det omstridte Bind gik over i Pixerécourts
Eje •••
Den 21. Februar 1835 blev Théåtre de
la Oaité, hvor Pixerécourt var
Bevillingshaver, ødelagt ved en lldsvaade.
Pixerécourt var nærved selv at omkomme i
Flammerne. Da han vendte hjem, sværtet af Røg
og med Tøjet i Laser, og kom ind i sit
Bibliotek, brast han i Graad. Tanken om
at han kunde blive nødt til at sælge sit
Bibliotek, hvis Ejerne af Teatersalen
gjorde Erstatningskrav gældende mod ham,
fyldte ham med Sorg og Fortvivlelse.
Hellere sælge sit Landsted og alt, hvad han
ejede, end opgive Biblioteket! Han blev
ikke rolig, før han i al Hemmelighed havde
faaet de kostbareste af sine Skatte
indsvøbt i Silkepapir og nedpakket i Kasser,
som han om Natten lod transportere over
til sin gode Ven, den føromtalte
»bibliophile Jacob«. Efter tre Dages Forløb var
hele Biblioteket bragt i Sikkerhed, og
Rettens Folk, der kom for at gøre Udlæg,
fandt kun de tomme Skabe.
Pixerécourt blev dog senere nødt til at
sælge sit Bibliotek. Der hvilede over ham
som over saa mange af Datidens Bibliofiler
en haard Skæbne. Et halvt rørende, halvt
komisk Brev af 7. Febr. 1830, bærer Vidne
herom og viser, at Nodier ingenlunde har
overdrevet i sin tilsyneladende saa
fantastiske Skildring af Bøgernes Betydning for
den boggale i Liv og Død. Brevet er
rettet til Aimé Martin, og Pixerécourt
anmoder ham paa det mest indtrængende om
at lade et Auktionskøb gaa tilbage, der
kun er kommet i Stand ved en
Misforstaaelse. Det drejer sig om eti Bog, hvis
Historie Pixerécourt fortæller paa følgende
Maade: I 1810 havde jeg den store Sorg,
at min eneste Datter blev dødssyg, nægtede
at tage Næring til sig og var dømt til
Døden af tre Læger. Det drejede sig kun om
Timer, og i min Fortvivlelse forsøger jeg
et sidste Middel. Jeg begiver mig til
Silvestre pére, hvor jeg for 23 Frcs. køber et
smukt Eksemplar af Lettres péruviennes.
Jeg skynder mig tilbage til min Datters
Seng, viser hende Bogen og Billederne, og
hun vil absolut have Bogen. Jeg afslaar det,
men lover tilsidst at skænke hende den til
Arv og Eje, hvis hun vil drikke et Glas
Mælk. Næste Dag lover jeg hende næste
Bind, hvis hun vil drikke endnu et Glas, og
saaledes videre: min Datter var reddet! ...
Af andre udprægede Bibliomaner, Nodier
har kendt, maa nævnes Borgmesteren
Bou-lard. Han nærede en fuldkommen
umættelig Mani for kritikløst at samle Bøger. Hver
Dag gik han ned til Seinekajerne og købte
et vist Antal Meter, som han hjembragte i
sine dertil indrettede store Lommer. Snart
var hans Lejlighed fyldt, og lian saa sig
nødsaget til efterhaanden at opsige alle
Lejerne i sit Hus. Tilsidst ejede han seks
Ejendomme, som alle fra Kælder til Kvist
var fyldt med Bøger. En Dag, da Nodiei
kom til ham for at laane en Bog, gik han
fra Ejendom til Ejendom, slog med sin
Stok paa Bogstablerne og sagde
triumferende: Den er her •— eller her — eller der!
Nodier fik ikke Bogen.
Nodier havde en umættelig Trang til at
købe virkelig sjældne Bøger. Men han var
saa stor Kender af baade Bøgernes
Indhold og deres Udstyr og Sjældenhed, at
det kun var det ypperste, han samlede. Der
fortælles om ham, at han solgte sine
Biblioteker for ofte. Det er sandt, at han i 1827
og derefter i 1830 lod sine Bøger sælge ved
Auktion. Men det var kun af Nød. Nodier
selv undskyldte sig saaledes: Man er nødt
til at sælge noget, naar man ikke sælger
sin Samvittighed. Hans Korrespondance f.
Eks. med Vennen Charles Weiss giver et
tydeligt Billede af hans Fattigdom. Til
Trods for hans Berømmelse som Forfatter,
og til Trods for, at han var optaget i det
franske Akademi, levede han under de
vanskeligste økonomiske Forhold.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
