Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
snørklede, undertiden affekterte maner passer godt nok
sammen med henholdsvis det Bergamoske pestkaos og den
Jacobsenske stil. Hentze dominerer nemlig; illustrationerne
paatrænger sig læserens opmærksomhed i distraherende
grad, hele formatet er valgt alene med disse for øje og staar
hverken til digterværkets omfang eller art.
Men vender man sig til de to sidstudkomne tryk, føler man
sig helt beroliget med hensyn til det udstyr, den paatænkte
bogkunstkres’ fremtidige publikationer vil faa — navnlig
er »Posthuset i Hirschholm« en lille perle, fuldendt
harmonisk, paa højde med Kongstads ypperste ting. Maatte
Selskabet blot til stadighed forstaa at vælge sine
medarbejdere blandt dem, der som Ricard Bøcher aldrig glemmer,
at den ægte bogkunstners rolle er en akkompagnatørs og
ikke en solists.
Gælder det om at skabe virkelig værdifuld bogkunst, er
valget af værker selvsagt mindst ligesaa vigtigt som
valget af dem, der skal illuminere dem — og forresten
ingenlunde lettere. Hvis man, som tilfældet er i Frankrig, har
mange og store forlag, der bestandigt arbejder med
udgivelsen af luksustryk, kan det naturligvis kun være af det
gode, nu og da at se, enten en moderne kunstners
umiddelbare opfattelse af et ældre digterværk, eller hans ævne
til ikke blot at ramme tidsaanden i det, men tillige tidens
hele kunstneriske maner. Men naar man, som vi
herhjemme, kun er skralt forsynet med bibliofile institutioner, der
ovenikøbet altid har favoriseret en svunden tids forfattere,
er det ret meningsløst, for ikke at sige ganske misforstaaet,
stadig kun at ville ofre kræfter og penge paa denslags
eksperimenter. Den ægte bogelsker, hvis sans for bogens ydre
er født af kærligheden til dens indre, vil desuden i ni af ti
tilfælde, hvor det drejer sig om ældre litteratur, foretrække
de gamle tryk. Og under alle omstændigheder kan man
næsten altid blandt de forhaandenværende klassikerudgaver
finde en, der meget godt kan tilfredsstille ens krav til
bogens udseende.
Vil bogkunstkresen gøre en indsats af varig betydning
og afhjælpe et virkeligt savn, maa den først og fremmest
beflitte sig paa at skaffe os moderne udgaver af moderne
forfattere; udgaver, der kan blive staaende som et
naturligt syntetisk udtryk for tidens aand, kunst og teknik, og
som for engangs skyld vil gøre det muligt for samlerne at
komme udenom de almindelige tryk, der saavist ikke alle
fryder øjet i lige høj grad.
Jeg veed meget vel, at der er den fordel ved klassikerne,
at de er »fri«. Men er det mon utænkeligt, at en nulevende
forfatter og hans forlag gav lov til at et af hans værker,
mod et passende honorar i form af frieksemplarer, blev
udsendt i et luksustryk, hvoraf kun ti eller femten
eksemplarer kom i boghandelen til en relativ høj pris?
Hvad kunde Axel Nygaard ikke faa ud af »Asfaltens
Sange«, Vald. Andersen af »Clara van Haags Mirakler«,
Anton Hansen af »En Anden« eller Adolf Hallmann af »En
Kavaler i Spanien«?
Hic Rhodus, hic salta! Bouquineur.
MODERNE SVENSK ROMANKUNST
RUDOLF VÄRNLUND
HAN er den yngste blandt dem, der
regnes med, ialtfald den nyeste.
For blot tre aar siden var han et
ukendt navn; nu staar han med
forventningens glans om sin person og et
forfatterskab bag sig, som under alle
omstændigheder sikrer ham en plads paa
parnasset. Med en styrke, der næsten er
Bal-zacsk, har han i et par sæt sprængt sig
vej gennem døgnlitteraturens underskov ud
mellem de store træer, og det er tydeligvis
ingen tour da force fra hans side; man har
en klar fornemmelse af, at han kan blive
ved. — Først kom han med to
novellesamlinger, som fik kritikken til at lytte*); saa
fulgte, i 1926, to digre romaner, Ja ochNej
og Vandrare tili Intet — det er dem,
opmærksomheden her skal henledes paa.
Värnlunds talent er udpræget episk. Han
er de store udsyns mand, han .maa have
plads for at kunne skabe den kontinuitet
og helhed, som er nødvendig for et
kunstværks indre liv. Dramatikerens sans for det
aktuelle, for den isolerede begivenhed,
nøgen og ukommenteret, har han ikke; han
maa se sit stof under fjærnhedens
synsvinkel, saa at begivenhedernes stadige
vekselvirkning og gensidige afhængighed blottes
og ligesom samler de tusen detaljer til
store, plastiske billeder, organisk levende
komplekser. Hans sprog har, hvor det er
bedst, epikkens brede, langsomt stigende
og faldende rytme. Det glider tungt og
pompøst, han bruger mange ord, men ikke
for mange. Hans stil er gennemarbejdet og
motiveret; der staar, hvad der maa staa,
ikke i gallisk knaphed som hos Hjalmar
Söderberg, men i harmonisk fylde som hos
Olof Högberg eller Adolf Johansson. —
Endelig viser han sig ogsaa i sin
menneskeskildring som epiker. Hans skikkelser er
stortskaarne, af samme primitive styrke
som oldeposets mænd og kvinder; de er
enstrengede, men dybtgaaende i deres
begrænsning. Der er intet, der afviger fra en
vis norm i deres psykologi; bag det
individuelle særpræg som maa til for at give
den digteriske fremstilling af et menneske
relief, findes altid, som det væsentlige,
noget typisk. Värnlunds skikkelser er, ganske
som hans digtning iøvrigt, skabt paa bred
basis; de er fundamentale og resumerende
— til tider nærmer de sig endog symbolet.
Det kan være en svaghed, men er det ikke
hos denne forfatter. Hans individer bliver
kun undtagelsesvis abstraktioner; for det
meste har de tværtimod optaget alle de
menneskers vitalitet i sig, som de er et
syntetisk udtryk for. De er i allerhøjeste grad
selvstændigt levende væsner.
Den første tredjedel af Ja och Nej er
mesterlig, et stykke storladen og lydefri
romankunst. Det er skildringen af,
hvordan den ny tid, flimrende og forhastet,
som en farsot gaar hen over et gammelt
nordsvensk bondesamfund, bryder
isolationen og dermed traditionen, sætter tempoet
op og vækker den usalige kulsviertro paa
»udviklingen«, paa industrialismens genvej
til lykken, d. v. s. pengene, nydelsen,
oplevelsen, delagtiggørelsen i »livet« 1 videst
mulig udstrækning. Det er dernæst, paa
nærmere hold, skildringen af en storbondes
tyste, sejge kamp mod det ny. Og det er
endelig, som det væsentlige, skildringen af
denne mands yngste datter, et tidens barn,
født og vokset til midt i den mest
hektiske opblomstringsperiode, en lille
ja-siger-ske til livet, frodig og sund, fuld af vilje
og længsel, af glubsk appetit og djærve
drømme. Hendes skæbne er romanens
indhold, gennem hende vil Värnlund den
tids-aand tillivs, som han hader og som faar
hans hjærte til at bløde — en tidsaand, der
har fostret »lögnen att man kommit till
livet for att leva det, for att känna och
*) Döda Människor (1924) og Ingen Mans
Land (1925). (Efter at denne artikel er
skrevet, har Värnlund yderligere udgivet
romanen Upproret (1927).
94
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
