Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sven Nilssen: Guder - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
27 Samtiden. 1902.
Guder
Da kirkeklokkerne begyndte at ringe juledagsmorgen, var
jeg endnu tilsengs. Men da det led mod eftermiddagen, sad
jeg ved vinduet og saa ud i et tæt snefald. En ro var steget
op i mig, ved hvilken de drømme, hvormed jeg kortede mig
tiden, syntes mig at springe ud som blomster, hvis knopper
jeg allerede længe havde baaret paa mit bryst.
Jeg syntes vide, der vilde blive banket saaledes paa min
dør, saa selvfølgelig var denne sagte nølende knatten af en
fin liden finger. Og da døren gled op, rakte jeg ligesaa selv
følgelig min haand ud mod den kommende.
Og der maatte have været noget i mit an sigt, som var
hende et svar. For hun sprang de to tre skridt over gulvet.
Hendes tvil havde jeg bare fanget som gjennem et flygtigt
glimt fra det øieblik, hun kom indad døren, og til hun laa
paa knæ ved min stol og hulkede med hovedet i mit fang.
Jeg strøg hendes smaakrusede håar med den smukt
slyngede gyldne nakkeknude. Jeg reiste hendes hoved. Og
jeg kyssede hendes øine.
«Se,» sagde jeg, «Guds hellige engle plukker fjærene af
sine vinger i sorg over denne elendige jord. Se, det drysser
med hvide dun, som om hele himlen mudede. Men Vorherre
liker ikke slig en dum fortvilelse, Naar han vaagner, puster
han paa den døende sol, saa den gnistrer og flammer. Og
sneen smelter. Blomster brister ud af den sorte muld. Og
træskeletterne rigges til med tusen smaa grønne flag. Lad
os gjøre os vor karantæne hyggelig, Esther. Lad os holde
af hverandre disse faa aar, til pesten nåar os.»
Disse sidste ord sagde jeg mellem hendes hvide fingre.
Og jeg kyssede den haand, hun havde lagt over min mund.
Ja, ja, hvad kan man ikke finde paa at drømme om,
nåar man sidder en juledagseftermiddag alene paa sin hybel
og stirrer ud i et tæt snefald. Min drøm endte, da jeg hørte
Esther nedenunder dyppe sine fingre i toner, der bragte mig
til at tænke paa de sommerkvelder ved solnedgang, da jeg
som barn stod og slåp stene i sjøen og lyttede efter den lyd,
de frembragte.
Men om jeg havde været en automat, kunde jeg ikke
baaret mig mere korrekt ad end i dette øieblik. Uden en
gang at se til saksen eller det brogede garn, vendte jeg vin-
405
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
