Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blomstrer grønt, frodigt og gult nede mellem dem, der
breder sig Engenes grønne ned mod den blege Fjord. I
Horisonten stiger Solen, sprøjtende og sprængende sit Lys
over Alverden. Intensivt rødt og gult glitrer, splintrer,
fortærer den grønne og blaa
Himmel. »Den vaagnende
Guds Stemme træffer dig.
Det toner fra hans Strube
som han leger i Klippernes
Skød. Han opdager sin
Styrke, den vældige, og iler, iler.
Den stærke spotter
Klipperne, bryder dem, kaster dem
sønderslaaede her og der
ved Bredden i legende
Vrede. Ved Lyden af
Gudesønnens Stemme vaagner
Bjergene, Skovene rører paa sig,
Kløften hører den fjærne
Herold og gysende rører sig
atter Glæden i Jordens Skød.
Det ny Foraar dæmrer, det
blomstrer om ham. Men han
vandrer bort til udødelige«.
Munch holder af det
citerede Digt af Holderlin.
Dersom man ikke forstaar det,
forstaar man ingenting af
Munch. — Udstillingens største og betydeligste Billede
er »Bohemens Død«. Bohemen er den Hans Jæger af hvem
jeg i Begyndelsen gav en Karakteristik. Hans »Bryllup«,
som ogsaa er udstillet, er et interessant Overgangstrin fra
»Melankolks Malemaade.
Den murrende Uro, som
bølgede gennem hint, er
blevet Skælven, en
lidenskabelig Dirren, som brænder
sammen i hektiske
Ekstasepunkter, i en Jakkes dybe
Blaaviolet, i
Champagneflaskens Kirsebærrøde,
Terrinens skarpe Lilla, i grønne
og gule Gilrnt, i det nævnte
hvide Glanslys, i røde
Ansigter, gule, hvide, brune.
I »Bohemens Død« er
denne Udvikling ved Vejs
Ende. Der er i hver Plet en
fortættet Sitren, den
intensiveste, ekstatiske Gaaen-op
i den bundløs dybe
Oplevelse.
Da David, samme Dag
Konventet gav Marat en
Plads i Pantheon, malede sin
eneste virkelige Ven, den myrdede Folketribun i
Badekarret, gennemrystet af fanatisk Tro og blindt Raseri, skabtes
den nærmeste Forgænger for dette Billede. De rent
menneskelige Forudsætninger er af samme Art, om de
saakaldte artistiske end er fjærne. Derfor ligger Resultaterne
Sommernat
ved Siden af hinanden. — Rummet i Munchs Billede er
blaat forneden, grønt i Højden, afbrudt af Vinduets Hvide.
I Vindueskarmen staar en lille rød Blomst i en næppe
tegnet Vase. — Til højre sidder to Skikkelser. Den forreste
bøjer Hovedet, han har den
kummerfulde Profil fra
Træsnittet »Adskillelse«
(1896), som i sin
Linieføring rummer hele »Aage og
Else«-Visens til sin inderste
Marv specifikt nordiske
Tungsind. Haanden hviler,
en hvid og død Ting paa
Knæet. Man ser igennem
ham Bordpladen med et Par
Flasker og en Tallerken
med Frugt. Han har for lidt
siden siddet mere bøjet,
hans Skygge hviler endnu i
Luften der. Eller han vil om
tidt synke endnu dybere
sammen. Det maa ske
saaledes, det staar skrevet i
Stjernerne, foretegnet i det
mystiske noget, vi kalder
Rum, som er Tidens anden
Dimension.
Paa den anden Side
Bordet sidder frontalt mod os en bred Skikkelse, med Hovedet
trukket ned mellem Skuldrene, Ansigtet stift og koldt,
Blikket stirrende frem i Tomheden. Intet mere kan overraske
eller forbavse denne bitre, døde Ro. — Midt i vokser det
blaa op fra Billedets Grund
i Gardinerne op om det
hvide Vindu ud mod den
Verden, som ikke ænser eller
aner Dødens Gru — endnu.
Under Karmen staar et
Batteri af Vinflasker, Lig kaldte
Bohemen dem. Ellers er
Midtpartiet tomt.
Menneskene synes at fly sammen
i Grupper gjort frygtsomme
af den aktive Tomhed.
Til venstre i Forgrunden
er Sengens Fodstykke
malet helt ud over Rammen, en
ufuldstændig rød Firkant,
som tvinger Blikket ind mod
det tilsvarende centralere,
gennemført kvadratiske
Hovedstykke, op over den
voldsomt forlængede Seng.
Et Kvindfolk ligger
næsegrus indover, bred og tung,
ikke helt ung længer. Men det er Underet. Hun er dejlig.
Under den grove, uformelige Kjole maa være en herlig
Kvinde trods alt: Bohemens Hustru. Nærmere den døende
sidder en Dame, i Overtøj, med Pelskrave og et Monstrum
af Hat, med Haanden paa hans Arm.
177
Melankoli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
