Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Noget om Bjørnson som ung mand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogel; om Bjørnson som ung mand.
han, han havde nok ogsaa tænkt paa det samme; men hsn
havde nu indseet, at digterfantasien i vore dage var taget i
det praktiske arbeides og forretningslivets tjeneste og at den
derved havde faaet noget bedre at bestille end at lage skue
spil og romaner.
Den eneste af de yngre, som ikke i nogen grad Jod sig
kue eller skræm me af al denne kritik og al denne skepsis
men satte stævnen hent imod strømmen, var, efter min erin
dnng, Bjørnson. Vistnok kunde det synes, som om ogsaa
han bøiede sig for tidsaanden, idet han i en række af aar
mden han optraadte offentlig som digter, gav sig af med kri
tik, skrev boganmeldelser og teaterrecensioner og derved ofte
førte en noksaa skarp pen. Men hans kritik var, trods al
skarphed, af en helt anden art end den gjængse. Dens sigte
var gjennemgaaende et positivt; den gik ikke ud paa at rette
stil og finde feil, men at hjælpe til forstaaelse af verket eller
af den kunstneriske præstation, og forsaavidt den paaviste
feil, blev den fordetmeste ikke staaende derved, men søgte
at udfinde. hvorledes feilen kunde og burde være undgaaet
Man ser tydelig i disse Bjørnsons kritiske ungdoms
arbeider digteren, som forbereder sig til sin egen virksomhed
ved at gaa andres efter, og dette var lian sig da ogsaa altid
fuldt og klart bevidst. Han talte seiv midt under den værste
aandige tørkeperiode med den ham egne urokkelige sikkerhed
og selvtilhd om sit digterkald og sin beslutning at følge det
trods alt og alle. Det gik udentvil andre af hans kamerater
som det gik mig: vi kunde være noksaa tilbøielige til at
hylde den raadende mening om, at poesi og kunst og den
sags ikke kunde have nogen fremtid i dette land, men vi
blev dog saa imponerede af denne sikkerhed, at vi glemte
vore kritiske tvil og ialfald indrømmede saameget at han
maatte faa lov til at blive en undtagelse fra den almindeliee
regel. b
Den opfatning, som gjorde sig saa sterkt gjældende i
Bjørn sons ungdomsdage (og som bl. a. har fundet et saa
skarpt udtryk i ttere af Welhavens digte fra denne tid, saa
ledes t. eks. «En monolog»), at nemlig den moderne civilisa
tion med sine maskiner og fabriker, med sin demokratisme
og videnskabehge oplysning, med sin travlhed og sit hæs
blæsende jag efter rigdom, blev mere og mere prosaisk i sin
smag og sit væsen, og at «verdens aarstid» allerede nu ugjen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
