Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hovelock Ellis: Det spanske folk - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det spanske folk.
norditalienerne, tiltrods for enkelte fremragende ting i maleri og
arkitektur; endnu mindre er de en slegt af abstrakte tænkere og
filosofer som sydilalienerne eller bretonerne: ikke en af Europas
rene tænkere har været spanier; ikke en af de store videnskabe
lige opdagelser har været gjort i Spanien; de spanske er ikke
engang, strengt taget, et gjæringsfolk som tyskerne, og store fri
gjørende gjæringspersonligheder af Luthers type er ikke frembragt
af Spanien, hvis Luther var en Loyola. Men ien større udstræk
ning endog end England er Spanien karakterens, originalitetens,
uafhængighedens land. Karakter og levesæt, baade alvorlig og
komisk seet, har altid oplaget spanieren ien særegen grad. Hos
et folk, der mere end noget andet drives til at blive bytte for sine
instinkter og lidenskaber siet ikke altid uædle instinkter og
lidenskaber —, faar levesæt og karakter mere levende interesse
end hos en tammere slegt. Man kan fremhæve den forkjærlighed
for fyndige tankesprog, som karakteriserer dette alvorlige og la
koniske folk; intet land er saa rigt paa ordsproglig visdom. Heller
ikke er det tilfældigt, at den største og mest typiske af europæiske
moralister er Seneca fra Cordova.
Skjønt ved første blik paastanden kan synes paradoxal, er
det sandsynligt, at i dette anlæg for moralsk begeistring kan vi
virkelig finde den sidste grund til væsensmanglerne i den
spanske karakter. Velvillig, ædelmodig, hengiven, trofast, som
den spanske mand eller kvinde kan være i sit personlige forhold,
kan den sindets übøielighed, som i sit bedste udslag er racens
dyd og fortrin, let blive til grusomhed. Ligegyldighed for dyrs
pinsler synes naturlig for spanierne, om end meget mindre end for
maurerne. Skjønt tyrefægtningen ikke oprindelig er en spansk
institution, men øiensynlig en middelalderlig udvikling af maurer
nes vildsvinkamp, er den dog visselig et sandt udtryk for folket,
og uagtet det vilde være uretfærdigt at sige, at tiltrækningen ved
tyrefægtningen er dens grusomhed, er det ikke desto mindre sandt,
at et folk, der var mere følsomt for smerte og pinsler, ikke saa
længe kunde have taalt en saadan sport. Men nåar vi taler om
spansk grusomhed, maa vi altid erindre, at en spanier kan være
mindst ligesaa grusom mod sig seiv som mod andre. Han er
ligegyldig for andres smerte, blot fordi han er ligegyldig for sin
egen. Allerede Strabo fremhævede dette træk af den spanske
grusomhed; spanske mødre, siger han, dræber sine børn heller
end at lade dem falde i fiendens hænder, og han fortæller om
spaniere, som efter at være tagne til fange af romerne og kors-
278
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
