Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET RELIGIØSE GENNEMBRUD I THORVALDSENS UNGDOMSLIV
VIII.
MEDENS Jacquemont forgæves søgte at forene
den kristelige Aand i Thorvaldsens Værker med
den formentlige religiøse Indifferentisme hos
Kunstneren selv ved en Henvisning til det Geniale, søger
den tyske Kunsthistoriker Herman Riegel1) med større
Held et forenende Element i det etiske, idet han stærkt
og smukt fremhæver det barnligt rene og mandigt
retsindige i Thorvaldsens Karakter.
Overfor dem der angreb Thorvaldsens Menneskeværd,
udbryder Riegel: »Ehe man iiber diesen Mann ein Wort
sagt, sehe man auf seine Werke, die mit lauter Stimnie
be-zeugen, dasz unter Thorvaldsens Händen nichts Unedles
entstanden ist. Ein Mensch aber, dessen Tagewerk rein ist
vom Anbeginn an bis zu Ende, musz auch ein reines
Ge-müth und eine gute Denkart gehabt haben«.
Riegel skelner ikke skarpt melem det etiske og det saa
at sige elementært religiøse, hvad der vel næppe heller
vilde være rimeligt. Desværre skelner han heller ikke mellem
det etisk-religiøse og det kristelige, idet sidstnævnte
Forskel øjensynlig ikke har været ham ganske klar. Ud fra
saaledes begrænsede Forudsætninger er det han, som
tidligere anført, fremhæver »die ganze religiöse Grundlage«
hos Thorvaldsen, »dessen Werke so sichtbar und deutlich
den Stempel jener Kindlichkeit tragen, welcher das
Himmelreich verheiszen ist«.
I Overensstemmelse med Datidens Opfattelse anser
Riegel det intimt personlige Forhold til de kristelige Emner
for mindre nødvendigt i Plastiken end i Malerkunsten. Naar
Thorvaldsen skulde fremstille »die Hauptträger der
evan-gelischen Geschichte«, behøvede han derfor efter Riegels
Mening kun at lade sig fylde og inspirere »von dem hohen
ethischen Wesen derselben«, og han tilføjer: »mit einer
sol-chen Arbeit hat kein Dogma was zu thun. Nur ein
unbe-fangenes und reines Gemüth verlangt sie von dem erfinden
den Künstler«.
I Klarlæggelsen af de forskellige Stadier i
Kunsthistoriens Vurdering af Thorvaldsens Forhold til
Kristendommen, er vi saaledes naaet fra den æstetiske til det etiske
eller, om man vil, det etisk-religiøse. Opfattelsen af
Forholdet som værende af rent æstetisk Karakter skyldtes
Thiele, der, som det vil erindres, ansaa det for at være
grundet paa »Skønhedsidéen« og søgte Støtte for sin
Antagelse i sin (misforstaaede) Udlægning af Thorvaldsens
ofte omtalte »diplomatiske« Parade. Efter at vi dernæst
har ladet forskellige komme til Orde, der stod som direkte
Modstandere af Thorvaldsens kristelige Kunst eller dog
forholdt sig reserveret overfor Hovedværket indenfor
samme, og efter at vi derunder har paavi.st, hvilken Betydning
Thieles Misforstaaelse af Thorvaldsens Ord har haft for
de paagældende Behandlinger af Spørgsmaalet, staar vi
nu med Riegel igen overfor en Opfattelse, som er dikteret
af Sympati, og som er saa meget farligere for Sandheden
end Thieles, som den staar Virkeligheden et helt Stadium
nærmere.
Adskillige Forfattere, som vi her maa forbigaa, fordi
deres Udtalelser om Spørgsmaalet enten er mindre origi-
nale eller mindre typiske eller rent ud ganske overfladiske,
har slaaet sig til Ro med samme Opfattelse, som Riegel
hævder. Det vil derfor være nødvendigt at gaa nærmere
ind paa denne Opfattelse for at vise dens
Utilstrækkelighed, samtidig med at vi ingenlunde fornægter dens delvise
Berettigelse, som har ladet dem spille en vis Rolle., tør man
antage, endog for Julius Lange. Dette sidste forudsætter
vi dels ud fra Tidsfølgen og Lighedspunkterne, dels
derudfra, at Riegels Bog fik fornyet Aktualitet for
Thorvaldsen-Forskningen netop i de Aar, Julius Lange forberedte
sin »Sergel og Thorvaldsen«, idet den udkom i 2det Oplag
i Leipzig 1882.
Naar Riegel siger, at der af Thorvaldsens kristelige
Kunst fremgaar »ein tiefer Sinn für einfache und naive
Auffassung des evangelischen Stoffes, ein unschuldiges
Gemüth und reine Menschlichtkeit, Eigenschaften die auf
den Kunstler als Menchen ein helles und schönes Licht
zu-riickwerfen«, fremhæver han dette i bestemt Hensigt,
»denn wir wollen jener Meinung«, siger Riegél, »die in
allzu glaubenseifrigen Kreisen entstanden ist,
entgegentre-ten, die Thorwaldsen jede innerliche Beziehung zum
Chri-stenthum abzusprechen sich erdreistete«.
»Wahr mag es sein«, fortsætter han, »dasz
Thorwaldsen nicht im Sinne der Orthodoxie an gewisse Dogmen der
christlichen Bekenntnisse glaubte; aber was will und soli
das heiszen? Gab er dies doch selbst gegeniiber von
Zwei-feln zu, die ein Freund in Bezug auf das Gelingen der
Chri-stus- und Apostel-Statuen äuszerte, indem er sagte:
»Glau-be ich doch auch nicht an die Götter Griechenland’s aber
darstellen kann ich sie doch!«
Som man ser, giver Riegel her Thorvaldsens Ord en ny
Betydning, som kun har dette tilfælles med den af os
hævdede Opfattelse af Svaret som en ren og skær Parade, at
Riegel ligeledes betragter Thorvaldsens Ord som en
Om-gaaen af Spørgsmaalet.
Hvad Riegel her tænker sig, vilde det dog være
vanskeligere at forene med høje Forestillinger om Thorvaldsens
Karakter, end hvad vi har hævdet som vor Opfattelse af
Svarets Betydning. Thi efter Riegel skulde Svaret jo
kunne udlægges omtrent saaledes: »Jeg indrømmer, at jeg
ikke tør garantere for min Rettroenhed med Hensyn til
Spørgsmaalet om Jomfrufødslen«, eller — som Riegel selv
foreslaar det — »die Hölienfahrt Jesu«. Rent fraset
at en saadan Betydning er vilkaarligt indlagt af Riegel i
Thorvaldsens Ord, synes Svaret os i den Udlægning
Thorvaldsen mindre værdigt. Riegel maa, hvis han har tænkt
det helt igennem, have forudsat, at Svaret blev afgivet
under Indflydelse af en vis Irritation. Thi det maa jo dog
erindres, at det, efter hvad der foreligger, var en Ven, der
spurgte, og at Thorvaldsen naturligvis ikke kunde være i
Tvivl om, at hvad Vennens Uro gjaldt, det var ikke det
periferiske, men det centrale, ikke mere eller mindre infe-
*) Se Herman Riegel: Geschichte des Wiedéraufiebens der deut^
schen Kunst zu Ende des 18. und Anfang des 19. Jahrhunderts.
Zweite Ausgabe. Leipzig 1882. Side 146—148.
117
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
