Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Andr. M. Hansen: Det tragiske i Abels liv - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det tragiske i Abels liv.
maatte modsætningen mellem hans verdensstorhed og hans
formentlig elendig fortrykte kaar gjøre effekt.
Saaledes har der dannet sig baade ude og hjemme en
myte om Abels tragedie. Den lyder omtrent saa, at den
unge gigant fik sine himmelstormende kræfter knækket i
utide ved de usle livsvilkaar, som bødes ham i Norge, at
han led ligefrem nød, fordi hans landsmænd ikke var istand
til at forståa hans storhed. Ja, man kan sige, at myten holdt
paa at fæstne i den form i den almindelige bevidsthed, at
Norge havde ladet sin kanske største søn i hundredaaret
gaa tilgrunde i elendighed, at Abel saa at sige sultede ihjel
herhjemme.
Denne myte stemmer ikke med det historiske. Vi
skylder landets ære at faa den dræbt om muligt.
Utvilsomt var vilkaarene her i Norge i Abels leveaar
ganske overordentlig tunge. Det var i de aar, da landet led
elendigst under krigens og uaarenes herjinger, han voksede
op. Han var en 12-aars gammel gut, dengang Norge i 1814
kjæmpede livskampen for at redde sin selvstændige existence.
Den ene statsbankerot var fulgt efter den anden, og trods de
største nationale kraftanstrengelser, de haardeste skatter, var
det endnu i hans levetid ikke lykkedes at skaffe statens
værdipapirer rimelig kurs og dermed bringe orden i penge
væsenet. For simpelthen at klare sig dagen over var der
optaget laan til üblu aagerrenter. De ivrigste selvstændig
hedsmænd fandt det saa haabløst at tænke sig Norge istand
til at klare sin pligtige del (12 millioner kroner) af den gamle
helstats gjæld, at de vilde lade Sverige betale og dermed den
nyvundne uafhængighed være prisgivet. «Der var lagt saa
tunge byrder paa folket, at grænsen for, hvad der kunde
bæres af det, synes naaet, og vel saa det.» Og det skjønt
«statens udgifter var indskrænket til det allernødvendigste
og endog udover det» (J. E. Sars).
Under «det forfærdelige økonomiske tryk, som hvilede
over folket i tiden efter 1814», maatte det unge videnskabs
sæde selvsagt lide. Stiftet ved beundringsværdige anstren
gelser fra privat hold maatte universitetet i mange aar ind
skrænke sig til de allermest nærliggende opgaver, som
embedsmandsskole.
Endnu mere. Tiden var en reaktionens tid. Efter
de patriotiske anstrengelser ved universitetets stiftelse i 1811,
299
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
