Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET RELIGIØSE GENNEMBRUD I THORVALDSENS UNGDOMSLIV
V.
Kunsthistorien har hidtil gennemgaaende skildret
Thorvaldsen som indifferent i Trossager, uanset at hans
Behandling af kristelige Motiver omfatter flere af hans
betydeligste Arbejder. I de Dalhoff’ske Papirer, som
offentliggjordes for en halv Snes Aar siden, er der imidlertid
refereret Udtalelser af Thorvaldsen, som beviser, at denne
Opfattelse af Thorvaldsens personlige Forhold til
Kristendommen er ganske fejlagtig. For at faa disse Udtalelser
respekteret og anbragt i den rette kunsthistoriske Sammenhæng
foretages i denne Artikel-Serie en Gennemgang af
Hovedpunkterne i den foreliggende Litteratur om Emnet,
hvorunder det søges godtgjort, at Udgangspunktet for den
hidtidige Bedømmelse er en Misforstaaelse af Thorvaldsens
bekendte Udtalelse: »Jeg tror jo heller ikke paa de græske
Guder, men jeg kan jo dog fremstille dem.« Med Urette
er denne Udtalelse blevet opfattet som en Bekendelse af
religiøs Indifferentisme, medens den i Virkeligheden er at
forklare som en Parade, en Afvisning af ubelejlig
Diskussion om et Privatanliggende, som det i Almindelighed var
Thorvaldsen imod at gøre Rede for paa anden Maade end
gennem sin Kunst.
Nærværende Artikel fortsætter Gennemgangen at fransk
Thorvaldsen-Litteraturs Opfattelse af Spørgsmaalet.
I Tillæget til Bogen om Thorvaldsen optrykker Eugéne
Plon et Brev fra Billedhuggeren David d’Angers,
skrevet kort efter Thorvaldsens Død til Offentliggørelse i
l’Almanach du mois efter Opfordring af Redaktøren,
Charles Blanc. Dette Aktstykke har i sig selv kun betinget
Interesse som kunsthistorisk Kuriosum; men det er
nødvendigt at henvise til David d’Angers Udtalelser om
Thorvaldsen i dette Brev, fordi de øjensynlig har indvirket
baade paa Eugéne Plons og paa Henri Delabordes
Vurdering af Thorvaldsens kristelige Kunst.
Parentetisk maa vi bemærke, at Julius Lange paa et
enkelt Punkt tillægger David d’Angers Udtalelser stor
Betydning, nemlig hvor David d’Angers anklager Thorvaldsen
for at »underordne den udtryksfulde Bevægelse under
Linjernes Harmoni, idet Anordningen af Linjerne laa ham
meget mere paa Hjerte end selve Udtrykket«. Julius Lange
finder, at denne Udtalelse indeholder den skarpeste og
alvorligste Iagttagelse over Thorvaldsen, han nogensinde’
har set fremført. Julius Langes Respekt for andres
Anskuelser har her ført ham for vidt. Iagttagelsen vil for en
Nutidsbetragtning virke mindre imponerende, idet den som
Kritik betragtet kun kan rettes mod Undtagelsestilfælde,
medens Udtalelsen fremføres som Hovedanke imod
Helheden. Hvor misforstaaet det vilde være at tillægge Julius
Langes anerkendende Ord om David d’Angers Iagttagelse
Betydning som andet end en Lapsus lingvae, fremgaar
deraf, at Lange tre-fire Sider længere fremme i Bogen
(»Sergel og Thorvaldsen«) har faaet tænkt Sagen nærmere
igennem og selv redresserer sin Fortalelse: »Medens David
d’Angers kun har Øje for, at Ligevægts-Sansen undertiden
kunde føre Thorvaldsen for vidt og svække Udtrykket, maa
vi hævde,« siger Lange, »at netop i den samme Egenskab
laa hans eminente Styrke.«
Det vilde saaledes være ganske forfejlet at gaa til
Vurderingen af David d’Angers Brev med forudfattet Respekt
i Erindring om Julius Langes for en Gangs Skyld
misvisende og senere af ham selv tilbagetrukne Anerkendelse.
Plon gengiver da ogsaa Brevet med Reservation overfor
David d’Angers Meninger, specielt hans Overvurdering af
Canova, hvem han sætter over Thorvaldsen, og hvor David
d’Angers siger: »Thorvaldsen a toujours été l’artiste des
puissants de ce monde«, tilføjer Plon i en Note, at David
d’Angers sikkert har denne Paastand fra en eller anden af
Thorvaldsens Modstandere i Rom. Men hvor David
d’Angers skriver: »Thorvaldsen, ce me semble, a manqué
d’in-spiration et d’élan,« har hans Opfattelse sikkert været
medbestemmende for Plons egen Kritik af Thorvaldsens
kristelige Arbejder, i hvilke Plon jo savnede »l’élan qué donne
la foi«.
David d’Angers fortsætter forklarende: »son oeuvre
pro-duit rarement l’émotion, et ce n’est qu’aprés une longue
etude qu’on y découvre des beautés éminentes«. Nu ja, det
er jo individuelt, hvor længe man skal være om det, men
denne sidste Ytring faar tilbagevirkende Kraft, thi David
d’Angers har tydeligt nok ikke taget sig den fornødne Tid.
Han indrømmer selv, at han kun havde et stærkt
begrænset Kendskab til Thorvaldsens Arbejder, og at han
nedskrev sine Bemærkninger, som de i Øjeblikket faldt ham
ind. Han slutter sin Artikel med de beskedne Ord: »Voilå
l’expression bien franche de mon opinion sur le grand
sculpteur qui vient de mourir. N’y voyez d’autre mérite que
celui d’une parfaite sincérité«, en Opfordring, vi ser os i
Stand til at følge.
Den vigtigste Grund til at vi har beskæftiget os med
David d’Angers Udtalelser er da ogsaa, at de som nævnt
tillige har paavirket Henri Delaborde, den væligste
Bekæmper af Thorvaldsens Betydning som Skaber af
kristelig Kunst. I sin bekendte Anmeldelse af Plons Bog1)
genoptager Delaborde David d’Angers Kritik og retter den
med forøget Styrke imod de samme Angrebspunkter.
Delaborde forholder sig i det væsentlige anerkendende
til den Del af Thorvaldsens Produktion, som ligger forud
for Besøget i Danmark 1819, men indigneret afvisende
overfor den følgende, derunder altsaa Flertallet af de
kristelige Værker, som han dog, ligesom David d’Angers, kun
har et stærkt begrænset Kendskab til. Det er til en
Begyndelse selve Thorvaldsens Arbejdsmetode, Etableringen af
Mesteratelieret i stor Stil, Delaborde angriber, mere end de
enkelte Værker, Thorvaldsens Beredvillighed til at modtage
de mangeartede, monumentale Opgaver paa Omraader, der
for Delaborde syntes fremmede for Thorvaldsens Talent
og Ejendommelighed: »Entouré d’aides et de praticiens
auxquels il abandonnait aprés I’ébauche le travail qu’il
de-vait signer, préoccupé surtout du nombre des produits que
pouvait fournir son atelier, on dirait presque sa fabrique,
Thorvaldsen ne fut pius guére qu’un entrepreneur de
sculp-ture en possession d’une immense clientéle, et usant
large-ment auprés de celle-ci du crédit attaché å son nom.«
Det er Delaborde saa magtpaaliggende at faa udtrykt sin
Despekt for denne anden Periode, »cette seconde phase de
la vie et du talent de Thorvaldsen, celle qu’on pourrait
appeler l’époque de la vogue et de la production å outrance,«
’) Se: Revue des deux mondes, ler Juin 1868. Paris.
29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
