Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Løvland: Ueland og Jaabæk. II. O. G. Ueland (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. Løvland.
af denne sendt til Kongsvinger for at forhandle med Kristian
August om vaabenstilstand og dennes kandidatur som svensk
kronprins. Fra først af vakte dog forslaget saa liden sym
pati, at udenrigsminister Manderstrøm i en rundskrivelse
til gesandterne i udlandet erklærede, at det gode forhold
mellem Norge og Sverige ikke kunde forstyrres ved en saa
dan optræden af en mand paa gravens rand. Men den, som
hk vind i seilene, var Anckarsvärd paa grund af «stat
holdersagen».
I Norges grundlov af 17de mai 1814 blev der paa det
overordentlige storting om hosten s. a. indsat en bestem
melse om, at kongen kunde til chef for den norske regjering
ansætte en statholder, som kunde være en svensk mand.
Fra 1814—29 var embedet besat med fire svenske grever
efter hverandre, fra 1830—56 med to nordmænd (Wedel og
Løvenskiold), og siden var det ikke blevet besat, idet «første
statsraaden» (J. H. Vogt og Petersen) havde været regjerings
chef. Saaledes var stillingen i 1859. Men i Norge havde
der altid raadet utilfredshed baade med at være et «stat
holderdømme» og at en svenske kunde beklæde det norske
embede, hvortil han vistnok altid var udnævnt i norsk stats
raad. Allerede 1818 var der fremsat forslag om statholder
embedets ophævelse. Det blev ikke bifaldt af stortinget
1821; man havde saa mange andre vanskeligheder dengang.
I 1848 kom forslaget igjen og blev nu gjentaget paa alle
storting, til sagen blev ordnet 1873. I 1854 blev det bifaldt
af stortinget med 72 mod 29 st. uden at vække nogen opsigt
i Sverige, men negtet sanktion efter regjeringens raad, fordi
beslutningen kun ophævede statholderposten uden at sætte
noget istedet. 1 1857 manglede forslaget 2 stemmer, men
forelaa paa nyt i 1859, da kong Carl første gang som konge
mødtes med stortinget. Han havde konfereret med ledende
mænd i den svenske regjering, de Geer, Manderstrøm og
Hamilton, der baade til ham og til de norske statsraader i
Stockholm havde sagt, at statholdersagens ordning ikke be
rørte Sverige. I hen hold dertil lovede han præsidenterne
Aall og Harbitz sanktion, hvis forslaget blev vedtaget. Den
9de december 1859 blev det bifaldt af stortinget med 110
mod 2 stemmer.
Allerede 22de december frem lagde C. F. Dalman paa
riddarhuset motion om, at statholdersagen ikke maatte blive
102
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
