Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Max Liebermann: Degas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Visselig det maa vi indrømme virker han ofte fra-
Degas.
kun ekstrakten, idet han undertrykker hver unødvendig detalj,
idet han stadig forenkler. Der er aldrig nogen tale om modellen!
Hos ingen moderne maler er det novellistiske saa fuldstændig
overvundet som hos ham.
stodende. Han har intet af den medlidenhed, hvormed Rembrandt
maler. Tvertimod synes han at foragte sine modeller. I den
halvvoksne pige, der uddanner sig til danserinde, viser han alle
rede den vordende prostituerede. Han er übarmhjertig som na
turen, af en köld skepticisme. Grunddraget i hans væsen er
stolthed. Hvad han besidder af bløde stemninger, det tilhyller
han. Han er mindre bange for cynisme end for følsomhed.
Man ser heraf, at han er alt andet end indsmigrende ; men
vi er i hans kolossale individualitets magt. Om den behager os,
er en smags-, respektive modesag. Men ligesom Wagner har
tvunget sig frem, saaledes at enhver musiker maa regne med
ham, er Degas blevet en faktor, hvormed enhver moderne maler,
bevidst eller übevidst, maa bringe sit forhold paa det rene: igno
rere ham kan han ikke længer.
At den ældre franske skole forholder sig afvisende ligeover
for Degas er ligesaa naturligt som den uvilje, han har erfaret hos
os af kunstnere af den ældre generation.
Da Menzel for omtrent 15 aar siden hos en herværende
amatør saa en fortræffelig samling af impressionister, spurgte
han, efteråt han længe og nøiagtig havde betragtet billederne:
«Har De virkelig givet penge ucl for det skrab?» Den samme
Menzel, der i sin ungdom i «Prins Albrechts have», i «Landskabet
ved Schønberg» med jernbanetoget, i billedet fra 1848, «Kisteilæg
ning af de martsfaldne», i «Operahus-ballet» (nu i Hamburger Kunst
halle) havde forsøgt at løse lignende problemer som impressio
nisterne.
Der fremgaar kun heraf, at Menzel, da han fremkom med
denne udtalelse, var en færdig kunsLnerpersonlighed, som ikke
vilde eller kunde gaa videre paa den vei, hvorpaa han sluttelig
var slaaet ind. Intet menneske kan springe over sin skygge, og
man kjender Goethes uvilje mod den romantiske skole og Kleists
geni.
Den gamle Schadow, der for sin egen generation betød det
samme som Menzel for vor, skrev for nu mere end 60 aar siden,
da Menzels Fredriksbog fremkom, i den Haude & Spenerske
tidende: at en vis Menzels smøreri og rabbel var den store
339
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
