Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Romantik og forskning - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
x) De følgende citater er taget fra samme verk.
Anathon Aall.
og inddelinger af det inddelte kan man nøiagtig følge dette
specifikum, som heder bevidsthed (Hegel kalder det fornuft)
gjennem de tre stadier: logiken, naturen, aanden.
Lad os skjænke Hegel logiken og aanden og tåge for os
naturen; hvorledes dømmer Hegel om den?
Hegel anerkjender ikke en naturopfatning bygget paa
iagttagelser, og den «sanselige evolutionslære», som er denne
metodes frugt, byder ham imod. Man har at gaa deduktivt
til verks. Det er fra det fuldkomne til det ufuldkomne.
(Vorlesungen über die Naturphilosophie ed. Michelet. Hegels
Werke VII, 2, s. 35) a). Sit indhold har verdensformaalet
væsentlig udtømt med denne jord, som det tænkende men
neske er plantet paa. Die Erde ist die Wahrheit des
Sonnensystems (ovenc forelæsninger s. 34). Overhoved
gjælder, at sol, maane, korneter, stjerner kun er betingelser
for jorden (s. 155). Forøvrigt er der i universet den mest
sjælfulde orden. Hegel tager Kepler i forsvar mod Laplace,
som fandt, at Kepler romantiserede, nåar han mente, sol
systemet var at opfatte efter lovene for den musikalske
harmoni (s. 154). Denne sympati med Kepler paa dette punkt
er karakteristisk for Hegels naturopfatning, som er gjennem
gaaende poetisk. Jeg maa tilstaa, at en mere fængslende
variation af naturbetragtningens temaer har jeg neppe havt
i hænde.
Jeg sætter her nogle prøver: KiJderne er jordens lunger
(og udsondringskar), og vulkanerne er jordens lever. De egte
kilder (Hegel nævner eksempelvis Ganges, Rhone og Rhinen)
har et indre liv, en drift og stræben som najaderne. Jorden
udelukker sit abstrakt ferske vand, hvilket iler hen til sin
konkrete levendegjørelse, nemlig havet (s. 459). Her kunde
man maaske tinde talen noget gaadefuld; saa ogsaa ellers,
hvor han taler om havet. Hegel leverer for dette punkts
vedkommende ikke faa udtalelser. Han kalder etsteds havet
for bitterhedens subjekt. Det vil enhver kunne holde med
ham i, som har faaet sjøsmag paa tungen. Andet, som Hegel
siger om samme gjenstand, klinger dunklere. Hegel har
gjort den iagttagelse, at havet er mere dyrisk, og grunden
herfor lyder saa: fordi neutraliteten er en udbredelse i sig
seiv. «Jorden igjen er, siger Hegel, mere vegetabilsk «als
128
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
