Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
riøre Dogmer, men Kristendommens Inderste: Forholdet
til Kristus selv.
Det vilde for os kaste en Skygge over Billedet af
Thorvaldsen, om han virkelig havde kunnet bringe det over sit
Hjerte at svare en Ven saaledes paa et saadant
Spørgsmaal. Men Riegels Udlægning af Thorvaldsens Ord maa
jo ogsaa i et og alt staa for Riegels egen Regning. Bevis
for dens Berettigelse mangler, hvorimod det, som tidligere
udviklet, meget vel kan være sandsynligt, at Thorvaldsen
ikke ønskede at besvare Spørgsmaalet og derfor lempeligt
afviste det paa en Maade, Vennen ikke med Rette kunde
finde saarende.
Dette være nu midlertid, iivad det vil. Deri har Riegel
sikkert Ret, at Thorvaldsen næppe har ofret mange
Tanker paa Flertallet af den kristne Trosbekendelses Dogmer,
thi, som det siden vil blive godtgjort, var hans Kristendom
ikke Dogmetro, men Kristustro, og forsaavidt som ogsaa
denne sidste forudsætter Dogmet, er han ikke naaet til
dets Antagelse ad Tankens Vej, men gennem Livserfaring,
gennem Oplevelsen af Kristus som levende Realitet,
hvilket sidste vi forudser vil være en mørk Tale for enhver,
som ikke selv sidder inde med, hvad man nu om Stunder
sædvanligvis kalder religiøs Erfaring. (Fortsættes).
(Eftertryk Ikke tilladt).
MAX LIEBERMANN
DEN 20. Juli fyldte Max Liebermann
80 Aar. Overalt i Tysklands
kunstinteresserede Krese er Dagen
blevet mindet. Men det er ikke lutter Virak,
man har ofret paa den gamle Kunstners
Alter. Ind i den Hyldest, der ikke har
sparet paa store og stærke Ord, ind imellem
de feststemte Superlativer, skærer
disharmoniske Toner, som ikke lader sig
overhøre. Disse kommer ikke blot fra de
bornerte nationalistiske Kliker, der endnu ikke
kan bekvemme sig til at anerkende Heine
som tysk Digter, og som i
Overensstemmelse hermed naturligvis heller ikke kan
tilgive Liebermann hans spansk-jødiske
Afstamning og hans fransk prægede Kunst.
Men disharmoniske Toner i Festjubelen
kommer ogsaa fra de unge Kunstneres
Kres, der i Liebermann, som han nu er,
kun kan se en magtsyg Akademipræsident,
der møder dem med samme uforstaaende
Modvilje som den gamle Menzel lagde for
Dagen overfor den unge Liebermann.
Det er vel gaaet Liebermann, som saa
mangen anden Olding; han har glemt de
unge Aars Kampe, glemt Oprørstrangen og
Viljen til at følge ny Idealer; han har
glemt, at Livet aldrig har nok i det
engang frembragte, det være sig saa
fuldkomment det være vil; Livet higer videre
ad ny Baner.
Man kunde fristes til at sammenligne
Liebermanns Skæbne med Georg Brandes’;
begge er de Bannerførere for den samme
Aandsretning, 70’ernes Naturalisme, begge
glider de reelt over i Historien længe før
deres Livslys slukkes; men medens Brandes
dog i nogen Grad bevarede Troen paa
Ungdomsidealerne og noget af
Ungdommens Glød, gled Liebermann snart over i
det Borgerskab, han havde forarget.
Som ung var Liebermann levende som
faa; med en næsten forfærdende
Absorberingsevne optog han alt, hvad han saa, i
sin Kunst; han rejste for at lære, han
studerede og kopierede, han ejede Evnen til
at indføle sig i ny Naturs nye Farvetoner.
Man ser det allerede i hans tidligste
Billeder fra Holland, der er blonde i Modsæt-
ning til den Graahed, der præger andre
Billeder fra de samme Aar. Selv Kendere
af Liebermanns Kunst har nægtet at
anerkende disse Billeder som stammende fra
de unge Aar, før soleklare Beviser forelaa,
Max Liebermann. Tegning af Uolbin
i den Grad er de forskellige fra hans tyske
eller franske Ting.
»I Kunsten staar Solen op i Vest«
proklamerede Liebermann som ung, og han
vilde dermed sige, at det var fra Frankrig,
at den tyske Kunst skulde hente sine ny
Impulser, selv følte han sig som Elev af
Munkacky og Impressionisterne, hvis hele
Teknik og Farvesyn han hurtigt forstod at
tilegne sig, født som han var med et
sikkert Skarpsyn for de rent maleriske
Virkninger i det valgte Motiv.
Det, der vakte Kampen om hans Navn,
var dog sikkert først og fremmest den
sociale Patos, der udmærkede hans første
Værker. Menzel havde valgt Motiv til et
af sine Billeder fra Arbejdernes Liv
»Jernvalseværket«, men Liebermann nøjedes ikke
med Motivet; der er revolutionær Agitation
i hans Proletarskildringer som der er det i
Zolas Romaner og siden i Hauptmanns
Dramer. Typiske Værker fra denne Tid er
»Arbejdere paa Roemarken«, tydeligt
paavirket af Courbet, og det under Millets
Indflydelse staaende »Kartoffelhøsten«,
endvidere »Alderdomshjemmet i Amsterdam«,
»Skomagerværkstedet« og »Kristus i
Templet«, Sit højeste naaede Liebermann i
»Kvinder, der bøder Garn«, her naar han,
som man har sagt det, ikke blot en mægtig
Patos, men ogsaa en virkelig Ethos. I
dette Billede har han uden Tvivl skabt den
tyske naturalistiske Malerkunsts mest
fremragende Værk.
Det var ikke Liebermanns Kald at blive
Proletariatets Maler. Naar man følger hans
Udvikling og ser, hvordan han lidt efter
lidt vender tilbage til den roligere Kunst,
der allerede tidligt kom frem i hans
hollandske Billeder, forstaar man, at det, der
gjorde ham til de Unges Fører,
Vejbrydningen for Naturalisme og Impressionisme,
mere var en ydre Paavirkning end en dyb
indre Overbevisning. Liebermann er først
og fremmest Intellektualist; det er ikke
Hjertet, men Forstanden, en klar og skarp
Forstand, der præger hans senere Værker.
Naar han har kunnet bevare sit Navn som
Maler skyldes det ikke en stadig
Udvikling, han staar den Dag i Dag, hvor han
stod, da han opgav al Agitation, men hans
rent artistiske Evner; hans Billeder lyner
af blændende Teknik, hans Tegninger og
grafiske Arbejder er dygtige Værker, men
de er ens fra Aar til Aar, og de er i
Motiver som i Udførelse i bedste
Overensstemmelse med det købedygtige Borgerskabs
Smag.
Med Liebermann fik den tyske Kunst ny
Luft under Vingerne. I Liebermann har den
tyske Kunst maaske sin farligste
Bagstræber. Hans Werner.
118
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
