Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jules Bois: Det moderne mirakel. Mediets psykologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det moderne mirakel.
pende af den friske dug kommer de gjennem mur og væg og’
falder ned paa bordet under séancen. De er lig uhyre magneter,
som trækker omgivelserne til sig. Og de behersker ikke blot
den synlige verden; den usynlige sættes ogsaa i bevægelse i nær
vær af disse mellemmænd, som tilhører baade denne og hin
verden. Fantomer stiger ned og drikker med begjær vor atmo
sfæres fluidum, som giver dem en kunstig og kortvarig til
værelse. Rosenfarvede hænder svæver i luften; gjennemsigtige
ansigter aabenbarer sig pludselig. Og de tilstedeværende græder
af glæde, de tror at gjenkjende sine afdødes træk. Undertiden
bliver illusionen fuldstændig. Fantomerne, klædt i solide ge
vandter, taler, gaar, trykker tilskuernes haand mens mediet
formodes at ligge i «henrykkelse» bag det berømte forhæng i et
hjørne af værelset. Det er skolens ypperste vidundere; de kaldes
«legemliggjørelser».
Det mangler ikke paa teorier til at forklare disse lige van
vittige som tvilsomme fænomener. Det vilde være mere værd,
om de blev mindre forklarede og mere übestridelige. Man taler
om en særlig magt, som medierne skulde have over æterens
svingninger. I nogle minutter skulde de kunne udføre det lange
og langsomme arbeide, som naturen bruger maaneder og aartil;
deres energi skulde sive ud af dem som vand af et sprukkent
bassin, og denne energi skulde altid stræbe efter at antage formen
af den organisme, den havde forladt. Saaledes skulde Eusapia
lade nye lemmer strømme ud af sig. Hun skulde kunne skabe
Harpagons og Moliére’s haand som i øieblikket er virkelig! Hun
mangfoldiggjør sig gjennem tilintetgjørelse; hendes selvmord deler
hende, og hinsidige væsener griber disse tabte kræfter for at
iføre sig dem legemlig.
Det psykiske medium er ogsaa grebet af denne spaltnings
sygdom; det deler sig, men uden legemliggjørelse det er dets
tanke som opstykkes.
Vi ved, at de primitive organismer formeres simpelthen ved
spaltning. Det er den simpleste formeringsmaade. Mikroben
f. eks. gjør det saaledes. Er det ikke besynderligt, at «jeg»et,
denne hyperorganisme med sit komplicerede knippe af idéer og
følelser, som knyttes sammen af sig seiv, med engang kan kløve
sig, udstykke sig, men alligével blive en mængde smaa «jeg»er,
som hvert har sin egen personlighed? Vi har alle hørt om den
navnkundige Félida, som havde to skarpt adskilte personligheder.
Størsteparten af medierne er istand til at forfiere sig endnu mere.
266
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
