Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Holst Jensen: Fra Alexander Puschkins gutteaar og første ophold i St. Petersburg. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Alexander Puschkins gutleaar og førsle ophold i St. Petersburg.’ 179
forløber, den bekjendte polyhistor Albr. von Haller, og
den franske lyriker J. B. Rousseau. Digtet er oversat’ paa
næsten alle europæiske sprog (Bodenstedts tyske gjen
givelse er udmerket), ja endog paa kinesisk og japansk.
Det skal være blit nedskrevet med gyldne bogstaver og
ophængt i keiseren af Kinas palads i Peking og i det
store tempel i Jeddo. Dershavins anseelse var, da Puschkin
saa ham, overordentlig stor. Waliszewski, som kritiserer
ham meget skarpt, fortæller, at den almindelige dyrkelse af
ham endog gik saa vidt, at man kaldte ham en gud 1. Den,
der skulde rive ham ned fra Olympen, var ingen anden end
Puschkin seiv, som i sine breve til Delvig paa det übarm
hjertigste blotter hans hulhed, hans totale mangel paa
russisk sprogfølelse, paa stil, paa harmoni, paa kjendskab
til metrikens love, og hans raa tartariske aand (han stam
mede fra en gammel tartarfamilie). Siden kommer Bjelinski
og gir ham naadestødet.
Da Puschkin havcje endt sin oplæsning, reiste den
gamle Dershavin sig rørt til taarer, tog den unge poet i
sine arme, lagde sine hænder velsignende paa hans hode
og indviede ham til sin arvtager paa parnasset. Han havde
neppe gjort det, om han i det øieblik havde kun net ane, at
denne yngling, hvem han paa en saa høitidelig og smigrende
maade hyldede, skulde komme til med skaanselløs haand at
sønderrive den laurbærkrans, samtiden havde sat om hans
pande, og reducere ham til en triviel versra ager. Dershavin
blev sparet för denne ydmygelse (han døde aaret efter sit
møde med Puschkin), der maaske vilde bragt ham til at
udraabe med Cæsar: «Ogsaa du min sønl» Især da hint digt
fra Tsarskoje Selö ikke blot er fuldstændig i Dershavins stil,
men indeholder en varm lovprisning af den gamle poeta
laureatus og hans «lyres tordenklang». lalfald vilde vist
nok en saa bitter erfaring have givet ham endnu mere
grund til at nedskrive de vemodige sidste linjer, vi har
fra hans haand. Jeg anfører dem i H. Schmidts tyske over
sættelse:
i K. Waliszewski: AHistory of Russian Literature,
ed. by Edm. Gosse, London 1900, s. 105.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
