- Project Runeberg -  Samleren / 1926 /
252

Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

til den sidste ogsaa pryder Længdevæggen. Ogsaa Møhls
Broderier, Joachim og Niels Skovgaards Keramik,
Willumsens Urne, Oaugins og Jais Nielsens Stentøj viser sig her
i den bedste Belysning. — Endelig naar man gennem
Salene meel det fjerne Asiens Arbejder (for hvilke de malede
og forgyldte store Træfigurer fra Glyptoteket danner en
pompøs Basis), og den nære Orients smukke Tæpper og
Keramikgenstande, tilbage til Forhallen.

Med berettiget Stolthed kunde Direktør Slomann føre
sine Gæster omkring i sit nyopførte Museums velindrettede
Sale. »Lys og Luft«, som Emil Hannover i saa mange Aar
forgæves sukkede efter, er her i rigeste Maal tilstede; alle
de mange Ting, som i Aarevis maatte gemmes bort i Mu-

seets Magasiner, er nu naaet frem til Beskuelse, og hver
Genstand er bleven anbragt paa sin rette Plads, takket være
Direktør Slomanns store Indsigt og Inspektør Frk. Susanne
Salomonsens værdifulde Hjælp. Den yngste af alle vore
Samlinger er saaledes, ved storstilet Hjælp fra forskellige
Sider, kommet til at præsentere sig paa en fuldt ud
tilfredsstillende og tidssvarende Maade, hvilket Nationalmuseet
og det dertil knyttede Folkemuseum endnu maa sukke efter.
Pladsforholdene vil endnu i mange Aar tillade Forøgelser
i saa godt som ubegrænset Maal; vort gamle
Kunstindustrimuseum er bleven en Kulturfaktor til Gavn og Glæde for
vor By.



kunsthistorikeren erik moltesen

Flere af den afdøde Kunsthistoriker Erik M o l tesens Afhandlinger fremkom i det aj
hans nære Ven Maleren O. V. Borch redigerede Kunstblad Buen. Paa Samlerens
Opfordring skriver O. V. Borch her nogle Mindeord om sin afdøde Ven og Medarbejder.

SUNDHED, SANDHED og SKØNHED,
det var Erik Malteséns Bannermærke.
Det siger i Virkeligheden alt om ham.
For Moltesen var Kunsten det, den burde
og skulde være for alle: Helligdommen,
Aandens og Haandens ypperste Blomst.

Det fineste Produkt af alle Tiders
ubændige Stræben efter Frigjorthed, et
Monu-mentalværk Slægt efter Slægt bygger
videre paa, føjer Sten paa Sten til den stolte
Bygning, stadig højere og skønnere, med
dybe, faste Rødder i Mulden, men stadig
opad, hort fra Jorden, mod Stjernerne.

Sundhed, Sandhed og Skønhed!

Moltesen havde et klart Blik, for det
maatte der til, for at Menneskeheden ikke
engang til skulde opleve et Babel.

Moltesens Død er et stort og smerteligt
Tab for den unge, kæmpende Kunst.
Ganske vist var han endnu ikke begyndt
offentligt at skrive om den, men efter
Hjemkomsten fra sin første, store Udenlandsrejse
var det lians Agt at træde i Skranken for
den, men han vilde først dygtiggøre sig ved
omhyggeligt Studium af Europas klassiske
og moderne Kunst. Samvittighedsfuld, som
han var, vilde han have et solidt, stærkt og
sikkert Grundlag at gaa ud fra.

Det skulde altsaa ikke være saaledes.

En klar, lysende Flamme sluktes.
Hvorfor er det altid det mest uventede, der
sker? —

I Vennekredse og blandt Kammerater
foldede Moltesens Væsen sig ud i sin fri og
fulde Blomst. Det lidt reserverede,
forsigtige og tilkæmpede, afdæmpede opløstes
som Foraarssne en mild Martsdag. Det, der
fyldte lians Sind, kom Vennerne til Gode i
stille, lydhøre Timer.

Hør hvor smukt og følt han kunde
improvisere over Kunstens gamle og dog
evigunge Heroer.

166

Erik Moltesen

»Til Giotto, Signorelli, Michelangelo —
hvem De vil.«

Den Skabendes Hænder.
Til Mesteren.

Intet er saa skønt

som den skabendes Hænder,

naar de rører—

som i Feber — ved det dvalebundne Ler,
dirrende uroligt som de Flimrelys, der

brænder

i Trolddomssvangre Nætter
over Skatte, ingen ser.

De kan røre blidt og varligt
som et Kærtegn — og gi’ efter;
de kan lege, de kan kæmpe,
mens de famler sig til Form.
De har Flodens jævne Styrke,
de har Fossens vilde Kræfter,
de har Havets dybe Vælde
i dets Ro og i dets Storm.

De er med i alle Rytmer.
Naar de skælver kan man ane
Blomstens Bøjning, Bladets Falden —
kan man ane og forstaa, —■
bli’r man draget som i Drømme
over fjerne Kloders Bane, —
kan man føie Livets Pulsslag
i det Store og det Smaa.

Høje Mester! Lad mig knæle;
lad mig kysse dine Hænder;
lad mig dirre i din Nærhed,
naar din Tankes l.ys er tændt!
Lad mig mødes i min Lavhed
med den Ild, der mægtigt brænder
som en Sol imellem Sole
paa et evigt Firmament.

Lad mig høre i et Ekko
Universets Rytmer tone,
se det Dyb hvor Livets Bølger
uden Tvang af Form og Baand;
lad mig vejres i dit Stormvejr
som et Fnug for Altets Trone!
Høje Mester! Lad mig knæle!
Lad mig røre ved din Haand!

I saa mandige og usentimentale Strofer
kunde han finde Udtryk for sin store
Kærlighed til Kunsten.

— Hvem har Forstand paa Kunst? Jeg
kender ingen.

Kærlighed til Kunsten, det er det det
kommer an paa, det er det væsentligste!

Det besad Erik Moltesen i fuldeste Maal.

O. V. Borch.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 18:32:16 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samleren/1926/0264.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free