Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Katarina Beer: Caleta Buena
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Caleta Buena. o/o
lad de arme dyr faa et bedre liv hinsides, hvis der fremdeles
skal gives noget, som heder retfærdighed.
Skjønt havet staar paa paa alle disse steder, og den friske
sjøbris blæser hele dagen, har man en merkelig ufrisk for
nemmelse, nåar man vandrer i disse tørre, sandedo gader.
Og det skjønt varmen ikke er mere end behagelig, og aftenen
og natten altid kjølig; forsaavidt det herligste klima, som
tænkes kan. Men jeg tænker, det er den fortørkede tilstand,
hele stedet og jorden her befinder sig i. Man faar en fæl
mistanke om, at her tørrer al uhumskhed bare ind og hvirv
les op i luften ved næste vindpust. Her blæser stadig; fra
sjøen om dagen og landbris om natten. Her er ogsaa paa
faldende meget lungesygdom tiltrods for den tørre luft og
det herlige klima. Vil man gaa en tur, gjør man bedst i at
komme sig ud af byen förtest mulig. Komme sig ud til
stranden, som havet evig og altid vasker. Sidde der og suge
ind de to eneste farver, naturen her har at byde paa. Him
lens og havets blåa og landets hvide sandfarve. Og i solskin
ligger det næsten bestandig; ialfald efter kl. 11—12. Mor
genen er ofte overskyet. Undertiden saa tung, at man synes,
nu maa det blive til regn ; men nei ; middagssolen tager det.
Man blir træt af det evige solskins-einerlei. Sidst vi var
her paa kysten, var vi 22 dage i Antofagasta. Hver eneste
dag var hverandre saa lig som perler paa en snor. Jeg kunde
sidde der ude ved stranden og føle, hvor underligt det vil være
engang at sidde som gammelt menneske hjemme i Norge
kanske og høre storm og regn rase omkring en. Og saa
lukke øinene og tænke paa det Vorherres underlige land
Chile, paa Antofagasta. Og saa vide akkurat paa en prik,
hvorledes det ligger der i det samme evige solskin, det
samme blåa godveirshav dag efter dag; de samme farver,
den samme evighedsstemning over hele billedet. Jeg tror,
det er en trang til at afhjælpe naturens ensformighed i far
ver, som gjør, at folket her giver sine huse de mest gloende
og vekslende farver. En kan staa og se nedover en af Anto
fagastas gader og ikke finde to af de smaa stygge huse, som
ligner hverandre. De pranger i de utalligste nuancer af
blaat, rødt, violet, grønt. Det kan se ganske humoristisk ud.
Og befolkningen seiv, nåar de er i puds, klædt til dans en
søndagskvæld f. eks., giver ikke sine huse noget efter i skri
gende farver. Den nationale dans er quaker, en slags
Å
5
JS
m
V
C
3
CO
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
