Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CHR. RIMESTAD: BAUDELAIRE
Den unge Kritiker Emil Frederiksen leverer nedenfor et Komplement til
sin Behandling andetsteds af Chr. Rimestads meget omtalte Disputats.
BAUDELAIRE virker endnu stadigt
som en æggende problematisk
Natur i fransk Aandsliv. Der har staaet
Strid om ham som Dekadencens Digter,
som katholsk Digter, som Romantiker og
som moderne Klassiker. For hvem der
bygger sine Begreber om Klassik og
Klassicisme paa det store franske Aandsliv under
Ludvig den 14., Corneille, Moliére og
Ra-cine, Bossuet og Pascal, vil det vel nok
synes mildest talt barokt at forkynde
Bau-delaire som Klassiker. Og dog: man har i
den Lidenskab for skarp moralsk
Selvundersøgelse og Selvfordømmelse, som hans
katholske Opdragelse indgød ham,
paapeget et Slægtskab med Pascal og det 17.
Aarhundredes mørke Jansenisme. Man har
Maggy Mo nier: lll. til „Les fieurs du Mai"
Ed. Nilsson, Paris u. A.
i hans Dandysme og tilbageholdende
Stolthed, som afskyede Lidenskabernes
skrigende Udfoldelse af Ordpragt og halvt
uordentlig »Retorik«, i hans Dyrkelse af de gode
Manerer og den sobre Elegance i Stilen,
villet se et Slægtskab med den store og
fine Racine. Og hvem der i Moliére
særligt ser »Misanthropen«s Digter og maaske
endda forveksler Alceste med Moliére selv,
vil trods Baudelaires fuldkomne Mangel
paa anden Art Vid end den hadefulde
Foragts, kunne føie noget af den samme bedske
Ubønhørlighed, som tit gjorde Moliéres
Komik saa grusom. Men Forsvaret for
Baudelaire som Klassiker har særligt
an-gaaet hans Kunst, mens Angrebene har
været rettet mod dens Indhold: Emner og
Stemninger. Den ypperste af hans
Forsvarere, André Gide, drager stadige
Paralleller mellem Baudelaire og Racine, finder
Lighed mellem dem i den maadeholde,
intime Udtrykskunst. Medens en Corneille og
en Hugo giver deres Røst den friest
mulige Klang, taler Racine og Baudelaire med
halv Stemme, som man lytter længe til.
Chr. Rimestad overtager alle Gides
Synspunkter; men han gaar videre; han
bestemmer Dualiteten som Modsætningen mellem
den kunstneriske og den religiøse Magt i
Baudelaire, der er uovervindelig, fordi den
er af moralsk Art. — Det lyder temmelig
banalt, og Rimestad forsøger da heller ikke
at gennemtrænge Modsætningsforholdet
ved en Karakteristik af de stridige
Magter; han behandler, som Æstetiker, kun
Midlerne for den ene, nemlig Kunsten. Han
taler om Baudelaires Personlighedscentrum
som Synspunkt for hans Poesi, taler om
Baudelaires Aands »Indstilling overfor
Tilværelsen, det væsentlige i hans Gemyt«,
men han mener tillige, at dette Centrum og
Synspunkt ikke kan findes. — Det lyder ret
paradoksalt, og Rimestad søger heller ikke
at skildre, hvorfor det skulde være
umuligt at forstaa Baudelaire med den blotte
Fornuft.
Rimestad vil hverken give en fuldstændig
Karakteristik af Baudelaires Forfatterskab
eller en Biografi. Hans Kritik vi! være
stemningsledende, føre til intim Oplevelse
af Kunsten ved at lade den virke saa
sanselig som muligt, men saa lange Ekkoer,
at den »sniger sig ind i det lønligste af
Bevidstheden og vækker en indslumret
Verden«; hans Kritik bestaar i
Efterfølin-ger, Lydanalyser, drømmende Stirren paa
visse dybtfarvede Ord; den er helt
reproduktiv. .
Med denne reproducerende Kritik vil
Rimestad føre Baudelaire-iDyrkerne gennem
Privatpersonligheden ind til en intim og
dog almen Menneskelighed. At
Baudelaires Poesi gør dette muligt, ja, kræver det,
for at opfattes udtømmende, karakteriserer
den i Forbindelse med den diskrete og
objektive Kunst som moderne Klassicisme.
Og med sin reproducerende Kritik vil
Rimestad dernæst vise Baudelaires Slægtskab
med franske Digtere, baade Forgængere
og Efterfølgere, for saaledes at gøre det
intime endnu fyldigere alment. Dertil er
Citater naturligvis nødvendige, men
Rimestads overvældende Citering forudsætter, at
hans og Baudelaires og den nyere franske
’ Poesis Læsere har et ligesaa fint Øre som
han selv. Mon en Indflydelse godtgøres ved
at der siges: »man mærker, hvor Coppée
har haft Accenten fra »Le Cygne« levende
i sit Øre«, — hvorpaa følger Opfordringen
til at lytte til et Citat? — eller: »Hvis
Baudelaire var naaet til at skrive fortællende
Digte, saa er der Sandsynlighed for, at
han kunde have frembragt noget, der
ligner disse Linjer«, — som saa citeres.
Udtrykkene for Rimestads Paavisning af
Indflydelse er, foruden de vrimlende Citater,
saadanne Vendinger som: »det er vanskeligt
at læse den første og tredje Strofe uden at
lytte til et Ekko af Baudelaires Røst«, —
»man kan konstatere, at dette Digt er i
intim Kontakt med Baudelaire.« — Er dette
mon Anmeldelse eller Forskning? Der
findes i moderne literær-æstetisk- Kritik,
ikke mindst her i Norden, finere
Fremgangsmaader i Efterforskningen af poetisk
Indflydelse (Vald. Vedels »Meningsrythme«,
Fredrik Bøøks »rythmisk Paavirkning«),
som man undrer sig over, at Rimestad ikke
har anvendt. Med al sin virkelig smukke
Tale om Intimitet og Klassik burde
Rimestads Kritik være fornemmere.
Det fortjenstfulde i Baudelaire-Bogen er
netop de moderne-klassiske Tendenser, som
er hentet i fransk Romanliteratur og
Kritik og herved føres ind i dansk Literatur. De
er vokset ud af »Symbolismen«., tildels som
en stærk Reaktion imod den, og af den næ-
Maggy Monier: III. til „Les fieurs du Mai"
Ed. Nilsson, Paris n. A.
re Forbindelse mellem Lyrik og Kritik, som
overhovedet præger moderne fransk
Literatur, — ikke Lyrik som Sangkunst og
ikke Kritik som systematiserende
Erkendelse; men begge baarne af en stærk,
gen-nemaandende intellektuel Erindringskunst,
der danner Billeder af Pathos, af Tanker
og Viden, af saa lysende skarptfølte
Erfaringer, at de virker som Ideer og vækker
de dybeste Følelser. Der er heri en
Betragtningens Stemningskunst, som i dansk
Literatur kun er sjælden, — kendes fra
Johs. Jørgensen og Helge Rode (der jo
begge udgik fra »Symbolismen«), i deres
lyrisk-ideologiske Essais fra de senere Aar.
Der hersker i denne helt moderne literære
Genre ingen Trang til at udfolde
skarpsindig Sporsans eller fastbyggende Logik,
— derimod overordentlig Modtagelighed,
præcis Fornemmelse og Sprogkunst.
Det er denne literære Genre, Lyrikeren
og Kritikeren Chr. Rimestad dyrker; og han
bygger stærkt paa parisiske Forbilleder,
som er gennemsyrede af Baudelaire.
Emil Frederiksen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
