Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sven Nilssen: Guder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gu der.
Nei, det var aften. Og det var længe til morgenen. En
mørk og uhyggelig aften. For alle stjernerne var faldt ned
fra himmelen. Og tæt i tæt laa de over den mørke by eller
hist og her ude paa øerne, døsende som søvntunge smaa
barneøine, der var ved at lukke sig, nær ved at slukne som
de af stjernerne, der faldt i fjorden og døde med en brat fræ
sen, som nåar ilden kommer i vand.
Men ude i fjordgabet maatte en være bleven hængende
paa en mastetop eller i riggen paa et skib, som nærmede
sig. For den blev større, stjernen derude, og større.
Jeg maatte le med mig seiv. Jeg følte mig saa underlig
stjerneforladt, der jeg laa bag mit murede brystvern, saa
vemodigt paa veie til aldrig at faa se en stjerne mere. Og
jeg lo igjen og saa mig omkring.
Bag mig ikke et menneske paa veien. I en skyrift over
den gamle vindmølle tittede maanen frem og lyste et øieblik
paa den overbefolkede og forlængst nedlagte kirkegaard med
sine sunkne og glemte grave.
Da jeg*atter vendte mig om mod fjorden, var der sprun
get to andre lyspunkter frem under det, jeg kjendte fra før.
Det ene rødt som en glødende morgensky eller som pur
purfarvet vin. Det andet irrene giftiggrønt. Jeg kom til at
mindes de malede ruder i domkirken dernede i den gamle by.
I kjortlerne paa korvinduernes fire evangelister var der saa
meget rødt og grønt. Og jeg begyndte atter at tale med
mig seiv.
«Det vilde være merkeligt,» sagde jeg leende, «om det
røde punkt ikke er spidsen af en engels pegen’nger, dyppet i
en martyrs blod.»
°g jeg gjorde mig liden bag min bastion. For det kunde
jo være mig, den vilde udkaare, englefingeren.
Da var det, at Koll og redaktøren kom gaaende.
Koll var byens næst største mand og bar redaktørens
vadsæk. Kan man tænke sig noget mere sublimt? Denne
lille mand med det store hoved, skatlagt efter en selverhvervet
formue paa to millioner, undsaa sig ikke ved at bære vad
sækken for en ganske almindelig provinsredaktør, hvis blad
han subvenerede. Selvfølgelig havde da redaktøren en ulster
og nogle andre reiseeffekter at trækkes med.
Men saa var det ogsaa bladets formaal af byens næste
mand at skabe dens første. Og det samarbeide, som i den
399
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
