Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - C. Bouglé: Videnskaben og demokratiet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Videnskaben og demokratiet.
virker snarere til at forhindre udviklingen af særegne egenskaber
i samme æt. Galton’s undersøgelser over øinenes farve og krop
pens størrelse har paavist dette. Naturen taaler ikke stadig ex
centricitet, den virker altid formidlende, tilbage til det alminde
lige, gjennemsnitlige. Der fødes ligesaa lidt racer af kjæmper
som af dverge, fysisk som moralsk. Dette forklarer, at naturen
ikke har specialiseret racerne, seiv der hvor de samme familier
i menneskealdre har havt monopol paa de samme professioner.
En mands skjæbne afhænger nok meget mere af hans egne
vaner end af hans forfædres. Miheuet virker uden tvil meget
sterkere paa en mands kald end racens egenskaber. Derfor er
intet mindre begrundet i naturen end at skjelne mellem ligesaa
mange stammer som funktioner i samfundet og at isolere stam
merne for at forbedre deres kvalitet.
Men dermed er ikke demokratiets modstandere slaaet af mar
ken. Da de ikke kan forsvare kas te væsene t med videnskabens
hjælp, indtager de en ny position og forsvarer aristokratiet.
Vi har seet, siger de, at det er usandsynligt, al særegne, er
hvervede evner arves fra far til søn, men det samme er ikke be
vist om medfodte og almindelige egenskaber. Det kan nok være,
at en lægesøn, en prestesøn etc. ikke bliver særlig skikket til at
være læge, prest etc., fordi hans far var det; men skulde ikke
en skarp intelligens, en fast vilje, en fin følelse have chancer for
at nedarves gjennem slegterne? Og seiv om disse egenskaber
ikke paa forhaand binder nogen til et bestemt kald eller arbeide,
skulde de dog gjøre ham bedre skikket end andre til at udøve de
ledende funktioner i samfundet. Det skulde derfor være rimeligt
at forbeholde disse stillinger til denslags førsterangs ætter og at
gjøre dem istand til at bevare sin værdighed og sin kraft fra
skadelig sammenblanding med andre racer.
Mens kastevæsenet er sjeldent og derfor vanskeligt at for
følge i sine virkninger, er dette derimod let med adelsvældet.
Historien viser os det overalt. Det gamle Ægypten har havt sin
adel saavelsom vor middelalder; de fleste store riger viser os en
privilegeret klasse, snart støttende kongemagten, snart i kamp med
den, altid herskende over folkets masse. Og vor moderkultur,
den græsk-romerske, har kjendt akkurat det samme i en noget
anden form; der finder vi ikke feudalstyret, men municipalprivi
legierne. Det er et dobbelt aristokratisk samfund; palricieren
hæver sig over plebeieren, borgeren lever af slaven. De gamle
republiker er rene aristokratier.
93
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
