Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - National individualitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
National individualitet.
samfundsliv hjalp ganske sikkert den engelske reformation og
pustede til oprøret mod*de pavelige herskerkrav. Paa dronning
Elisabeths tid samlede denne følelse kræfter, og aldrig har kjær
ligheden til England været udtrykt i en mere glimrende litterær
form end af Shakespeare. Den engelske folkekarakters enkelte
træk blev i denne tid mere og mere udpræget; og Shakespeare
hentyder ofte til dem, som f. eks. der hvor konnetablen af
Frankrig sammenligner englændernes mod med deres buldoggers,
om de ligner «in their robustious coming on, lending their wifs
with their wives». I det 17de aarhundrede var i ethvert fald
modvilje mod udlændinger blevet et udpræget engelsk karakter
træk, og det kom for dagen paa mange forskjellige maader. Un
der Jakob den Iste forhaanede læregutterne i London saa ofte den
spanske gesandt paa gaden, at regjeringen maatte tåge sig af det,
og da den russiske gesandt i 1662 galaklædt drog til audiens
ved hove, kastede mængden slængord efter ham. Det var denne
begivenhed, som fik Pepys til at udbryde: «At de tossede eng
lændere aldrig kan lade være at le og spotte over det, som er
fremmed!» Under Jakob den Iste udkom endvidere en forordning,
som bestemte en særlig edsaflæggelse for indflyttere, og afgift blev
krævet af dem. Seiv skotterne og irlænderne blev betragtede
med aabenlys mistanke. Saa sterk var uviljen mellem skotter og
engelskmænd, at en lovparagraf om overfald blev vedtaget for
muligens at hindre dem noget i at stikke kniven i hverandre.
Den herskende følelse paa den tid kan sees af følgende linjer,
taget fra Cleveland, en samtidig digter:
«Had Cain heen Scot, God would have changed his doom ;
not forced him wander, but confined him home.»
Den engelske fordom mod alt skotsk varede næsten lii slut
ten af det 18de aarhundrede. Dr. Johnson sagde, at det herligste
syn, en skolte kunde se, var landeveien til England; landet var
saa fattigt at det var ligt en tigger, hvis nøgenhed stak frem
mellem fillerne; den lovpriste oplysning, som spredtes der, var
ligesom fordelingen af proviant i en beleiret by enhver fik
lidt, men ingen nok. Noget lignende var det, da Wilkes, som
hørte Boswell klage over et tabt lommetørklæde, sagde, at det
bare var for at vise, at en skotte ogsaa kunde eie et. Irlænderne
blev ligefrem afskyet og foragtet. Vi ser for eksempel, at de i
Bristol var udelukket fra haandverkslaugene og byraadet. Men
de gjengjældte med renter den uvilje, englænderen viste dem.
De vilde ikke engang lære det engelske sprog; en af de fornemste
183
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
