Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sven Nilssen: Guder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sven Nilssen.
Man begyndte at synge deroppe ved juletræet, da jeg
satte mig i bevægelse opover gaden. Kirkeklokkerne sluttede
sin kimen med nogle ensomt faldende tunge slag. Og en
lukket vogn kom kjørende mod mig i den knebne passage.
Et sort uhvre af en karosse med lygter og blanke rystende
vinduer. Den fyldte omtrent hele gaden, saa jeg sammen
med andre mennesker maatte kline mig opefter nærmeste
husvæg, mens den passerede.
Jeg stod og saa paa de skummende heste, som slog gni
ster af brolægningen, det ringlende, skinnende sæletøi og
blinkdubberne paa de nikkende hestehoveder. Og som et
kornmo blafrede den tanke forbi mig, at derinde i vognen
sad Esther i snehvid silke og brudeslør. I haanden blomster
og myrte i haaret. Jeg syntes at lægge min arm om hendes
liv og trykke hende tæt ind til mig.
Jeg stampede hjælpeløs i gaden. Hei, er der nogen, som
har følt, hvor usigelig tom og træt man bliver, nåar man har
gaaet en hel vinterkveld gade op og gyde ned og levet paa
husvæggenes poesi? Her nogle løb og trimulanter, fanget i
forbigaaende, hist et glimt gjennem etpar lune oplyste stuer.
Og det er bare gru for en endnu dybere ensomhed end ga
dens, som hindrer en fra at gaa hjem til sit rum.
Det var i en saadan stemning, jeg stansede for at kige ind
i domkirkens vaabenhus, hvor nogle gasblus blafrede i sine
skaalkupler. Gjennem mellemdørens farvede glas blmkede
lysene inde i kirken som et mylr af matte stjerner. Uden
at jeg egentlig vidste hvorfor kanske var det bare for at
tilfredsstille en tom nysgjerrighed ved at sætte en prøve paa
mine følelser -, gjorde jeg et slag indover det flisebelagte
vaabenhus.
Klangen af mine fodtrin vakte minder, jeg aldrig kan
blive helt ligegyldig for. Muligens var min nysgjerrighed
først nu bleven rigtig vaagen. Under alle omstændigheder
slumrede hos mig enhver tanke paa kirkekoncert eller prøver
til en saadan seiv i det øieblik, da min haand hvilede paa
mellemdørens store forsirede messinggreb. Jeg aabnede. Og
da jeg lukkede døren, klirrede dens glasfelter sprødt og bri
stende.
Idetsamme en række korte skarpe toner som signalstød
i horn. Nogle fine skjælvende buestrøg. Og et præludium
bruste ned i den tomme kirke.
394
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
