Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Løvland: Ueland og Jaabæk. II. O. G. Ueland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O. G. Ueland.
At gjennemgaa Uelands stortingsvirksomhed vilde være
at skrive vor politiske historie 1833—69. Her kan kun blive
plads til at angive dens ledende grundtanke. Den var folke
styre istedetfor embedsstyre. Derfor var han i 1833 og 37
med at drive formandskabslovene, som var negtet sanktion i
1833, og som han paastod, regjeringen ikke havde gaaet med
paa i 1837 i den demokratiske skikkelse de fik, dersom ikke
bønderne havde truet med at drive dem ved grund
lovens § 79 (tre ganges uforandret gjentagelse af stortings
beslutningen). Hans største sag er dernæst juryen. Alle
rede i 1845 var der bevilget stipendier til at forberede den.
Da det trak ud, fremsatte han seiv i 1854 et forslag om
«retsmænd», som sägens juridiske modstandere ikke kunde
negte anerkjendelse. Høiesteretsassessor Motzfeldt udtalte,
at det vidnede om forslagsstillerens skarpsindighed. I komi
teen indstillede han, sammen med Jaabæk og Enge, forslaget
til realitetsbehandling, men tinget besluttede at nedsætte en
parlamentarisk kommission til at bearbeide sagen, og Ueland
blev medlem af denne. Da var det, regjeringen paalagde
amtmanden at tåge tilbage den permission, denne allerede
havde tilstaaet ham fra lensmandsombudet, og Ueland
svarede med at fräsige sig bestillingen. Det skyldtes for
nemmelig Ueland og Johan Sverdrup, at kommissionen blev
færdig med et forslag, som i hovedsagen blev bifaldt af
stortinget 1857, men negtet sanktion. Derefter blev sagen
bearbeidet af en regjeringskommission, men strandede til
Uelands store sorg i lagtinget 1863, hvorom mere ved om
talen af Jaabæk. Endelig var han med Johan Sverdrup fra
1862 at arbeide for aarlige storting, og det skyldes vistnok
væsentlig hans optræden, at denne sag gik igjennem i 1869,
da han i et foredrag, hvori han gav sit «politiske testamente
til sine landsmænd», varmt anbefalede sagen.
Han var vistnok ikke blind for folkestyrets farer eller
for, at ogsaa det kan lede til misbrug, men han saa deri den
bedste betryggelse for, at de offentlige anliggender blev vara
tagne paa den maade, som svarede til folkets behov, og han
saa tillige deri den bedste kontrol. Ved siden heraf lagde
han altid stor vegt paa den opdragelse, som laa i selvstyret.
Det medførte sine byrder for borgerne, men et folk, som ikke
vil bære disse, «kan ligesaa godt pakke sine frihedspapirer
sammen». Allerede i 1833 sagde han i stortinget, at med
73
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
