Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fire af Hans Tegners Illustrationer til Originaludgaven af De Dødes Rige
og Politikeres Træk denne og hin Person er skildret med.
Men: hvorfor er Bogen skreven? — Kære Ven, tro mig,
Opgørs-Jobberne vil endevende Værket og udperke hver
Tøddel af Tidsbillede og Dom over Aandsretninger deri.
Og vi vil opleve endnu en Gang det ironiske, at
Pontoppidan, der voldsomst af alle Indignations- og
Irettesættelses-Skribenter har været ude efter Dømmesyge i enhver Form,
han bliver pustet op til at være den største af alle
Opgørs-magere og Domsforkyndere. —
Jeg gør dig opmærksom paa, at André Qide har skrevet
en lille Roman l’Immoraüste (den er oversat til Svensk,
Gud ved, hvorfor ikke til Dansk), hvis Helt •— som Pon-
toppidans Torben Dihmer — vender tilbage til Livet fra
en Dødssygdom, og ser alting omvurderet. Bogen er et
moralsk Experiment; Helten sætter sit nye Liv ind paa at
forme en ny Sædelære, en Slags Videnskab om det enkelte
Menneskes fuldstændige Udnyttelse af sig selv paa
Grundlag af fornuftig Tvang; den skal frigøre for al
Udvortes-hedens Spektakel i denne forjagede Verden og skænke en
mystisk Fornemmelse af Ubekymrethedens finere, luftigere
Himmel, gylden og lyksalig, en Hemmelighed, som en
Genopstanden gemmer paa. — Havde blot Jytte mødt lignende
Tanker hos Torben! —
Din
TYSK LITTERATUR I DEN FORLØBNE SÆSON
MED blot et Minimum af Kendskab
tii germanskAandslægning (forat
bruge et Vald. Vedel’sk Udtryk), vil
man forstaa, at den næsten febrilske
Interesse for det mystisk religiøse, det
»overnaturlige« og uforklarlige, for
Reincarna-tion, Teleologi og Telepati, der Aar
igennem har præget visse Dele af den moderne
\[erdenslitteratur, i særlig Grad har sat sit
Stempel paa tysk Efterkrigsdigtning —
endogsaa Peter Camenzind og Rosshalde’s
klare, nøgterne Forfatter har jo ladet sig
lokke paa asiatisk Glatis, og Jakob
Was-sermann, der engang skrev den mesterlige
»Geschichte der jungen Renate Fuchs«, har
efterhaanden næsten kvalt sit Talent i en
Flom af »psykologiske«
Uforstaaelighe-der.
Ikke desmindre kan den tyske Litteratur
1926—27 byde paa meget af overordentlig
Værdi, hvilket til en hvis Grad hænger
sammen med, at de Forfattere, der i
Krigstiden havde faaet Forspring i Kraft af, at
de var i Stand til at financiere deres
Forlæggere, nu atter distanceres af dem, der
skal hævde sig i Kraft af Talent. — Vi
henviser nedenfor til nogle Bøger, der,
foruden at være fremragende, er mindre
bundne af deres Nationalitet end adskillige
andre og saaledes har Chancer for at være
lettere tilgængelige for et udenlandsk
Publikum. — I første Række findes: »Die
hässliche Herzogin Margarete Maultasch«
af Sydtyskeren Lion Feuchtwanger, hvis
forrige store historiske Roman »Jud Susz«
i Aar er naaet til England, hvor den har
opnaaet at blive the book of the season.
»Herzogin Maultasch« staar ikke tilbage
for denne. Som næppe nogen anden
forstaar Feuchtwanger at sammensmelte
Historie med forfinet Nutidspsykologi og
skabe den rette Stil og Stemning uden
nogensinde at gribe til at »stilisere« i ydre
Forstand. — Herefter kan nævnes den
russisk fødte Olga Wohlbrück’s »Die Fraa des
Schallehrers Tarnow«, der ejer samme
mærkeligt betagende Glød og straalende
Farverigdom som denne herhjemme næsten
ukendte Forfatterindes øvrige Bøger. Det er
en Roman i allerbedste Forstand. Hos det
nye Navn Rahel Zanzara møder man en
stærk og ejendommelig Begavelse. I
Debutbogen »Das verlorene Kind«, er det
behandlede Æmne i al sin kyniske
Grusomhed ligesaa paafaldende som den
virkelig overlegne Diskretion, hvormed det er
fremført. Skildringen af den ensomme
Mand, der sidder tilbage paa Gaarden med
sin lille Datters Morder, hæver sig til det
storslaaede. — Fra Østrig maa først og
fremmest meldes om Stefan Zweig, om
hvem Romain Rolland i sin straalende
Introduktion til hans nu paa fransk
udkomne samlede Værker skriver, at han »for-
staar med Hjertet og elsker ined
Forstanden«. Kun faa ævner som Zweig at være
stor i den korte Form. I Noveller som
»Amok« og den sidste: »Verwirrung der
Gefühle« rækker han Højder og lodder
Dybder i Menneskesind, som kun den
udvalgte formaar det. Lige saa mesterlige i
deres Genre er hans sidste Essais »Drei
Meister«, om Dickens, Balzac og
Dosto-jewsky. — Lyse Toner klinger i hans
Landsmandinde Alice Behrend’s »Das
verbrannte Bett«, en af de pudsigste, mest
gratiøse Bøger, der længe er set. Der
straaler en Elskværdighed og et overlegent
Lune ud’fra den, og det Wienske saavel
som det Berlinske Milieu er glimrende
truffet. Sideordnet hermed kan nævnes hendes
nordligere Kollega, den udmærkede
Journalist Paul Fechter’s Roman »Der Ruck im
Fahrstuhl«. Ogsaa bag dennes vittige og
elegante Sprog slaar et varmt og
medfølende Hjærte. -— Som det sidste i
Skønlitteraturens Rækker fortjener et nyt Navn
Hanns Georg Faber at erindres for en
stilog stemningsfuld Genfortælling af et
old-kinesisk Sagn »D/e letzte Liebe des Kaisers
Huan Dsung«.
Af anden Litteratur maa fremhæves
»Lenin and Gandhi« af den Østrig-ungarske
Journalist og Forfatter Renée Fiilöp-Miller,
en Bog, der nøje slutter sig til denne
Mands forrige store Værk »Geist und Ge-
111
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
