Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EDVARD MUNCH
Det er ofte bebrejdet Samleren, at den synes for konservativt præget. Det kan i alle Tilfælde ikke gælde dette
Nummer, hvor vi har ladet en af de radikaleste blandt de unge Kunstskribenter anmelde Munchs Repræsentation paa
Efteraarsudstillingen og i Samklang hermed lader selve EfteraarsudstilUngen anmelde af en af dens egne Medlemmer.
DET ubestridelig største nulevende maleriske Geni
I Edvard Munch udstiller ikke mindre end tyve
betydelige Billeder i Kjøbenhavn. Legenderne,
som altid har groet frodig paa det usædvanliges
Jordbund, har faaet ny Næring. Jeg vilde gerne rense en
ren og usædvanlig Personlighed
for lidt af den offentlige
Menings skæve Smil og diskrete
Forbavselse.
Han sendte 40 Billeder
herned, da man bad ham om at
udstille. Efterårsudstillingens
unge Malere fandt bare at have
Plads til tyve. Munch fandt det
godt og fornuftigt. Han gik
rundt og saa paa de unges
Arbejder. Han glædede sig over
dem. Han gik og fandt gode
Ting derude, hvor enhver Ski!—
lingsskribler ellers finder bare
Fejl og Umodenhed.
Det er rigtigt nok, at Munch
ikke holder af Interviewere. Man
skal huske paa, at han engang
maatte sælge Billedet »Vaar«
(som nu er Nationalgalleriets
Stolthed), for 100 Kroner for
ikke at dø af Sult, til en Ven, som
købte det for at hjælpe ham, at
en Række af hans herligste
Træsnit er blevet til ved Lyset fra en
Lygte, som lykkeligvis stod uden
for hans Vindu, fordi han ikke
kunde skaffe sig Penge til Lys
eller Petroleum.
Det »officielle« gør ham ikke
blot nervøs, nien ude af sig selv,
dette officielle, som først
over-saa ham, siden bekæmpede ham
med alle Midler, nu vælter sig i
Ydmyghed foran ham, men bag
Ryggen smiler: »Særling«,
»Boheme«.
Kan der ikke jages en Pæl gennem disse Rygter, disse
Antydninger og Tvetydigheder!
Munch er saa stor en Maler, fordi han er saa stort et
Menneske. Det er den menneskelige Dybde, som er saa
henrykkende i alle hans Værker. Han föler Farverne. Han
ikke blot ser dem. Han ser Sorg og Fortvivlelse, Død,
Visnen. Han ser ikke gult, rødt, blaat, violet. Han har aldrig
malet et Stilleben.
Han lever alene i et stort Hus, hvor intet andet er end
hans Billeder, hvor han gaar rundt mellem dem i Uger og
Maaneder uden at se et Menneske. Møblerne er faä og til-
fældige. Overfor Spørgsmaalet: »Hvor holder De ud at
have den forfærdelige Sofa staaende...?« smilte Munch
det herlige Smil: »Jeg vil hente en Flaske Champagne.
De skal se, den er god at sidde og snakke sammen i...«
Ude i fri Luft, paa Væggene og Havemuren hænger
ogsaa hans Billeder, der er Grus
og Fuglesnavs ogsaa paa nogen
af de her udstillede. Han ser
ikke andet end dem. Han er da
en Særling.
Nej. Han er Inkarnationen af
det egneste og inderste i den
nordiske Sjæl: Trofastheden.
Trofasthed er jo netop det at
være blind for alle andre Ting
end det ene, som engang er
lukket inde i Sindets Dyb.
Ikke meget har dette
Menneske oplevet. Og dog. Overfor
ham har vi andre intet oplevet.
Ikke oplevet paa den Vis, ikke
indoptaget uudsletteligt og for
Evigheden. Han sagde engang,
Talen faldt paa hans Radering
»Kysset«: »Jeg har aldrig nogen
Sinde i alle de forskellige
Former, jeg har givet den Situation,
tænkt paa andet end den eneste
første Gang, jeg oplevede det.«
Faa og dybe Oplevelser har
bygget hans Liv. Hans
Barndom har været bestemt af den
strenge og snæversynede Far og
den sygelige Mor. Tuberkulosen
berøvede Hjemmet først
Moderen, siden Søstrene. Drengen
selv var hele Barndommen
igennem svag og skrantende.
Sotn ganske ung sluttede han
sig til den Kroghske Kreds, som
i Norge repræsenterede
Impressionismen, saaledes som Manet
havde udviklet og
Bastien-Le-page videreført den. Der mødte han Hans Jæger. Jeg tror,
det er det Møde, som har gjort ham til det, han blev. I
Portrættet af ham (1889) og »Vaar« fra samme Aar er
han egentlig allerede helt igennem færdig, alle de Sider,
han siden udvikler, er allerede til Stede.
Maa en personlig Bekendelse være tilladt: Jeg forstaar
saa meget mere, at dette Møde med ham, »som aldrig i
sit Liv havde sagt en Usandhed«, kunde gøre dét, som jeg
selv fik Mærker, jeg aldrig skal glemme, da jeg som
syt-tenaarig Gymnasiast stødte paa Jægers Bog »Anarkiets
Bibel«. Dette Menneske, som har siddet der paa Kaféen,
173
Fru M. (Mustad)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
