Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET RELIGIØSE GENNEMBRUD I THORVALDSENS UNGDOMSLIV
VI.
DELABORDES misvisende Kritik af Lucerneløven,
turde gøre det tilladeligt at renoncere paa
nærmere Behandling af hans følgende Udtalelser
om Thorvaldsens kristelige Kunst, der synes
ham tom og interesseløs, blottet for den Følelsesbetoning,
som netop her havde været paa rette Plads. »A peine,«
siger han med Henblik særlig paa Johannesgruppen og
enkelte af Apostelfigurerne, »pourrait-on déméler cå et lå
quelques indices d’arriére-pensées pius hautes,« og han
slutter sig ganske til Plon, hvor denne beklager Manglen
hos Thorvaldsen af denne »élan que donne la foi,« hvilket
forøvrigt staar i en paafaldende Modsætning til Delabordes
Slutningsbebrejdelse: Mangel paa »l’amour du beau pour le
beau lui-méme.«
»Laissons done,« siger Delaborde, »cette longue série
de compositions uniformes ou effacées, qui pendant un
quart de siécle se succédent sous la main de Thorvaldsen
comme des phrases toutes faites sous la ptume d’un
rhéteur.« Paa dette sidste Omraade anerkender vi
Delabordes Erfaring og følger hans Henstilling: Laissons done ces
phrases!
Elleve Aar senere gav fransk Kunstkritik Thorvaldsens
Minde fuld Oprejsning gennem S. Jacquemonts to
indgaaende Afhandlinger, som fremkom samme Sted som
Delabordes, nemlig i »Revue des deux mondes«, under
Fællestitlen: »Le musée Thorvaldsen et l’église Notre Dame de
Copenhague«1). Jacquemonts Bog er ligesom Plons
grundet paa samvittighedsfulde Forstudier, og den Oprejsning,
han giver Thorvaldsen med Hensyn til dennes Forhold til
Værkerne efter 1820, har følgelig en ganske anden Vægt
end de løst funderede Angreb hos Delaborde og David
d’Angers. Baade Jacquemonts fyldestgørende
Imødegaaelse af Delabordes Kritik af Lucerneløven og hans
Vurdering af Thorvaldsens kristelige Kunst er præget af dyb
Respekt og vidner om en redelig Bestræbelse imod fuld
Objektivitet, omend Thorvaldsens Landsmænd tør tro sig
i nærmere Overensstemmelse med Thorvaldsens egen
Synsmaade.
Paa visse Punkter er Jacquemont imidlertid fejl
underrettet, og det vil være nødvendigt at paavise dette, just
fordi hans Afhandling i alt øvrigt indtager saa smuk en
Plads i Thorvaldsen-Litteraturen.
Det er særlig Vurderingen af Kristusfiguren og
Statuerne af Apostlene, som vi maa tage Afstand fra. Jacquemont
tager fejl, naar han mener, at Thorvaldsen fra første Færd
var lidet interesseret i denne Opgave. Der foreligger ingen
Hjemmel for en saadan Antagelse. Det er atter en
Misforstaaelse, naar Jacquemont ser et Udslag af en saadan
Uvilje over for Opgaven deri, at Thorvaldsen tøvede med
at overtage den af Hensyn til Freund.
Som bekendt havde Freund paa et tidligere Tidspunkt
modtaget Bestilling paa Udførelsen af de tolv
Apostelfigurer til Frue Kirke, medens Thorvaldsens Kristusfigur
oprindelig var tiltænkt Slotskirken, hvor den skulde
opstilles i Marmor. Da Thorvaldsen under Opholdet i
Kjøbenhavn blev opfordret til at overtage hele den
skulpturelle Udsmykning af Frue Kirke, derunder samtlige Apo-
stelfigurer i Gips grupperet om en Gipsafstøbning af den
stadig for Slotskirken bestemte Kristusfigur, og da den
gigantiske Plan begyndte at tage fast Form i hans Fantasi,
blev denne tidligere Aftale med Freund ham en Hindring.
Kun hvis der sikredes Freund fuld Erstatning i Form af
andre ikke mindre ærefulde Opgaver, vilde Thorvaldsen
anse sig for berettiget til at overtage Udsmykningen i det
fulde Omfang. Hans Tøven skyldtes udelukkende dette
Hensyn til Freund, og da han til sidst gik ind paa at tage
imod Bestillingen, var han i absolut god Tro, idet der var
givet Freund saa bindende Tilsagn om Erstatning, at der
ikke var mindste Grund til at tvivle paa, at disse Løfter
vilde bfive indfriet.
At Thorvaldsen forbeholdt sig Ret til at lade sine
Medarbejdere tage Del i Udførelsen af Apostelfigurerne kan
heller ikke med Rette udlægges som Bevis paa manglende
Interesse for Opgaven, men finder sin naturlige
Forklaring deri, at han simpelthen ikke kunde overkomme
Arbejdet indenfor et rimeligt Tidsrum paa anden Maade.
Det er ukorrekt, naar Jacquemont siger, at det var første
Gang, Thorvaldsen tog sig denne Frihed, thi paa ganske
tilsvarende Maade havde han tidligere under Udførelsen
af Modellerne til Lucerneløven og til den første
Gratiegruppe overladt den Del af Arbejdet, som laa imellem
Skitsen og den afsluttende Gennemarbejdelse henholdsvis
til Bienaimé og Tenerani.
Jacquemont erkender da ogsaa, at Thorvaldsen har
nedlagt et stort personligt Arbejde i Skitserne til
Apostelfigurerne. At han ikke finder dem alle lige betydelige i deres
endelige Virkning som Figurer i stort Format, er en
Vurdering, alle kan tiltræde; men det berettiger ham ikke
til at antage, at Thorvaldsen skulde have taget sig mindre
samvittighedsfuldt af den afsluttende Udarbejdelse end af
Skitseringen, thi Thorvaldsen var sig det fuldt bevidst, at
det var ham, der havde det endelige Ansvar. Naar man
betænker de enorme Krav, der i denne Periode stilledes
til Thorvaldsens Arbejdskraft, er det kun rimeligt, at ikke
alt, hvad han fik imellem Hænder, kunde lykkes i samme
Grad, og dette Forhold behøver ikke at undskyldes med
Henvisning til Medarbejdernes Andel i et Arbejde, som de
dog kun fik Lov at udføre under Thorvaldsens daglige
Tilsyn og efter hans Anvisning. Senere udskød
Thorvaldsen jo selv flere Modeller, som han havde maattet lade sig
nøje med midlertidigt for at kunne afsende Figurerne tids
nok, og det er jo ogsaa værd at erindre, at ikke blot
Modellerne til den betydeligste, men ogsaa Modellen til den
svageste af disse Apostelfigurer helt igennem skyldes
Thorvaldsen selv, hvorunder det dog maa erindres, at
sidstnævnte er et Hastværksarbejde fra Thorvaldsens
se-neste Aar. (Fortsættes).
(Eftertryk ikke tilladt).
’) Revue des deux mondes. I et 15. September 1879. En
Oversigt er givet paa dansk af Emil Gigas i »Nordisk Tidsskrift«
1880: »Thorvaldsen bedømt af den franske Kritik«.
60
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
