Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bolette C. Pavels Larsen: Jens Tvedt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Tvedt. 37^
Han lægger sine planer med sikker kløgt, alting ser ud til
at skulle føie sig slig, at hvad der for ham er indbegrebet
af jordisk lykke, det vil han faa. Men saa stjæler en anden
en god dag jenten fra ham, og han aner det ikke. Og heri
ligger baade Hallvards styrke og hans svaghed : Hans retsind
er saa stort, at han ikke kan tænke «saa galt».
Denne mand, der har vogtet og vernet om den unge pige,
han elsker, det eneste væsen, han hænger ved, han gaar dog
ikke hen og læser døds- og fordømmelsesdominen over hende,
fordi om hun har feilet og det paa en slig maade, at hun er
tabt for ham. Han jager hende ikke ud af sit hjem. Han
mishandler hende ikke. Men saa stor er hans kjærlighed,
at han pleier hende og tilgiver hende, ja ophøier hende, saa
vidt som han formaar.
Hallvard er vel et «godmenne», men han er ingen godfjot,
der af taabelighed handler, som han gjør. Tvedt skildrer
ham fortrinlig, idet han lader Hallvards fortvilelse faa udløb
i en handling, en raa kraftytring. I det øieblik, da
ulykken staar klart for manden, da raser lidenskaberne i
ham og ryster ham slig, at lian sletikke ved, hvad han före
tager sig. Han griber øksen og kløver huggestabben i to
stykker. Det kunde ikke være anderledes; en sterk, sansesløs
bondemand maatte trive øksen og hugge løs; slig maatte han
bære sig ad.
«Godmenne» virker sterkt ved sin lære om miJdhed og
overbærenhed, og denne virkning opnaar Jens Tvedt, fordi
han aldrig præker. Han opnaar ved jevn fortælling det
samme, som andre maa bruge de dybsindigste udlægninger
til. Ja, han rækker frem, hvor de fleste bliver staaende fast;
thi han begiver sig aldrig ud paa gyngende grund. Tvedt
nåar som sjæleskildrer ikke i nogen af sine senere bøger
høiere end i «Godmenne».
I «Madli und’ Apalen» har forfalteren forladt den
mandlige hovedskikkelse. At han ogsaa har studere! kjær
ringerne og «kan» dem, viser han her. Historien om den
fattige pladsmandskone, der altid er færdig til at hjælpe, der
træler og opofrer sig, men aldrig mister sit humør, er baade
en virkelighedstro og en smuk menneskeskildring. Og nåar
alle de glimrende udførte smaating kommer til, bliver bogen,
skrevet i Tvedts ypperlige sprog, et egte kunstverk.
Det kunde være fristende ogsaa at nævne Tvedt som skue-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
