Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
njuta«, der har gjort »tillvaron till
själv-ändamål« og faaet en generation til med
ufattelig haardnakkethed at tro paa »att vi,
vi skulle få leva som aldrig något släkte
fore oss levt, att vår hunger var större och
våre anspråk vidlyftigare, att vi kom ut i
livet med alla sinnen spända och en
gruv-ligare livkänsla än våra fäder någonsin
haft.« — Det er en trist bog om et
menneske, hvis indstilling overfor tilværelsen
bliver forkvaklet, og som, selv uansvarlig, i
misforstaaet lykketrang øder sit pund,
bestandigt levende i det blussende nu, med
tidens uro i sit hjærte. Men det er ogsaa
en frodig bog. Den røber en viden om livet,
som kun den faar, der har elsket det, og
en kærlighed til det, som kun den ejer, der
endnu har tro paa det.
I Vandrare tilt Intet skildrer Varnlund
et nyt milieu — storbyens
forstadskvarterer —, men sin ide bliver han tro. Hans
to bøger supplerer hinanden paa en saadan
maade, at man uvilkaarlig tænker sig dem
som dele af en endnu uskabt cyklus i slægt
med Zolas. Istedetfor bondedatteren Ingrid
med de stærke sanser, sætter han
arbejder-sønnen Leo ind som repræsentant for
tidens børn, og giver dermed blot sit angreb
en anden front. Romanen er, overfladisk
set, en politisk omvendelseshistorie; det er
socialismen, han vil tillivs. Nu har politik
alle dage været et magert poetisk sujet, og
er det ikke mindst i Sverige, hvor en Række
forfattere i de senere aar har yndet at
iklæde deres politiske metamorfoser
romanform*). Men selvom man i Värnlunds
bog ikke fritages for banale
tagkammerdiskussioner og andre, mere officielle
Maj-demonstrationer, bliver det politiske
moment dog ikke eneraadende. Og det
frelser bogen, gør den menneskelig, levende og
stærk. Socialismen er for Varnlund kun
det mest konkrete, og derfor i artistisk
henseende bedst anvendelige udtryk for den
tendens i tiden, han vil tillivs; han bruger
socialismen som skelet, som det faste
udgangspunkt i sin roman. Han gaar, som
den fine psykolog han er, langt dybere end
til politikken i et menneske, han gaar helt
ned til den intellektuelle selvopholdelses-
drift, som reagerer mod en parole, der
forlanger nivellering, udjævning eller lige ret
for alle, som det saa utopisk hedder. Lær
dit barn, siger Leo tilsidst, at »där flera
talar, eller där en talar till många blir det
altid mummel, virrighet og religion av
livet; lar det att massan och religionen ar
den ende djävulen, livets fiender — —«.
Det vilde være meningsløst at skjule, at
Värnlunds romaner endnu lider af visse
brist. Hans anslag er for stærke, det er
som om han taber vejret over sin egen
kraft, han magter ikke at føre sine ideer
lige igennem, de forflygtiges nu og da
undervejs og erstattes til tider af
uvedkommende sager. Men han er den fødte digter
og han er en personlighed. Der er over
hans forfatterskab en vital styrke, en
intensitet, som bestandigt tvinger ens tanker
tilbage til det, han har skrevet; og kan der
egentlig siges noget bedre om en bog end
netop det?
P. Chr.
*) Ossiannilsson, Harry Blomberg og- — mest
talentfuldt — Ivan Oljelund (»I ny jord«).
EDMOND JALOUX: O TOI, QUE J’EUSSE AIMEE...
Magister Emil Frederiksen fremdrager den højtkultiverede franske Skribent Edmond Jaloux’s
sidste Bog som et typisk Eksempel paa den intimt psykologiske, halvt kritiske og halvt lyriske
Rjmmiigtning, der i væsentlig Grad har bidraget til Fornyelsen af fransk Literatur efter Krigen.
Jéröme Parceval er politisk Journalist,
fremragende, men uden hidsende
Ærgerrighed, nyder sin Viden, sin
Intelligens, sit Arbejde, er ensom, mere
følelsesfuld end nydelysten. Han er fuld af
Modsætninger, som hans klare Udtryksevne
udfolder i et skeptisk-muntert Spil af
tindrende Ideer; Anarkiet i hans Tankeliv er
afdæmpet af en følelsesdyb Venten og
Længsel. Han er aaben, uden massive
Anskuelser, der kan omforme hans Oplevelser
eller forfalske hans Erfaringer; men han er
tillige inderlig, gør i sit intime Liv alting
til ren Sjælelighed; af sin Erindring og sin
Psykologi drager han Næring for en vag
Religiøsitet. — Efter mange Journalistaars
mere og mere triste Omflakken har han
besluttet at gifte sig. Ogsaa i hans
erotiske Liv er der Modsætninger mellem
Skepsis og Tro; han dyrker hellere Venskab
end Elskov, han attraar en rent
psykologisk og næsten religiøs Kærlighed. —
Paa Festaftenen for Afskeden med
Ungkarlelivet møder han Mme Rezzowitch.
Hendes Væsen er lige saa modsætningsrigt som
hans, og som hans rummende en
Religiøsitet, der aldrig er udløst, bundet af Lede
ved kun at møde Mænds Begær efter at
eje hende som Elskerinde. Jéröme forstaar,
at det var hende, han skulde elske, men
hun viser hans Kærlighedsfølelse tilbage,
dog med en sørgmodig Ømhed, der blot
forstærker hans Følelse, saa den bliver
afgørende for hans Liv. — Efter 3 Aars
Ægteskab er han og hans Hustru kommet langt
bort fra hinanden, hun i Selskabelighed og
Dans, han indelukket i sig selv. Og hans
Tanker paa Irene Rezzowitch afføder en
Slags Dagbog i Breve, som aldrig bliver
sendt hende. I dem giver han sit Indre frit
Løb; udaf hans Erindring voxer Billedet
af hende, hans Længsel og hans Følelser
udfoldes til en psykologisk Religiøsitet;
der indgaar et Element af
Opløsnings-drift, en stigende Ligegyldighed for, hvad
Menneskene almindeligt regner for
værdifuldt, hans Betragtningers Lidenskab
giver ham mystikke Følelser af Forbindelse
med hende; i Halvdrømme, i
Blandings-skimret af brændende Længsel og
blændende synsk Beskuen er det, som sanser
han Irenes Ansigt nærved sit T„. Han
erfarer hendes Død samtidig med, at
hans Hustrues Nærværelse i lians daglige
Liv bliver ham fuldstændig utaalelig;
hendes Utroskab opdages, de skilles, og hans
indre Forhold til Irene tager ham ganske
fangen. Den religiøse Løftelse forbinder sig
med hans Kærlighedsfølelse, men
Kærligheden frigjort fra al Tjeneste som fysisk
For-plantningsmiddel. Tilsidst bliver hans
Følelse helt panisk, —- han sanser den uendelig
fine Dragen til pantheistisk Enhed, der
spiller mellem Tingene ... — Han erfarer
endelig, at han var den, Irene selv følte, hun
skulde have elsket. — En Aften han
kommer hjem, hans Hjerne er een Gus, hans
Øjne blindede, sidder Irene i hans Stue.
Er det Drøm eller Rus eller overnaturlig
Virkelighed? — giver Digteren et Symbol
eller skildrer han en Hallucination —? —
Da Irene er borte, tror Jérome ikke paa hen-
des Besøg, men han finder paa Gulvet en
Damehandske, blød som Vingen af en død
Flagermus, — stinkende af Mug, vaadt Ler
og Forraadnelse ...
2.
En Maeterlincksk og Baudelairesk lyrisk
Roman. Den viser lysende, at den Retning
i moderne fransk Roman, der vil skildre det
dybt intime Sjæleliv, bevæget af
Livsstem-ninger saa inderlige, næsten mystikke, at
de forbrændes i ■ en religiøs Gløden, — i
hvilken Grad denne Digtning staar i
Forbindelse med »Symbolismen«. Den bæres af
en intellektuel Lyrisme, af en sproglig
Skønhed, som man siden Symbolismens Tid
ynder at kalde musikalsk; — Tankernes og
Stemningernes Udvikling glider i lutter
Afskygninger; igennem dem toner og tegner
der sig et forfinet Sprog af den udsøgte
Simpelhed, der var Symbolisten Rémy de
Gourmonts fornemste Adkomst til at kappes
med Klassicisten Anatole France ... Dette
Sprog, ren sjæleligt og dog sølvlysende
præcist har Symbolismen skabt for denne
Digtning ved sin Blanding af Lyrik og
Kritik. -
Romanen er en kritisk Roman;
Fremstillingen søger mere at give Indsigt end
Oplevelse; hele Interessen ligger i det
Intellektuelle, i de Erfaringer om Livet og dets
Lidenskaber, som Intelligensen uddrager og
tilsætter Stemningslivet og derved renser
det til dybere og klarere Inderlighed.
Ved sin Tone minder den danske Læsere
om Johs. Jørgensens »Den yderste Dag« og
95
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
