Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Samuel Mc. Comb: Maa vi have dogmer?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maa vi have dogmer? qqq
han heller skulde skamme sig over? Hvorfra kommer da det
almene skrig mod dogmerne det losen, som vor tid kjender
saa godt: «tilbage til Kristus» ; kravet paa at gaa bagom bekjen
delser og teologiske systemer, tilbage til bjergprækenen eller para
belen om den forlorne søn?
Her kommer vi til et punkt, som giver den folkelige bevidst
hed delvis ret. Dogmerne er ikke religion, teologi er ikke tro.
«Ikke det astronomiske system,» siger Schleiermacher, «men
blikket, som vendes opad mod stjernehimlen, er det høieste og
mest passende symbol paa den religiøse betragtning.» Den reli
giøse intuition griber sandheden som et konkret hele, den dog
matiske refleksion analyserer den, dissekerer den i dens bestand
dele og søger at paavise de forbindende led, den indre konsistens,
som gjør dem til en enhed. Under denne fornuftproces er der et
enkelt element, som gaar tabt: den uendelighed, som troens er
faring lever og aander i. Folket, som blander teologien sam
men med et enkelt givet system, hvis uformuenhed til helt at
rumme den kristnes erfaring, det har en levende følelse af,
kommer da paa den ide, at dogmerne er fiendtlige mod reli
gionen og den aandelige frihed; i religionens interesse modsætter
det sig enhver systematisk tænkning over den guddommelige
sandhed. Lægmanden kan ikke befri sig for den tanke, at dog
merne er noget haardt, stivt og uforanderligt; mens de i virkelig
heden er flydende, levende og uopløselig sammenblandet med den
religiøse bevidstheds dybeste bestanddele. Hvis én form for den
dogmatiske refleksion skulde findes uværdig til den kristne erfa
rings storhed, følger ikke deraf, at en ædlere og bedre form ikke
skulde kunne findes.
Der ligger en drift i vor aand, som tvinger os til at tænke
over vore erfaringer, følelser og hensigter; til at søge lov og
orden, ophav og aarsag i dem. Det er naturens tvingende nød
vendighed. Vi kan ikke hvile paa religiøse indtryk alene, vi
maa spørge: peger de hen paa en aandelig realitet som sit udspring
og sitmaal? Svaret bliver et dogme. Naar i enkelte øieblikkes
aandelige nød Kristi ansigt lyser over os, dæmper lidenskabens magt
og sender vidunderlige strømme af lægedom og kraft ind i sjælen,
da spørger vi ikke «hvorledes» eller «hvorfor». Men nåar er
faringen kjølner og refleksionen vaagner, da spørger vi os seiv:
Hvem er denne Kristus? Er han Gud eller menneske? Erdetsandt
That one Face, far from vanish, ralher grows,
Or decomposes bid to recompose?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
