Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Løvland: Ueland og Jaabæk. III. Søren Jaabæk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. Løvland.
Men ikke faa enkeltmænd af bondevennernes kreds syn
tes, de nu mistede Jaabæk. Han afholdt sig ikke længere
fra «den høiere politik»; tvertimod var han efter Uelands
død Sverdrups bedste støtte. Og de syntes, det var forbi med
hans sparsomhed ogsaa; istedetfor en gold «neipolitik» kom
han med forslag om store bevilgninger; saaiedes drev han i
1875 igjennem et betydeligt statsbidrag til folkeskolelærernes
aflønning og stemte endog for Vossebanen og Jarlsbergbanen.
Han vakte ogsaa i 1875 i sin hjembygd motion om ved en
særskilt jernbaneskat at samle midler til Vestlandsbanens
fortsættelse fra Skien. Da- han i 1872 stemte for mistillids
adressen til regjeringen, forlod hans gamle ven Bergsager
ham; han vilde ikke stemme mod en regjering, sagde han,
hvori Listers afholdte amtmand, stiftamtmand Vogt, havde
faaet sæde. Ligeledes gik Skjerkholt, Knut Liestøl, Lars
Foss og senere Eika, Voje, Braadland og flere fra ham. De
blev konservative. Endnu kan man her og der træffe høire
mænd, der begyndte som «bondevenner», men som paastaar,
at de tabte Jaabæk, da han i 1869 igjen gik sammen med
Ueland og senere fulgte Sverdrups fane.
Forholdet er let forstaaeligt. Som før sagt var der i
bondevennernes exklusive spareprogram en afgjort konser
vativ, endog reaktionær tendens, som bragte Jaabæk seiv ind
i bagevjen i 1863 og 1865. Derfor sluttede mange konserva
tive bønder sig til organisationen; bruddet mellem dem og
Jaabæk maatte da snart komme. Thi han var fra sin ung
dom en af de mest vidtgaaende «radikalere», vort offentlige
liv har havt. Det viste sig ogsaa, at han indtog det mest
fremskudte standpunkt i venstres kamp i de føigende aar.
Han gjenvandt nu den anseede og repræsentative stilling
i tinget, som han tidligere havde havt. Fra 1865 havde
han været udelukket af valgkomiteen, men i 1879 blev
han gjenvalgt. Man vilde i 1881 vælge ham til præsident
i odelstinget, men han frabad sig det, bl. a. paa grund af
svækket hørsel. Han vilde ellers med sin raske og greie
administrationsevne, sin sikre parlamentariske form og sit
forekommende væsen været fortrinlig skikket til præsident.
I hans sted blev Sivert Nielsen præsident. Det var netop
dette storting (1880-1882),. som begyndte med at sætte bonde
repræsentanter paa præsidentstolen ; aaret før var nemlig Enge
blevet præsident i lagtinget.
214
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
