Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af sentimentalitetens historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
lian ser paa sig selv som paa et barn, et naragtigt barn, men det
er barnet, som taler, som med dyb sindsbevægelse mindes de
vidunderlige ting, livet stedse aabenbarer for den, der elsker: en liden
glæde, en liden smerte gaar som en stor bølge igjennem sindet.
„Wie mir das durch alle Adern lauft, wenn mein Finger
unvor-seliens den ihrigen berührt." Det er en ny udfoldelse af
kjærlighedens væsen: kjærligheden besjæler alle nerver, de dirrer ikke
et enkelt øieblik, de bevarer sindsbevægelsen, en liden erindring
om den elskede bringer den til at bryde frem, en duft eller en
klang. Og sindsbevægelsens art er ogsaa blevet en noget anden,
hele ens væsen bøier sig i hengivenhed, man elsker med alt det
smukke, ens sjæl eier, kjærligheden har øieblikke af en religiøs
andagt: „Sie ist mir heilig. Alle Begier schweigt in ihr
Gegen-wart." Denne kjærlighed i nerver og sjæl, der har næsten den
samme glød nær og fjern, der bøier sig i ærbødighed for den
■elskede og behandler hendes lillefinger, som var den et helt lidet
menneske, holdes hos Werther frisk af den mandlige lidenskab,
som endnu ikke fornegter sig. Senere skulde den antage mere
sygelige former: fra Werthers tid kan man i et stort antal verker
studere erotikens aandeliggjørelse, sentimentaliteten, som opløser
lidenskaben og undertiden ender i en syg „platonisme", smeltende
som hos Lamartine, vellystig som hos Chateaubriand, eller
religiøst-æstetisk som hos Frederik Christian Sibbern.
„Werther" viser os billedet af en ny tid, hvis sjælelige, kolorit
bestemmes mere end tidligere af den erotiske følelse og de
stemninger, som refererer til denne. Kjærlighed og poesi er dybt
forbundne, og det aarhundrede, der begyndte med at give poesien en
ny værdighed, studerer da ogsaa menneskets kjærlighedsliv og dets
problemer med en interesse som intet tidligere. Det erotiske blev
af en ældre slegt gjerne anskuet, dels som en poetisk skjøn
lidenskab, dels som et pikant emne for aandrig eller mindre aandrig
spøg. Goethe ved noget andet: „Was ist unserem Herzen die
Welt ohne Liebe! Was eine Zauberlanterne ist ohne Licht. Kaum
bringst du das Lämpchen hineiri, so scheinen dir die buntesten
Bilder an deine weisze Wand." Erotiken, det, der giver livet
farve, erotiken bestemmende for poesi og realitet, det erotiske som
kunstens sjæl og som socialt problem, det erotiske som ingrediens
i de fleste sjælelige processer, — seet i en hel ny stor
sammenhæng, som vilde været mennesket af 1720 fremmed og ubegribelig,
lige saa ubegribelig som at en bog, der bar titelen „En livs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
