Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Løvland: Ueland og Jaabæk. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ueland og Jaabæk.
chefer, som politi og dommere, som geistlige og militære og
ikke at forglemme som skattekrævere udgjorde embedsmæn
dene i Norge under enevældet en hel og det den fornemste
etage i samfundsbygningen, hvortil de faa private magnater
nøie sluttede sig, og hvori de tildels, som grev Herman
Wedel, lod sig optage. De havde ogsaa en anselig magt.
Det beroede paaembedsstandens hæderlighed og retsindighed,
om lov og ret skulde øves eller misbruges, og elet er en selv
følge, at en saadan svagt kontrolleret magt af og til blev
misbrugt. Dens materielle stilling var betrygget dels ved
embedsgaarde og enkesæder, dels ved sportler af forretnin
gerne. Fristeisen laa for nær til at forbedre stillingen ved
udvidelse af eiendommene og især ved at sportle mere, end
man burde, til at ikke saadant af og til skulde ske. Indtil
langt opi 19de aarhundrede har bønderne mange fortællinger
om eiendomsstrid med embedsgaardene, om bestikkelige
dommere og prester, om kapteiner, der tog smør og slagt
for at spare bonden eller hans søn for soldattjenesten. 1
den Wergelandske litteratur spiller saadanne embedsmænd
en rolle, og Vinje synger:
men gardemannen gav eit naut,
og son hans heime sat.»
Ligesom det var farligt at staa sig daarlig med embeds
manden, saa var det fordelagtigt at være hans ven, og vi har
nu ikke længer forestilling om den frygt og det kryberi,
embedsmændene spredte om sig. De hang nøie sammen,
lige ned tii sine haandlangere lensmændene, og kom man
paa kant med en af dem, var man udsat for at faa føle det,
nåar man fik med en anden at gjøre. Presten, futen, skri
veren og kapteinen var lige mægtige og farlige, hver paa sit
felt, og deres feiter laa ved siden af hverandre og hørte
sammen.
Bønderne havde i enevoldstiden den udvei at klage til
den øverste styrelse, endog til kongen i Kjøbenhavn. Det
hjalp sommetider, og embedsmændene var rædde for bonde
deputationerne. Men gud naade klagerne bagefter! Da var
embedsmændene efter dem og fik enten drevet dem til lov-
«I striden husmanssonen laut
og fekk ’kje vera lat;
5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
