Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Løchen: Søren Kierkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard.
kan denne gribes i sin renhed, ugrumset af den tænkendes
skrøbeligheder som enkeltmenneske, er tanken den klare
kilde, al kundskab strømmer ud af. J. L. Heiberg siger
saaledes i hegelsk aand, at menneskehedens lærere ikke kan
give os noget egentlig nyt. «Tvertimod, hvad de skjænker
os, er vört Eget, og det Allerældste ; de forøge ikke vor Eien
dom, men de aabne vore Øine for Det, som vi allerede be
sidde.»
Platons lære om erkjendelsen tillægger Kierkegaard nu
Sokrates. Den uvidende behøver bare at mindes for ved sig
seiv at komme paa, hvad han allerede ved. Sokrates var og
blev gjordemoder; han var en af guden seiv eksamineret
gjordemoder; thi den gjerning, han udførte, var et gud
dommeligt erende. Han forløste menneskene fra deres egne
tanker. Paa halvheden gjorde han ende, paa prutten og tin
gen, paa hævden og opgiven, «som skyldte den Enkelte til en
vis Grad et andet Menneske Noget, men da atter til en vis
Grad ikke». For den sokratiske betragtning er ethvert
menneske sig seiv det centrale. «Saaledes forstod Sokrates
sig seiv, saaledes maatte efter hans Anskuelse ethvert
Menneske fbrstaae sig seiv, og i Kraft herof maatte han for
staae sit Forhold til den Enkelte, altid lige ydmygt og lige
stolt.»
Sokrates var sig seiv nok; i forhold til andre var han
bare anledning, endog for det dummeste menneske. Om jeg
har lært af Sokrates eller en tjenestepige, er saaledes fuld
stændig ligegyldigt. Det er i det høieste et historisk spørgs
maal. Sandheden var i mig seiv, og end ikke Sokrates for
maar at give mig den. Dette er den sokratiske tænknings
dybsind. Han spurgte derfor bare og sagde, at han ogsaa
i underverdenen vilde blive ved dermed. Den, som spørger,
forudsætter jo, at den spurgte seiv har sandheden.
At jeg har erhvervet en kundskab poa en bestemt tid, er
da noget rent tilfældigt, uden dybere betyd ning. At jeg lærte
et idag, et andet igaar, er ligegyldigt ; det er jo aldrig andet
end en ydre anledning, som er kommet noget senere eller
noget før. Øieblikket har ingen betydning. «Mellem
Menneske og Menneske er dette det Høieste, Discipelen er
Anledning til, at Læreren forstaar sig seiv, Læreren Anled
ning til, at Discipelen forstaar sig seiv ; Læreren efterlader
85
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
