Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - C. Bouglé: Videnskaben og demokratiet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvordan skal dette fænomen forklares?
7 Samtiden. 1902.
Videnskahen og demokratiet.
svangre som det paastaaes. Kanske det tvertimod er muligt at
hævde, at de er meget nyttige, ja nødvendige.
Lad os se lidt paa disse stolte aristokrater, lad os forfølge
deres spor opover i tiden. Vi skal faa se, at deres mindste feil
er mangel paa levedygtighed - i løbet af kort tid degenererer de,
og lidt efter lidt gaar de tilgrunde. Blot ved at se deres repræ
sentanter faar man indtryk af denne degenerering. Pope bemer
kede, at de engelske adelsmænd ikke havde det ædle udseende,
de burde have. «Naar man melder en grande af Spanien, faar
du se et misfoster,» siger de dernede. Mirabeau kaldte sin tids
adelsmænd for pygmæer, tørre og kraftlöse planter. Alt dette er
rigtignok blot indtryk. Men objektive oplysninger bekræfter dem.
PaaLykurgs tid var spartiaternes antal 9000; i 480 finder vi blot
8000, i 420 er der 6000, i 371 2000, paa Aristoteles’ tid 1000 og
blot 700 i aaret 230. Efter Chæronea hævedes 20 000 metøker og
slaver til eupatrider i Athen. I Rom maatte man lade 177 plebeiere
træde ind i senatet for at gjøre dets medlemstal (300) fuldt. Er
det gaaet ligedan med vore aristokrater? let skrift over de fran
ske adelsslegters levedygtighed fremhæves, at den gjennemsnitlig
ikke overgaar 300 aar. I England findes der nu af 500 gamle
adelsslegter blot 5 familier, som i lige linje nåar op til det lode
aarhundrede. Byernes aristokrati viser det samme. I Augsburg
var der i 1368 51 senatorfamilier; i 1538 er der blot 8 igjen.
I Niirnberg dannedes patriciatet i 1390 af 118 familier; 100 aar
efter var 63 af dem forsvundne. Og slig taler statistiken fra den
ene gamle by efter den anden.
Enkelte har pegt paa forskjellige ydre grunde som krige og
dueller, der rammede adelen sterkere end -de øvrige klasser. Vi
ved, hvorledes f. eks. rosekrigene og duelvæsenet paa Richelieu’s
lid herjede inden dens røkker. Men dette er dog ingen almin
delig gjældende grund. Og Littré bemerker med rette, at adelen
paa sin side var bedre beskyttet end de øvrige stænder mod andre
dødsaarsager, som krævede utallige menneskeofre, f. eks. hungers
nød, epidemier o. lign. Paa den anden side ser vi de kongelige
dynastier gaa til grunde ligesom adelsslegterne, men af deres med
lemmer er faa døde paa slagmarken. Og endelig kan vel ikke
krigene være grund til, at byernes aristokrati forsvinder ligesaa
vel som ridderadelen? Vi faar søge aarsagen andetsteds. Kan
ske naturvidenskaben viser os den? Adelens særmerke er jo
rædsel for mesalliancer; aristokraterne gifter sig regelmæssig
97
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
