- Project Runeberg -  Samleren / 1927 /
42

Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

ät han foregriber den Gang paa Gang i sin Fremstilling,
skønt denne iøvrigt er anlagt kronologisk.

Allerede i Indledningen siger han: »Il appartient done å
la critique d’opposer en quelque sorte Thorvaldsen å
lui-méme et de rappeler une fois de pius par eet exemple, qu’un
sculpteur ou un peintre ayant cornu: et pratiqué le bien ne
saurait impunément se décourager du mieux.«

Nu, det var en stor Opgave for en lille Mand, thi som
en ringe Kritiker røber Delaborde sig — trods al fransk
Anerkendelse —- Gang paa Gang i dette Skrift, først og
fremmest deri, at han drister sig til at rette et saa
voldsomt Angreb uden andet Grundlag end de Træsnit, som
fulgte med Plons Bog, og saa iøvrigt hans egen Erindring,
som aabenbart har været slemt afbleget, og som kun har
omfattet et Faatal af Thorvaldsens Værker fra denne anden
Periode, de kristelige Værkers Periode, den fulde Udfol-

delses, Mesterskabets Periode, der saa langt fra at præges
af Tilbagegang tværtimod af Eftertiden maa erkendes som
den ubestridelige Kulmination.

Intet er dog mere fældende for Delabordes Autoritet end
hans smaalige og fantasiløse Kritik af Lucernerløven.
Sammenholdt med David-d’Angers og Plons Bebrejdelser, som
Delaborde tiltræder, for Mangel paa Begejstring, Flugt og
Varme i Følelsen, virker det nærmest tragikomisk, at det
her er en-for vidtgaaende Intensitet i Følelsen, Delaborde
kritiserer hos Thorvaldsen: »Le Iion de Thorvaldsen a le
tort de parattre trop bien informé, et sous des dehors
materiels assez incomplets d’ailleurs, de s’apitoyer pius qu’il
ne convient å une créature de son espéce sur les malheurs
d’autrui et sur les siens.« (Forisættes)

(Eftertryk Ikke tilladt)



FRITZ KARPFEN: GEGENWARTSKUNST IN SKANDINAVIEN

(VERLAQ L1TERAR1A, WIEN)

HAR Bogfortegnelsens Titel lokket en
til at anskaffe dette besynderlige
Værk, begynder de onde Anelser
allerede, naar man faar den i Hænde. Det
gule Bind er »ekspressionistisk« oversmurt
med rødt Blæk. Titlen er for at betone det
nordiske Emne prentet med Runer! eller
rettere retlinjede latinske Versaler, som
skal forestille Runer. Men Runeskriftens
Karakter er totalt misforstaaet, de fleste
Typer er Gud hjælpe mig bredere end de
er høje. Den, som erindrer sig, hvad for
vidunderlig Dekorativvirkning Ossian
Elg-ström har faaet ud af de smækre, ranke
Runer paa »Människor och Andar« har
ondt ved at give sig i Lag med dette
Fabrikskram til Bind.

Man overvinder det; det er at gøre for
meget ud af Bindet til en Bog, man dog
paa Forhaand maa staa sympatisk overfor
eftersom den. udbreder Kendskab til vor
hjemlige Kunst derude i den store Verden.

Ja, Gud bedre det. Den begynder med
Munch (Aviser kan dog Forfatteren tyde).
Munch siges at være »hverken Kubist eller
Futurist, men kun — Munch«. Ja, det staar
der.

Kun et eneste Billede af ham beskrives.
Det hedder »Im Wind«. Beskrivelsen gaar
ud paa, at det sikkert forestiller en
For-aarsdag, idet det nemlig blæser.

Ja, og saa en Radering »Vild Hest«. Den
paastaas at være fremstillet som ganske
ustyrlig.

Det var Indledningen. Forfatteren gaar
derefter ganske uformidlet over til at
behandle det første af de tre -skandinaviske
Lande. Det er Danmark.

Hvilke af Nutidens danske Kunstnere har
da fundet Naade for denne fremmede
Kritiker, som har undersøgt vor lille Verden,
valgt og vraget, for at skænke det store
Europa Blomsten af Danmarks unge
Kunst? Jeg ser Læserens Øjne straale: Kaj
Nielsen, Utzon Frank, Skovgaard, Anton
Hansen, Giersing, Lundstrøm, Borch ...

30

Ak nej, saa alt for mange allerede. Ikke
Rub og Stub, kun Kærnen, kun Essencen.
Bogen er jo paa næppe Hundrede Sider,
saa kun det allervigtigste har han kunnet
tage med.

Hvem? hvem? spørger de. Og det er da
saadan, at han kun har valgt at behandle
en eneste, et Navn som Generalnævner og
Symbol for dem alle. Det beskæftiger han
sig saa meget mere indgaaende med. Hør
da hvem det er.

Robin C. Andersen. Ja, saadan hedder
han. »I ham blusser den
hemmelighedsfulde Midnatssol, lyser ofte bråt Nordlyset
frem, mørkner mangengang evige Nætters
blege Dæmringslys«. Danmark skildres som
en Slags Alaska eller Spitzbergen.
Herregud, lille smilende, grønne Danmark.

Om Robin C. Andersen siges i Løbet af
adskillige Sider bl. a., at lians Kunst er i
saa »nær Slægt med Naturen som magiske
Brødre og Søstre med hinanden, begge
Foreteelser, som en Moder — die Natur —
har sat ind i Verden.« løvrigt er han
»ganske og aldeles uden Metode«, hvilket
befindes at være en positiv Værdi, idet »de
traditionsfjendtligste og mest umetodiske
Malere i Spanien og Nederlandene i det 17.
Aarhundrede hører til de værdifuldeste
Epigoner af Antiken«. Anmelderen ber sig
undskyldt.

Der er et (teknisk set udmærket udført)
Farvetryk af vor Landsmand. Et
Blomsterbillede. Jeg turde dø paa, at det var
malet af Madsen-Wiesneck. Et Par andre
Gengivelser er derimod — ganske interesseløse
— Cezanne og Deraineepigonerier,

Dermed er Danmarks Kunst i Nutiden
færdigbehandlet.

Sverige ydes mere Retfærdighed.
Formodentlig paa Grundlag af en eller anden
Tidsskriftartikel. I hvert Fald forekommer
det mistænkeligt, at der er Sted staar »vor
uforlignelige Digter Karlfeldt«, i hvert Fald
den Sætning har vor gode Østriger nok
laant hos en Svensker. Kun til Skold har

han knyttet nogle personlige
Bemærkninger om, at han mangler at have
gennemgaaet Kunsthaandværksskoling (Skold,
Petitessernes Maler, Haandværkeren par
excellence, Skold!).

Angaaende Norge er han derimod
fuldkommen desorienteret. Han nævner ikke
mindre end 18 Navne, hvoriblandt for at
tage nogle, som just falder mig ind,
hverken Jean Heiberg, Louis Mohr, Alf Rolfsen
elle.r Revold. Henrik Sørensen »maler
Trædukker«, Krogh karakteriseres kort og godt
som »en af de bedste« (hvad han virkelig
er), Holmboe »staar paa Skillevejen, som
fører fra Fortiden over Nutid-en til
Fremtiden« og ikke et Ord mere om ham. Det
morede mig at sammenligne den overlegne
Affærdigelse af Nicolai Astrup som tom
Virtuos, ved’ hvem »man har Følelsen af at
Autor selv staar ved hvert Billede og beder
om Bifald fra Publikum«, med Magnhild
Ødvins storartede exegetiske Behandling
af denne Kunstner i »Samleren«s
Januar-hefte. Det første synes mig et eklatant
Eksempel paa den indbildske og
samvittighedsløse Kritiker]argon, mens det sidste
smukt og inderligt prøver at forstaa,
forklare, paapége ••• den eneste Slags
Skriveri om Kunst, som efter min Mening har
nogen Hensigt.

Et vidunderligt Landskab af Leander
Elgström undskylder ikke Bogen, er
snarere som et homerisk Latterskrald over
Kunstens smaa Beklikkere og Bagvaskere,
det staar midt i den tilfældige
Vederstyggelighed, klassisk, helstøbt, urørligt.
Forfatteren mener, at det er »feministisk og
kun har Værdi som ren Komposition«.

Stakkels Forfatter! Stakkels Europa, som
er henvist til saa talentløs Svindel og
impotent Sladder for at skaffe sig
Underretning om Nordens unge, stærke og rige
Kunst!

Men har ikke ogsaa vi en Forpligtelse
overfor Verden og Kunsten at skaffe bedre
Kilder til Kendskab om os?

Broby Johansen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 18:32:59 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samleren/1927/0068.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free