Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Katarina Beer: Caleta Buena
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CALETA BUENA.
Borte fra al vegetation. Ikke den mindste busk, ikke et
græsstraa at se. Ikke en fugl i luften, ikke et insekt,
Vi er i Chiles tørre strøg, salpeterstrøget. Her gaar aar
mellem hver gang det regner, hvad der jo er hovedbetingel
sen for salpeterens förekomst. Var det ikke et saa udtørket
land, som det er, vilde det jo ikke eie denne sin umaadelige
rigdom, eftersom salpeteren ikke taaler den mindste fugtig
hed. Vi har været i Iquique og Antofagasta, ogsaa indenfor
ørkenstrøget, og nu ligger vi i det besynderligste lille hui af
en havn, som skib kan rote sig ind i. Det er som halvdelen
af en gammeldags gryde, som blev staaende, mens den anden
halvdel gik i havet. Fjeldene reiser sig lodret op af sjøen,
bare levnende en smal förgrund af en fjære, hvor klipperne
og kampestenene er hvide og afrundede af et tykt guanolag,
og hvor den skidne uhumske lille by Caleta Buena strækker
sig som en eneste gade rundt bugten paa den anden side.
Pelikanerne og sælen er det, som regjerer havnen her. De
første sidder i tusenvis opover klipperne og kaster sig som
gråa skyer ned paa de tomme lægtere, hvor de holder sel
skabelige sammenkomster. De snakker i munden paa hver
andre og trækker hagen værdig ned i halsen, saa posen
hænger som en dobbelthage, og de ligner et selskab af ældre
damer. Eller de har skjærmydsler med de mandfolkeagtige
sæl, som der her ogsaa er en ustyrtelig mængde af. En kan,
ret som det er, se dem trække i hver sin ende af en stor fisk.
Gaar pelikanerne af med seiren, blir der en vikl skogger
latter paa alle de gamle damer. Luften blir fuld af deres
skrig, og de kaster sig triumferende ned paa lægterne igjen.
23 Samtiden. 1902.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
