Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Samuel Mc. Comb: Maa vi have dogmer?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maa vi have dogmer?
seiv om religionen. Men nåar vi saaledes berøver dogmerne
al ydre støtte, alle deres krav paa ufeilbarhed, berøver vi dem
dermed ikke ogsaa deres autoritet? Aldeles ikke. Vistnok faar de
ikke denslags autoritet, som ligger i en videnskabelig fundamental
lov eller en sætning hos Euclid, som bare skal studeres og til
egnes for at vinde alle fornuftige væseners bifald. At kræve en
saadan tvingende magt for religionen er blot en svaghed hos
enkelte teologer; de glemmer, at det alene er i sandhedens lavere
og mere übetydelige gebeter, den demonstrative vished naaes; at
jo høiere vi kommer op, desto mere vil vor vished afhænge af
vort syn paa vor moralske og aandelige trang og af vor holdning
ligeoverfor troens gjenstand. Dogmerne faar derfor en moralsk
vished. Deres appel er etisk, de siger: «Den som er af sand
heden, hører min røst.»
Men nåar vi saaledes berøver dogmet al ydre autoritet, og
blot stiller det frem for den enkeltes samvittighed, hugger vi da
ikke religionens ankertauge over og lader den drive afsted i et
uendeligt hav af spekulation, tvil og uvished? Er der ikke noget
organ for sandheden, nogen høieste instans, hvor dette eller hint
dogmes krav kan undersøges, godkjendes eller forkastes? Hvis
der ikke er nogen saadan høieste instans, er tvil ligesaa berettiget
som tro, og religionen opløses i en mængde individuelle ideer og
fantasier, som ingen fast fod har i virkeligheden. Alle hidtidige
forsøg paa at finde en saadan instans er i vore dage aldeles kuld
kastet. I aarhundreder troede man, at kirken var en ufeilbar
autoritet, men ved reformationen brød Europas samvittighed over
tvert med den teori. Istedetfor blev bibelen sat op som den eneste
sande maalestok for tro og liv, men dette blev aldrig fornuft
mæssig virkeliggjort som dogme for eftersom man opdagede,
at der ikke var nogen enkelt almen forstaaelse af de bibelske
skrifter, dannedes sekter og trosbekjendelser, der indtog skriftens
plads som dogmatisk instans. Og disse sekter og bekjendelser
hævder i mange enkeltheder en aabenharingsteori, som ikke
længere hævdes af kristne teologer. I det 18de aarhundrede
fandt man den høieste kritiske instans i fornuften, d. v. s. den
logiske forstaaelse. Hos Toland, Tindal, Collins og deres efter
følgere blev kristendommen ikke saameget forklaret, som bort
forklaret — den var i grunden intet andet end en gjentagelse af,
hvad der var saa gammelt som skabningen.
Det spørgsmaal, som nu foreligger kirken, er altsaa: Hvor
skal vi finde en absolut instans for dogmerne? Der kan ikke
380
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
